Med den fremragende "Samtale fremmer forståelsen"-kampagne demonstrerede teleselskabet Mobilix og dets direktør Monique Moullé-Zetterstrøm i slut-90'erne, at man kan komme langt ved dialog og ved at koble egne interesser med modtagernes.
I dette tilfælde handlede det om at komme i kontakt med kvinderne, efter at reklamer for mobiltelefoni indtil da mest havde handlet om dualband, GSM og anden maskulin ingeniørsnak.

Dialog er også den bagvedliggende tanke i lektorerne Thomas Hestbæk Andersen og Flemming Smedegaards lærebog om kommunikationsplanlægning.
På bogens 179 sider skriver de om, hvordan planlægning af kommunikation skal tænkes som en dialog med udgangspunkt i både modtageren og afsenderens interesser på samme tid. Præmissen i bogen er, at der ikke kommer meget godt ud af envejskommunikation.

Det nye i bogen er en teoretisk model, som forfatterne kalder Diamanten. Den er en form for værktøjskasse, der indeholder 10 overvejelser, man kan gøre sig ved planlægning af kommunikation for en organisation. Det drejer sig om tid, etik, midler, ressourcer med flere. Forfatterne prioriterer bevidst ikke mellem de forskellige overvejelser og siger derfor ikke noget om, hvorvidt afsenderen skal bruge en hammer eller et søm, skruetrækker eller papegøjenæb – eller alle sammen på samme tid.
Det er både bogens svaghed og styrke. Styrke, fordi bogen opremser overvejelser, som selv erfarne kommunikatører med fordel kan tage op igen, når de flere år i træk kun har benyttet sig af de samme metoder. Svagheden er, at jeg som læser alligevel savner en klarere prioritering af de forskellige værktøjer, og hvordan de påvirker hinanden.

Selv om forfatterne har gjort en stor indsats for at gøre tingene enkle, er modellen kompleks og ikke lige til at bruge i en hurtig vending, når man typisk har alt for kort tid til at tilrettelægge en kommunikationsindsats. Modellen fordrer med andre ord god tid.

Bogen får mest liv i et kapitel, hvor Diamanten demonstreres på fire konkrete eksempler, men netop i praksis virker modellen ikke så nyskabende, som forfatterne lægger op til i de teoretiske afsnit. Desuden er det paradoksalt, at bogen i udpræget grad er envejskommunikation, når hovedbudskabet handler om dialog. Forfatterne belærer læserne, men gør ikke meget for at stille spørgsmål eller opgaver, som kunne involvere læserne.

Bogen kan anbefales til studerende. For de mere rutinerede kommunikatører kan bogen være god at skimme igennem for at minde om, at der i bunden af værktøjskassen måske ligger en vinkelsliber eller en rundsav, som ikke har været brugt længe.

Johannes P. Bøggild er pressechef.

"Kommunikationsplanlægning"
Thomas Hestbæk Andersen og Flemming Smedegaard
Samfundslitteratur
179 sider, 248 kroner