72-årige Duane Michals står bag en fotobog om sorgen over at miste det, der var engang. Den amerikanske fotograf har høstet stor anerkendelse, men altid været lidt af en outsider.

ERINDRING. At illustrere sorg ved at tage et billede af en kvinde, der græder, hjælper ikke beskueren til virkelig at forstå, hvordan det er at være meget ked af det. I stedet må fotografen hjælpe tilskueren til at føle, hvad kvinden føler, ved at gå på opdagelse i fotos, tekster, ikoner eller andre ting, som bringer tilskueren tættere på den faktiske oplevelse.

»Det er forskellen mellem at læse hundrede kærlighedsromaner og selv at forelske sig,« fastslog den i dag 72-årige Duane Michals for nogle år siden i det amerikanske blad Photo Insider.

Nu har han ladet handling følge ord og begået en dybt personlig bog om sorgen ved at miste sin mor, sin barndom og sine rødder.

Bogen hedder »The House I Once Called Home« og består af en blanding af gamle familiefotos, håndskrevne tekster, postkort og Duane Michals' egne fotos. Han er vendt tilbage til sit barndomshjem, som nu ligger i ruiner, og har taget billeder fra nøjagtig den samme synsvinkel, som han tog billeder fra for 30 eller 40 år siden, dengang huset endnu var fuldt af liv og mennesker.

I løbet af små serier på tre billeder lader han tiden og forfaldet opsluge de mennesker, der var dengang, og giver dermed en helt unik fornemmelse af altings forgængelighed. Hans billeder bliver en slags memento mori, en påmindelse om døden. Duane Michals har altid været lidt af en ener i den fotografiske verden.

Hans lange, fortællende serier af iscenesatte, sort-hvide billeder er ledsaget af håndskrevne billedtekster, der er lige så vigtige for fortællingen som selve billederne. Altid med en handling, der tangerer det filosofiske og eksistentielle, men også ofte med en snert af humor.

Uforglemmelig er for eksempel serien »Take One and See Mt. Fujiyama« fra 1976, en serie på fjorten billeder, der tilsyneladende ender med at hovedpersonen langt ude i horisonten ser den snedækkede top på bjerget Fujiyama. Det viser sig sluttelig at være hans eget morgen-erigerede lem i et par hvide Y-front underbukser.

* Blå bog – Duane Michals
Født 1932 i McKeesport, Pennsylvania, i et fattigt arbejderhjem.
Ved hjælp af diverse legater lykkedes det Duane Michaels at gennemføre en bacheloruddannelse i kunst og en et-årig uddannelse som grafiker.
I 1958 tog han sine første billeder under en rejse til Rusland, og derefter startede en succesrig karriere som freelance-fotograf for blandt andre Esquire, New York Times, Scientific American, Revlon og Elizabeth Arden.
Hans første udstilling foregik i The Underground Gallery, New York, i 1963. I 1970 udstillede han første gang på Museum of Modern Art.
Duane Michals har udgivet over 20 bøger og er repræsenteret på utallige museer verden over.
»The House I Once Called Home« kan købes på www.editions.enitharmon.co.uk og koster £19,95.
* Journalisten præsenterer over fire numre en række anderledes fotografer. Læs også de øvrige portrætter:

Judy Olausen – Mor som sofabord (Journalisten nummer 17/2004).
Thinh Le – Det afgørende øjeblik trukket ud (Journalisten nummer 18/2004).
Jim Vecchi – Kig på en pæl (Journalisten nummer 19/2004).