Bogen indeholder lidt for mange af de velkendte pointer fra de lidt for velkendte aktører. Der er lige dele hyldest og kritik af den politiske journalistik og dens centrale position i mediebilledet.

Christiansborg er et forjættet land. Forholdet mellem journalister og politikere er omtrent noget af det mest debatterede, og derfor er det helt naturligt, at der gøres forsøg på at lave bøger om emnet – bøger, der skal kunne anvendes til at kvalificere debatten samt måske endda være basis for undervisning af kommende journalister i disciplinen politisk journalistik.
Sådan en er Christiansborg & Journalistikken – åbenhed eller lukket kredsløb, som den erfarne politiske reporter Kate Bluhme har redigeret.
Ambitionen, intentionen og viljen er der da heller ikke det fjerneste i vejen med. Vigtigt er det naturligvis, at vi som fag får bedre fat om regler – de skrevne såvel som de uskrevne – vaner, dogmer og udfordringer i den del af journalistikken, der lever på Christiansborg.
Men om den nye bog gør en forskel, er jeg trods alt lidt mere tvivlende over for.
Enhver, der har beskæftiget sig med journalistik på og omkring Christiansborg, kender de beskrevne dilemmaer til hudløshed. Det gør dem hverken irrelevante eller uspændende, men måske bare lidt trætte.
Bevares, der er mange gode pointer og velskrevne tekster i bogen, men man skal i og for sig hen til allersidste kapitel, før nye veje konkretiseres. Det sker i en mailveksling mellem den radikale gruppeformand, Marianne Jelved, og Informations politiske redaktør, Amalie Kestler, hvor de to forsøger at opstille en række dogmeregler for såvel politikere som for politiske journalister.
I dem finder man ind til kernen af problemerne og udfordringerne, og i dem findes der faktisk et anslag til at komme videre. Men de bærer også i sig utopiens tragikomiske skær. For nok kan de to kloge kvinder enes om problemernes karakter – alt fra anonyme kilder over citatcheck og kommentatorer endevendes sobert – men der er et stykke vej til indfasning af reglerne som nye faste professionsnormer hos politikere og journalister. Begge fags kerneudvikling ligger jo netop i det, man kunne kalde metodefriheden.
Bogen indeholder lidt for mange af de velkendte pointer fra de lidt for velkendte aktører. Der er lige dele hyldest og kritik af den politiske journalistik og dens centrale position i mediebilledet. Rigtig godt (ondt) gør det dog først, når den norske journalist og forfatter Per Egil Hegge tager fat. Ikke mindst når han helt koldt pointerer det i hans øjne vigtigste udviklingstræk i dansk politisk journalistik gennem 50 år: "I Danmark er selvfedmen gået over gevind, og det gælder ikke alene journalister, som arbejder med tv."
Ifølge Hegge bliver journalisterne i egne øjne "vigtigere end den historie, de skal formidle".
Bogen bør læses alene for Hegges kapitel, og samtidig kan man så undre sig over, at lige netop christiansborgjournalistikken synes så vigtig at behandle for sig selv. Selvfedme? Mon ikke mange af de kritiserede tendenser også er til stede i erhvervsjournalistik, sportsjournalistik, kulturjournalistik, etcetera? Jeg tror det.

Christiansborg & Journalistikken – åbenhed eller lukket kredsløb?
Red. Kate Bluhme
Forlaget Ajour
194 sider, 248 kroner

Troels Mylenberg er ansv. chefredaktør og direktør på Fyns Amts Avis – Fynske Medier