search

En stor, sort plet

Bog: Forfatter: Forlag:
Bog: Skjulte penge – magt, parti­støtte og lobbyisme i dansk politik
Forfatter: Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen
Forlag: People’sPress (250 sider, 249,95 kroner)
 
Anmelder: Susanne Sayers, freelancejournalist

Der er sagen om lobbyvirksomheden Waterfront, som forsøgte at skaffe medicinalvirksomheden Pfizer gode politiske kontakter ved at betale udvalgte politikere og ‘kanalisere pengene, så din kreds ikke kan se, at de kommer fra et firma’.

Der er de mere eller mindre hemmelige klubber, som indsamler store beløb, som ikke figurerer, fordi hvert af bidragene er under 20.000 kroner. Der er virksomheden, som oplever, at politikere i medierne roser den i høje vendinger og efterfølgende henvender sig for at få bidrag til en valgkamp eller kampagne.

Der er bankerne, landbruget, fagforeningerne – kort sagt alle de mange organisationer og virksomheder, som ønsker indflydelse på dansk politik. Og – måske – køber sig til den.

Når man har læst Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessens grundige ‘Skjulte Penge’, er man i hvert fald ikke i tvivl om, at Danmark har et problem, og at de mange omgåelser og direkte brud på den i forvejen lempelige danske lov om partistøtte og offentlighed omkring den er en ‘stor, sort plet’ på Danmark, som antikorruptionsorganisationen Transparency International siger.

Det er overbevisende research af de mange sager, og det er, så vidt jeg kan bedømme, lagt ærligt frem med et prisværdigt ønske om at lade læseren danne sig sit eget indtryk. Vi kommer langt omkring – her er baggrund om loven, vi er med inde på de pæne direktørkontorer i virksomhederne, hvor nogle ledere gerne vil fortælle, hvad der sker, og hvad der forventes, og flere politikere er også åbne, mens andre forsøger at krybe under radaren.

Efter læsning er jeg ikke overbevist om, at danske politikere er til salg, og det postulerer bogen heller ikke. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi mangler åbenhed, som kunne fjerne mistanken og i det mindste gøre det muligt for vælgerne at straffe politikere, hvis de i for høj grad så ud til at gå bestemte virksomheders eller foreningers ærinde. Der er talrige eksempler på sammenhæng mellem den førte politik og tæt kontakt til bestemte virksomheder eller organisationer. Det betyder ikke, at politikerne nødvendigvis er betalt for at føre politikken, men mistanken kan opstå og er et problem i et demokrati.

Kim Nøhr Skibsted, tidligere folketingsmedlem for S og i dag kommunikationsdirektør i Grundfos, forklarer det i bogen sådan her: “Hvis jeg oplevede, at en fagforening ville give mig nogle penge, så var der ikke nogen aftaler eller noget pres, men det er klart, at jeg ville være mere imødekommende over for de pågældende end dem, som støttede en anden socialdemokratisk kandidat. Jeg tænkte, at det var da pænt af dem, og det skal jeg da huske, når de ringer.”

Hvis jeg skal trække en svaghed ved bogen frem, er det, at den ikke i særlig grad har bud på, hvordan problemet kan løses. Under gennemgangen af de mange eksempler trækkes kilder ind – også internationale – der har nogle betragtninger. Men jeg savner en slags opsamlende kapitel, hvor mulige veje frem kunne skitseres og diskuteres. Det fremhæves flere gange, at Europarådet direkte kræver, at Danmark får større offentlighed omkring donationerne. Jeg ville gerne vide, hvordan det er muligt, uden at det også omgås. Og hvorfor de mange fiksfakserier i dag ikke i højere grad straffes. Der er tilsyneladende en slags ‘går den, så går den’-tilstand.

Jeg efterlades i stedet med en frustration over tingenes tilstand. I en tid, hvor afstanden mellem borgere og politikere i forvejen er stor og stigende, og mistilliden til det politiske system er udbredt, er det skidt.

Men tilsyneladende er ønsket om at ændre noget ret begrænset i store dele af det politiske spektrum. Bogens sidste sætninger er “regeringen har ingen aktuelle planer om at ændre på partistøttereglerne”.

 

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen