Et godt grin og stof til eftertanke

Bog: Forfatter: Forlag:

Stokkonservativ – på den fede måde. Sådan kunne man beskrive Svend Brinkmanns nye bog, ’Stå fast’, som påstår at være litteratur i selvhjælpsgenren, men som snarere skal kategoriseres som debat. Det filosofiske grundlag henter han hos antikke græske og romerske filosoffer som Epiket og Seneca, men det skal man ikke lade sig skræmme af. Den er let læst, underholdende og fuld af fantastiske one-linere af den slags, man ville ønske, man selv havde fundet på.

Bogen er bygget op som en parodi på selvhjælpsklassikeren ’7 gode vaner’ af Stephen R. Covey, men Brinkmanns råd er indholdsmæssigt noget anderledes. Han tordner mod at mærke efter i maven (”Det er en dårlig ide. Især hvis du har spist kål”), opfordrer læseren til at droppe sin coach og gå en tur i skoven eller på museum i stedet og til at tage nej-hatten på. Helt konkret bliver man rådet til at øve sig i at sige nej mindst fem gange om dagen, for eksempel til nogle af de møder, man bliver indbudt til. I stedet kan man med fordel passe sit arbejde.

Og så skal vi lade være med at lave alting om hele tiden. Der bliver ifølge Brinkmann brugt for meget tid på at lave ting om, og så mister man tid til det, man rent faktisk skal lave. Både på jobbet og i privaten.

Bogen ’Stå fast’ er en videreudvikling af en klumme, der oprindeligt var trykt i Psykolognyt. Det fornemmer man godt, både i den lette sprogtone og causerende stil – og også ved at bogen er præget af påstande, som forfatteren ikke dokumenterer. Det er lidt af en påstand, at man bliver et bedre menneske af at læse litterære klassikere end af selvhjælpslitteratur. Det er da muligt, at det er rigtigt, men der er mange af den slags påstande i bogen, og når forfatteren har over 150 sider at brede sig over, kunne det være rart med lidt belæg for et par stykker af dem. Ellers bliver det lidt som en prædiken for de allerede omvendte.

Men det er en mindre indvending, der på ingen måde skal afholde dig fra at bruge et par timer (mere behøver det ikke at tage) på at læse ’Stå fast’. Et godt grin og stof til eftertanke – det er ikke hver dag, man får det i den samme pakke. 

Stine Grynberg er anmeldelsesredaktør på fagbladet Folkeskolen

Stå fast – Et opgør med tidens udviklingstrang
Svend Brinkmann
Gyldendal Business
158 sider, 250 kroner

 

0 Kommentarer