ANMELDELSE. Da en kollega var yngre, 22 år, skrev han et vredt brev til Ulrik Høy og krævede at få ham fyret. Da det ikke skete, opsagde han sit abonnement på Weekendavisen. Det var ret moderne – også dengang – at reagere med en opsigelse i håb om, at det gjorde en forskel. Jeg har flere gange været på nippet til det samme. I hvert fald besluttede jeg på et tidspunkt, at sådan et firkantet og reaktionært røvhul som Høy gad jeg ikke bruge mere tid på. Jeg opsagde ikke abonnementet, men undlod bevidst og demonstrativt at læse hans platugler på bagsiden af avisen. Det holdt faktisk, lige indtil hans bog landede på mit bord.

Nu tror jeg nok, at Høy overlevede både abonnement-opsigelsen og boykotten. Faktisk tror jeg, han ville have haft det helt fint med at få sådan et par unge fløse med meninger i tråd med tidsånden helt op i det røde felt.

Derfor tøvede jeg da også en kende, da jeg blev bedt om at anmelde platuglen og hans mange postulater – ja for sådan har jeg det faktisk med flere af hans klummer. Nu er tiden ganske vist en anden og mit temperament måske en anelse mildere. I hvert fald tog jeg Høy ved hornene, lod fortidens oprør ligge for en stund og læste mig igennem samlingen af genoptrykte klummer.

’Høy på ord – 70 perler og platugler’ er Høys hyldest til sig selv i anledning af hans 70 års fødselsdag. Det er Høy, når han er værst og bedst eller rettere var værst eller bedst, for der er ikke meget nyt over værket. Det er et genoptryk for feinschmeckere og fans.

Fan bliver jeg nok aldrig, heller ikke efter at have været igennem de 70 udvalgte, for jeg synes stadig, han er strid, men han skriver vidunderligt og virtuost og er da også indimellem morsom, meget endda. Jeg klukkede mig igennem flere af klummerne som ’Sex og Frihed’ fra 1994, hvor han konkluderer, at Højesteret dømte ret, da den frifandt en lidt for aktiv og ubeskyttet hiv-smittet mand fra de varme lande, fordi ”det vigtigste kønsorgan stadig sidder mellem ørerne”.

Eller da han i ’Ronkedor-syndromet’ hylder de videbegærlige kvinder i alle aldre og revser de midaldrende mænd, ”der ikke har rokket sig, siden de dannede en mening i 1938”.  

Hans satire rammer lige i solar plexus, da han, i ’Revir’ fra 2002, konstaterer: ”Kun en tåbe frygter ikke kvinder med barnevogn, for det er de unge kvinders version af værnepligten: Den snævre krigszone, det målrettede angreb på fjenden, den optimale udnyttelse af terrænet. Her er de hjemme. Her gør man satme klogt i at gå i dækning, for gør man det ikke, får man en barnevogn lige i nosserne.” Det er sgu da morsomt og rammende.

Det er det til gengæld ikke, når han i sit forsvar for Israel i ’Europæerne’ fra 2004 skriver: ”Selvfølgelig – og jeg gentager – selvfølgelig skal palæstinenserne ikke have deres egen stat. Det er passé. De fik chancen efter 1948 og tog den ikke … Hvad palæstinenserne skænkede verden? Flyterror! En gribende donation.” 

Nu har Høy skænket os 70 af sine bedste tekster, som bagordet bedyrer. Han er strid, men også sjov, hvis man er til et par ”hurtige knald over disken”. 

Høy på ord – 70 perler og platugler

Ulrik Høy

Forlaget Bianco Luno

200 sider, 149,95 kroner

Anmelder: Anne Lea Landsted, journalist og journalistisk lektor