Ole Munk anmelder omlægningen af The Independent. 

Nogle ideer ser så gode ud på tegnebrættet. For eksempel kunne det jo ligne en genistreg at gribe et af tidens journalistiske modeord – "viewspaper" – og bruge det som navn til en hel sektion. Når avisens egen nytiltrådte chefredaktør tilmed er den oprindelige skaber af begrebet, har fristelsen vel været nærmest uimodståelig. At dele en avis op i "news" og "views" og dermed klart tilkendegive over for læseren, hvad der er hvad, er så afgjort en besnærende tanke. Desværre har virkeligheden på The Independent vist sig vanskelig at passe ind i redaktør Simon Kelners nye skema.
Det er langtfra første gang, "Indy" gennemfører et stunt af den slags, der virker komplet overraskende og samtidig synes så oplagt, at man har svært ved at forstå, hvorfor ingen har gjort det før. Tænk bare på introduktionen af "kompaktformatet" i 2003, hvor man gav læserne mulighed for selv at vælge, i hvilken størrelse de ville have deres avis. Princippet blev omgående kopieret af The Times og kom til at forandre hele det britiske dagbladsmarked, samtidig med at first mover-effekten for en stund bremsede den oplagsnedgang, der ellers har plaget The Independent i det meste af avisens snart 25-årige levetid.
Den seneste omlægning – "Indy"s tredje siden 2005 – ligner et forsøg på endnu en feberredning, men er desværre mindre vellykket. En skarp sondring mellem "news" og "views" passer hverken til den moderne medievirkelighed – hvor de to stoftyper jo netop smelter stadig mere sammen, tilsyneladende uden at publikum har noget imod det – eller til The Independents faktiske indhold, som redaktionen naturligvis hverken har kunnet eller villet lave fuldstændig om på den måned, der efter sigende var afsat til projektet. Et af "Indy"s adelsmærker har i årevis været evnen til at vinkle skarpt og turde tage stilling lige fra side 1 – en stil, som herhjemme leverede inspiration til dagbladet Informations fremgangsrige koncept – og her er ikke sket de store forandringer. Første sektion indeholder fortsat masser af "views" i form af analyser, kommentarer og klummer med mere. Og hvad angår "Viewspaper"-sektionen, skifter den karakter efter de første sider med leder- og debatstof og kommer efterhånden til at ligne en mere traditionel featuredel, formmæssigt inspireret af The Guardians G2-magasin, for at slutte af med tv- og radioprogrammer.
The Independents høje kvalitet både på ord- og billedsiden er der heldigvis ikke pillet ved, og avisens grundlayout er en tiltalende kombination af klassisk britisk elegance og kreative kommunikative ideer; men tilføjelsen af nye grafiske elementer er sket uden sans for den formmæssige helhed. Værst er de dekorative "håndtegnede" vignetter, som velsagtens er der for at give "Viewspaper" et personligt præg, men som virker både påklistrede og temmelig amatøragtige. Også udformningen af de visuelle "landingspladser", såsom citatuddrag og henvisninger, synes uigennemtænkt og præget af det tidspres, designfirmaet Cases & Associates må have arbejdet under, og siderne med "World Briefing" fremstår ufrivilligt komisk med et verdenskort, der fylder halvdelen af opslaget, selv om dets eneste funktion er at hjælpe læseren med at placere de syv-otte udlandsnoter geografisk.
Et dagblad er jo en levende organisme, og meget af ovenstående kan heldigvis rettes op hen ad vejen. Det gælder imidlertid ikke relanceringens omdrejningspunkt – selve navnet Viewspaper. (B)ordet fanger!

PS: Viewspaper-delen findes kun i den britiske udgave af The Independent – ikke i den internationale version, som forhandles i danske kiosker.