search

Et gudbenådet dumt PR-svin

Bog: Forfatter: Forlag:

De journalister, der kun har et foragteligt fnys tilovers for PR og reklame-branchen, kan læse debutanten Lasse Hjorth Madsens roman "PR" og få alle fordomme bekræftet – og lidt til.

Super-hustleren Christian er midt i tyverne. Han må være det dummeste svin, dansk litteratur længe har fostret – ikke dårligt. Skurken har alle dage været den sjoveste at følge, i film og litteratur. Under et tricktyveri ender denne fyr i et kommunikationsbureau og – en-to-tre – lidt senere til møde med statsministeren, hvor han skal redde Danmarks internationale image. Totalt over stregen og totalt forrygende.

Med snart 20 års erfaring i branchen troede jeg først, at jeg skulle vurdere bogen med de professionelle briller på, men dét opgav jeg hurtigt. Intrigen er ganske enkelt for urealistisk, men stadig djævelsk godt udtænkt! Madsen strækker sin fortælling over 15-20 år – og får til sidst enderne til at mødes perfekt, oven i købet med et par gedigne overraskelser. Det er ikke ret tit, man får sådan en læseoplevelse.

Han skriver solidt og godt, Madsen. Flere gange kom jeg til at tænke på en ung Stephen King, sørme jo – så rask et tempo, så glidende en dialog og så usympatiske personer leverer han sine steder.

Jeg læste bogen på få timer, og det er vel den bedste anmeldelse, en forfatter kan få – at folk sluger det, man skriver. Faktisk ærgrede jeg mig over, at bogen ikke var længere – den er på 288 sider – for det ville have givet Madsen mulighed for at udbygge de ret endimensionelle personer. Det er plottet og forargelsen, der driver denne her – personerne er for flade og bliver ikke foldet helt ud. Lad os se én på 500 sider næste gang.

Jeg ved i øvrigt ikke, hvor i den danske kommunikationsbranche Hjorth Madsen har indsamlet sine erfaringer, men de bureauer, der har haft ham i sit brød, må i dag sidde med et let nervøst smil om munden. Madsen beskriver fup og bedrag, så selv Stein Bagger må ærgre sig i sin celle.

Bogens morder er kold som et glasøje og godt fundet på. Jeg kunne godt have brugt meget mere tid på dén karakter. Men én ting i slutningen skal du simpelthen have klask for, Madsen. En så sort historie skal have en sort og forargelig udgang. Jeg siger ikke mere.

Og lige for en god ordens skyld: Hvis du, kære læser, virkelig vil vide noget om PR-branchen, så skal du besøge et bureau eller læse andre bøger end denne her. Den her bog er for PR-branchen, hvad "Star Wars" er for månelandingen. Kommunikation på coke.

Jesper Lynghus er journalist og partner Mannov.

"PR", roman af Lasse Hjort Madsen

288 sider. Borgens Forlag

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen