search

En virkelighed fuld af sorte huller

Bog: Forfatter: Forlag:

Anmeldelse af "Russisk Dagbog" af Anna Politkovskaja.

Måske er den 28. august 2004 den uhyggeligste dag i Anna Politkovskajas posthumt udgivne Russisk dagbog. Den dag besøger reporteren den nykårne tjetjenske marionetleder Ramzan Kadyrov; den mand, der i Politkovskajas to resterende leveår sammen med hans støtte Vladimir Putin bliver hendes onde ånd, og hvis fangetortur hun er i færd med at skrive om, da hun bliver likvideret i sin ejendom den 7. oktober 2006. Den dag, Politkovskaja besøger den 28-årige Kadyrov, som hun beskriver som en blanding af imbecil og sindssyg, truer han hende: »Du er fjenden.« Men det uhyggelige er ikke så meget det. Det uhyggelige er hans usammenhængende, almægtige meningsløshed.

Ligesom den imbecile diktators snak er Russisk dagbog fuld af sorte huller: kidnapninger, forsvindinger, uforklarlige dødsfald. De uopklarede voldshændelser punkterer teksten som uhyggelige mangler, der giver en svag anelse af den mystificerede angst, der er forbundet med at leve i et autoritært samfund, hvor statsmagten konstant slår uventet ned, og man aldrig ved, hvad af det, man kender, der forsvinder lige om lidt.

At bogen er temmelig forvirrende som dokumentation betragtet hænger sammen med dette autoritære regimes magt over nyhedsformidlingen. Politkovskajas graven efter sandheden står fragmenteret tilbage som glimt ind i noget, man aldrig helt forstår. Men dette skyldes også en anden ting, som er blevet overset i de myriader af selvgode posthume Politkovskaja-hyldester fra andre journalister: Bogen er ét langt anklageskrift mod en krysteragtig journaliststand, der ikke lever op til sit ansvar.

At kalde bogen en dagbog giver kun mening i den særligt politkovskajaske forstand, hvor subjektet overhovedet kun er vigtigt, for så vidt som det kan åbne en dør ind i en dybt politisk og brutal ydre virkelighed. At den skulle handle noget særligt om reporterens frygt for sit liv, som der står på bagsiden, er på det nærmeste vildledende. Den slags selvmedlidenhed giver Politkovskaja sig ikke af med. Hendes empati er til gengæld grænseløs, og beskrivelserne af det efter hendes mening døende russiske civilsamfund veksler fra det harmdirrende over det kværulerende til det – ofte – dybt rystende. »Det russiske samfund er ophørt med at være et samfund. Det er i dag en samling vinduesløse, lydisolerede betonceller,« skriver hun – resigneret over for de russiske journalisters og menige indbyggeres manglende interesse i statens overgreb og hinandens lidelser.

Formelt spænder bogen noget ben for sig selv, hvilket muligvis skyldes, at den er en sammenredigering af efterladte skrifter. Senere begivenheder og indsigter er tilføjet tidligere datoer i dagbogen, hvilket gør kronologien noget forvirrende. Og et sted er noget gået helt galt, antagelig ved en virkelig blomstrende oversættelsesfejl: Politkovskajas omtale af et fangeoprør i Lgov, hvor adskillige hundrede fængselsindsatte skar i sig selv i protest mod deres vilkår, er blevet til en helt grotesk henkastet bemærkning om et påstået kollektivt selvmord, »hvor omkring 1000 indsatte i lejren samtidig skar deres pulsårer over.«

Den slags fejl går altså ikke. Der er i forvejen nok lidelser at tage af i det Putins Rusland, som Anna Politkovskaja brugte og ofrede sit liv på at beskrive, og hvis gru denne bog nådesløst ridser op.

Anna Politkovskaja: Russisk dagbog. Oversat af Jan Hansen. Høst & Søn

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen