Bog: Velfærdsillusionen – om et samfund i krise

Forfatter: Nick Allentoft

Forlag: Samfundslitteratur (325 sider, vejl. pris: 338 kr.)

Anmelder: Ulla Bechsgaard, journalist, ledelsesskribent og -konsulent

Grundlaget for den danske velfærdsmodel er ved at bryde sammen. Det mener iværksætter, journalist og stifter af DenOffentlige.dk Nick Allentoft. Han er aktuel med debatbogen ’Velfærdsillusionen – om et samfund i krise’. Hans pointe er, at velfærdssamfundet ikke længere leverer dét, som ”vi forventer”.

Allentoft præciserer ikke, hvem dette ’vi’ er, og det er et problem i bogen. Han smører også flere gange tykt på ved at generalisere og gøre en til flere. For eksempel skriver han: ”I dagens Danmark begår pressede borgere selvmord i afmagt ved at sætte ild til sig selv foran jobcentret, de kører biler ind i kommunebygningen i frustration…”.

Disse mindre heldige formuleringer skal dog ikke afholde læsere fra at interessere sig for 'Velfærdsillusionen', for det er ganske vist, at adskillige borgere i dag er frustrerede over ikke at få den hjælp, de forventer, og at Allentoft på indlevende vis giver dem en stemme.

Enhver kan være så uheldig at blive alvorligt syg eller miste sit job; ledige jages og sanktioneres for fejl, og syge bliver mødt med krav om at blive raske hurtigst muligt – også når de er døende, skriver han.

Forfatteren mener, at tre gensidigt forstærkende kriser skaber velfærdsillusionen: Socialkrisen, ledelseskrisen og demokratikrisen.

Den sociale krise skyldes, ifølge Allentoft, at et uoverskueligt regelværk og administrativt kontrolregime, som er styret af måltal og budgetter, har erstattet hensynet til udsatte borgere og deres trivsel og tryghed.

Ledelseskrisen, mener Nick Allentoft, skyldes, at offentlige ledere resignerer og opgiver at lede medarbejderne til at løse kerneopgaven til fordel for at administrere et voksende antal regler, uanset om de virker for borgerne eller ej. Allentoft har selv været byrådspolitiker i Furesø først for Venstre og senere uafhængig af politiske partier; og politikerne får også en reprimande i hans bog. 

Den tredje krise, demokratikrisen, skyldes, at politikere fravælger vanskelige løsninger på den administrative kompleksitet, som kvæler velfærden, for i stedet at fokusere på planer, der gavner udvalgte vælgergrupper, uanset om de virker eller ej. Med andre ord: Politikernes leflen for vælgerne svækker vælgernes tillid til demokratiet, mener han.

Nick Allentoft gennemgår baggrunden for velfærdsmodellen, kommer med en status på velfærdssamfundet og præsenterer fire fokuspunkter for forandring: 1) Åbenhed – den demokratiske samtale skal revitaliseres. 2) Enkelhed – kompleksiteten skal bekæmpes. 3) Frihed – offentligt ansatte skal have frihed til at passe deres arbejde. 4) Faglighed – uddannelse forudsætter udvikling.

Bogens tema er væsentligt. Jeg synes imidlertid, at temaet er langt mere komplekst, end det fremstilles i bogen. Der er for mange hurtige og nemme løsninger; men det er en debatbog, og som sådan fungerer den fint. Jeg kan sagtens se den brugt i samfundsfagsundervisningen på diverse journalistuddannelser og andre uddannelsesinstitutioner.