search

En biografisk kraftpræstation

Bog: Forfatter: Forlag:

BOG: Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister

FORFATTER: Poul Smidt 

FORLAG: Gyldendal (479 sider, 350 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, boganmelder, Weekendavisen

Alle, der beskæftiger sig med dansk politik, bør kende lidt til den ”glemte” socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann. I denne bog får man det hele med om efterkrigstidens geniale (og gale) velfærdsstats-arkitekt.    

Navnet Poul Smidt vil nok være nogle bekendt, hvis man har set og hørt lidt DR-nyheder fra starten af 70’erne og 30 år frem, hvor han slog sine folder som journalist. Men mange er nok ikke videre bekendt med en mand, der væltede ud af dansk politik for 54 år siden, tidligere stats- og finansminister Viggo Kampmann.     

Smidts omfangsrige, velskrevne og tilbunds-researchede biografi om den svært begavede økonom og maniodepressive levemand tegner et portræt af efterkrigstidens største danske politiker – ikke af navn, men nok af gavn. Idémageren og policymakeren bag den rettighedsbaserede velfærdsstat, som vi forsøger at holde oven vande for tiden. 

Værre så det dog ud for den spæde velfærdsstat i 40’erne med besættelsen og en sej genstart, før der kom gang i hjulene i 50’erne og 60’erne – takket være en vellykket økonomisk politik med Kampmann og co. i spidsen. Allerede fra 9. april 1940 var den unge embedsmand i Finansministeriet en aktiv spiller i dansk politik, i den forstand at Kampmann støbte kuglerne til den stimulerende økonomiske politik, som han fandt det nødvendigt at føre, nu da tysken var over os, og økonomien var ”udfordret” (som det vist heldigvis ikke hed dengang). 

Siden sprang han ud som socialdemokrat og styrede Finansministeriet i 50’erne og Statsministeriet i starten af 60’erne, før det pludselig var forbi for den 52-årige Kampmann, der reelt blev gået – grundet udsvævende levevis og hjerteproblemer. Kulørte detaljer herom har pressen ikke være fedtede med på det seneste, men dengang tav de. Dog, konkluderer Smidt, snarere i uvidenhed end af ærbødighed.  

Smidt skjuler ikke, at han i sine yngre dage var et aktivt medlem af Kampmanns parti. At han stadig har den dybeste sympati for i hvert fald datidens socialdemokratiske projekt, mærker man som læser. Men har man sympatier i retning af De Konservative eller Venstre og koryfæer som Madsen-Mygdal, Knud Kristensen, Erik Eriksen og Brødrene Møller, er det nok ikke så opbyggelig læsning. Det er muligt, at disse herrer og konsorter ikke har meget at være stolte af i deres himmel i det store velfærdshistoriske tilbageblik. Men indlevelsen i deres perspektiver er ikke overvældende fra forfatterens side, der dog har leveret en biografisk kraftpræstation. 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen