search

En lille blå journalist

Bog: Forfatter: Forlag:

Er små, blå smølfer lykkeligere med eller uden en afdækkende pressesmølf?

ANMELDELSE. Det er et af de symbolske spørgsmål, man kan sidde og smølfe over på baggrund af tegnealbummet "Journalistsmølfen".
Historien handler om smølfen Journalistsmølf, der er træt af at sladder og rygter i smølfebyen får lov at forvanske virkeligheden, og derfor begynder han med stor akuratesse at notere dagens begivenheder ned og slå dem op som vægavis. Det bliver naturligvis en succes blandt de nysgerrige smølfer, og da vægavisens begrænsninger går op får ham, bliver trykpressen belejligvis opfundet og taget i brug.
Næste udviklingsskridt for Journalistsmølf og hans Smølfetidende er, da de mere kritiske vinkler begynder at indfinde sig. Et af smølfernes karakteristiske paddehattehuse brænder ned, og Journalistsmølf afslører det frivillige brandkorps som udueligt, og senere kommer det frem, hvordan Brændehuggersmølf og Altmuligsmølf ser igennem fingre med en smølf i den store dæmning.
»Jeg har kendt til det her længe, men smølferne måtte ikke få det at vide. Så bliver de bare bekymrede,« smølfer Gammelsmølf – magthaverens – reaktion.
Den afslørende journalistik gør Smølfetidende endnu mere læst, mens Journalistsmølf samtidig må konstatere, at hans egen popularitet er for nedadgående hos de smølfer, der rammes af kritikken.
En begivenhedsløs dag og angsten for tomme sider og lave læsertal får Journalistsmølf til at smølfe endnu et genrespring, nemlig til sladder- og navne-journalistikken. Smølfine er hele smølfebyens sex-symbol, og hendes person og ikke mindst kærlighedsliv er en kilde til enorm interesse. Det forhold er den vakse Journalistsmølf ikke sen til at gøre brug af, og han smølfer også, at en avis ikke nødvendigvis behøver give de afdækkende svar for at blive læst. Spørgsmål og spekulationer i sig selv – som for eksempel: Hvem er Smølfine forelsket i – kan få hele avisoplaget til at forsvinde som dug for solen.
Historiens dramatiske klimaks kommer, da Journalistsmølfen kaster sig ud i den ultimative journalistiske opgave: En livsfarlig reportagetur til troldmanden Gargamel, hvor filmen jo i dramaturgiens natur må knække.
Albummet "Journalistsmølfen" hører til den nye generation af smølfe-album, der er kommet efter skaberen Peyos død i 1992. Vi befinder os i krydsningen mellem eventyr-fabel i middelalderlige omgivelser og samfundssatire tilsat opbyggelige moralske budskaber. Historien har på ingen måder smølf til at blive en klassiker hos smølfe-entusiaster, men til gengæld kan den være et hit som fælleslæsning for en journalist-mor/far og et journalist-barn, der mere end én gang har smølfet: Hvad er det egentlig, du smølfer med?

"Journalistsmølfen"
Peyo
Oversat af Jens Peder Agger
Forlaget Cobolt
48 sider, 148 kroner


Lasse Højsgaard er freelancejournalist

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen