I kun syv procent af medieverdenens direktørkontorer huserer en kvinde. Det forsøger blandt andet kvindenetværket K2 at gøre noget ved, men skal man tro svenske Lars Einar Engströms tilståelser, er det en noget nær ørkesløs vandring.
Engström er uddannet psykolog og arbejder med organisationsudvikling og rekruttering. Og han bekræfter de værste fordomme, kvinder måtte have om mænd: At de kigger mere på kavalergang end kvalifikationer, at de skyer kvindelige ledere som pesten, og at de stadig – vi skriver 2007 – opdeler kvinder i ludere og madonnaer, pæne piger og besværlige hekse.
At Engström bekender sine synder er sympatisk, og han hævder selv at være blevet et bedre og mere nuanceret menneske. Men hvad skal man egentlig bruge hans bog til? Man kan blive bekræftet i, at mandschauvinismen lever og har det godt – og at fremtidsudsigterne for ligestilling er dystre. For hvorfor skulle mænd arbejde for øget ligestilling? Ifølge Engström er gevinsten negativ med en masse dobbeltarbejde på hjemmefronten og øget konkurrence om de fede poster på jobbet. Og kvinder, der gerne vil til tops? Jo, de skal angribe macho-magtbastionerne indefra og agere som mænd. Den dag, hvor kvinder kan erobre magten på egne betingelser, ligger således efter ex-chauvinist Engströms overbevisning langt ude i fremtiden.

»En mandschauvinists bekendelser«, Lars Einar Engström, Aschehoug, 157 sider, 169 kroner