Dagbladet Arbejderen har fået et grafisk kæmpeløft – både på web og print.

ANMELDELSE. "Revolutionary chic" kunne man kalde den æstetik, dagbladet Arbejderen hylder i sin nye form, som har rødder i tyvernes sovjetiske konstruktivisme. Kraftfulde virkemidler, fede typer og masser af rødt. Det ser supergodt ud og har givet såvel website som papiravis et klart løft i forhold til den nydelige men lavmælte, tidsskriftsagtige stil, der prægede begge publikationer frem til omlægningen den 1. september, hvor avisen fyldte 30.
I 1982 var der så mange socialistpartier, at hver eneste venstreorienterede dansker nærmest kunne have sit eget. Et af disse hed DKP/ml (Danmarks Kommunistiske Parti Marxister-Leninister), og de fik den lyse idé at udgive et marxistisk dagblad som modvægt til en presse, der allerede dengang havde klar borgerlig slagside. Imponerende nok overlevede den røde avis årene, hvor vindene blæste hårdt fra højre, og set i lyset af Enhedslistens aktuelle fremmarch er det langtfra utænkeligt, at Arbejderen med sin nye stil kan trække flere brugere til websitet end de 3000 daglige besøg, der hidtil har været normen … og måske løfte papiravisens oplag fra de nuværende 2500 eksemplarer?
Om de nye læsere så vil blive hængende, er et andet spørgsmål. Den flotte, professionelle form, der i bedste revolutionære ånd er skabt af designkooperativet Rabotnik, får desværre også de indholdsmæssige svagheder til at springe mere i øjnene. Det trækker ned i helhedsindtrykket, at sproget indimellem er ubehjælpsomt, billederne af stærkt svingende kvalitet, de samme historier kan blive stående som "nyheder" i dagevis – og optræde flere steder på samme side i forskellige udformninger. En nyhed om, at avisen ikke udkom "i dag" på grund af trykproblemer, kunne stadig læses på sitets forside fire dage senere.
Alt dette skyldes naturligvis ressourcemangel, hvilket man ikke kan andet end sympatisere med; men fejlene er som nævnt blevet mere iøjnefaldende, fordi det ny design ser så overbevisende ud.
Til gengæld må man imponeres over det grundige forarbejde, redaktionen og formgiverne har udført inden omlægningen, og ikke mindst den konsekvens, med hvilken undersøgelsesresultaterne er omsat til praksis. For eksempel afslørede en målgruppeanalyse, at publikationens "gamle" form tiltalte helt andre mennesketyper end dem, Arbejderen først og fremmest vil have i tale. Dette er hovedårsagen til, at det visuelle toneleje nu er hævet med adskillige decibel.
Også det redaktionelle flow er lagt fuldstændig om. Løsningen ligner et columbusæg, der dels tager hensyn til avisens begrænsede ressourcer, dels til dynamikken mellem web og print. Planlægningen udgår fra papiravisens sideskabeloner, men journalisten skriver sin artikel til nettet. Når historien er skrevet, redigeret og korrekturlæst, eksporteres den fra websitet som en xml-fil, der importeres i avisens InDesign-skabeloner. Derefter tilpasses indholdet og sendes til tryk.
Leder man efter hår i suppen, kan i flæng nævnes inkonsekvensen i brug af venstrespalte på sitet; lovlig mange dynamiske elementer, der popper op alle vegne, hvilket især vil kunne forvirre nytilkomne; og fraværet af interaktion med webbrugerne, som må undre i en publikation, der går efter at mobilisere masserne. På sitet skjuler debatsiden sig under det kryptiske navn "Idékamp". Måske er Arbejderen bare ikke interesseret i at blive modsagt?

Ole Munk er designkonsulent og grafisk formgiver, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Ekstern lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han anmelder publikationer i Journalisten med fokus på arkitektur, design og funktionalitet.