Uddannelserne i journalistik har fået en ny grundbog, "Journalistikkens Grundtrin II".
ANMELDELSE. Bogen afspejler, hvordan faget er vokset fra håndværk til dybt reflekteret praksis og skaber et godt fundament for at lære et krævende fag.Omsider har nogen – mere præcist underviser Solveig Schmidt fra Medie- og Journalisthøjskolen – skrevet en ny grundbog for danske journaliststuderende. Jeg kan næsten ikke få armene ned af begejstring over, at vi endelig får noget kvalificeret dansk litteratur at undervise efter på de journalistiske grunduddannelser. For kvalificeret er "Journalistikkens grundtrin II" i høj grad.
Solveig Schmidt tager et skridt tilbage og reflekterer over de tre grundlæggende søjler i journalisters virke: Roller, krav og metoder. I hver søjle introduceres kort, men præcist, fundamentale dele af den viden, som en journalist bør have. Et væld af centrale emner som stereotyper, fairness, teknologi, kilder og kildebehandling, interview og formidling til bestemte målgrupper. Man siger, at journalistik ikke er en videnskab. Måske er det en form for kollektiv fornægtelse, for kapitlerne indeholder både teoretiske og metodiske overvejelser. Det er netop det, der gør, at bogen rammer plet. Man kan ikke lære at skrive nyheder af at læse en bog, men man kan godt lære, hvordan man vælger og reflekterer over sine metoder som journalist. I bogen får man et let forståeligt begrebsapparat til refleksion over egen praksis, en slags katekismus for journalistspirer og andre, der har brug for at tænke lidt længere end til klik-tallene: Hvem er jeg, hvem er kilderne, hvem er medierne, og hvor bør jeg som journalist stå i denne Bermuda-trekant?
Sjovt er det at læse bogen, fordi den indirekte udpensler nogle af de journaliststuderendes mindre heldige måder at angribe faget på. Nej, man bør ikke interviewe per mail, hvis det kan undgås. Nej, man interviewer ikke lægen for at få at vide, hvordan patienten har det. Ja, man kan godt lære at få ideer. Det er ikke en slags medfødt talent eller mirakel. Ja, det er en god ide at se nogenlunde præsentabel ud, hvis man skal interviewe en fremmed. Det kaldes respekt og forøger chancen for et godt interview betragteligt.
Som bogens titel antyder, ser forlaget og forfatteren bogen som en slags over- eller tilbygning til den vældigt favnende og gode klassiker "Journalistikkens Grundtrin" af Mogens Meilby, der udkom i 1996 og nu er i 8. oplag. Og når mine arme nu igen er nede i højde med tastaturet, vil jeg mene, at titlen er lidt ærgerlig, for bogen kan godt stå alene. Den skal selvfølgelig kombineres med noget mere konkret og praktisk undervisning i, hvordan man så gør det der journalistik i detaljer, men ikke nødvendigvis med Meilby.
Fremragende, at bogen også udkommer som e-bog. Så kan de studerende ikke bruge undskyldningen 'udsolgt' længere.
"Journalistikkens grundtrin II. Roller. Krav. Metoder"
Solveig Schmidt
Forlaget Ajour
207 sider, 268 kroner – fås også som e-bog
Lene Rimestad er journalistisk lektor, Center for Journalistik
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.