Ejbøls efterår

Bog: Forfatter: Forlag:

Bog: Pansergeneralen – nedslag i Jørgen Ejbøls liv og karriere
Forfatter: Kirsten Jacobsen
Forlag: Gyldendal (495 sider, 349,95 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

Efter i mange år at have indtaget en tilbagetrukket rolle i den danske medieoffentlighed er Jørgen Ejbøl for en stund kommet i spotlyset – for ikke at sige orkanens øje – igen. Det er nemlig pludselig blevet sæson for Ejbøl-litteratur.

I Ole C. Jørgensens ’Beretningen om de danske aviser’ kan man læse udførligt om Ejbøls virke som chefredaktør i 90’erne; først på JydskeVestkysten og siden i den dramatiske periode på Jyllands-Posten, mens aviskrigen hærgede – med hans gamle arbejdsgiver, Berlingske Tidende, som hovedmodstander.

I Flemming Roses ’De besatte’ iscenesættes Ejbøl som skurken, der drev sin flittigt og frimodigt debatterende redaktør ud i dybe frustrationer og et dramatisk exit fra JP/Politikens Hus, hvor Ejbøl sad en årrække som bestyrelsesformand; efter at have forestået den sensationelle fusion tilbage i 2002.

I den højproduktive biografiforfatter Kirsten Jacobsens portrætbog ’Pansergeneralen’ beretter Ejbøl sin livs/pressehistorie – men frem for alt råt for usødet om sit syn på stort og småt i en medieverden af lave. For den har han mange meninger om. Særligt interessante/kontroversielle er hans betragtninger om statslig mediestøtte. Ikke overraskende er han som borgerlig avismand, i dag i spidsen for JP-fondet, (særdeles) kritisk over for DR og den volumen, statsradiofonien har fået – ikke mindst på netnyhedsstoffet. For når Facebook, Google og andre glubske disruptere med tiden muligvis får støvsuget markedet for den sidste annonceøre, ser pansergeneralen et dystert scenarie for sig, hvor ”læserne/brugerne kommer til at betale big time for indhold”.

Og hvor det i værste fald kan ende, aner man, når Ejbøl forudsiger, at ”de ikke vil betale, fordi de kan få statsfinansierede nyheder, blive opdateret og underholdt på Danmarks Radio og TV 2 og finde udlandsstof på BBC og så videre”. 

Hvorpå enden på det hele må blive, at ”de private mediehuse vil tabe eller helt bukke under, og så vil Danmark mediemæssigt få Putin-lignende tilstande! Der vil kun være statsstyrede medier tilbage.”

Men noget overraskende viser Ejbøls kritik af mediestøtten sig at være endnu mere radikal. For søreme om ikke også den årlige statsstøtte på 1,5 milliarder til de trykte medier er en uting, ifølge pansergeneralen med de mange militære metaforer i ærmet.

”Stop mediestøtten,” lyder det undervejs – forhåbentlig for døve øren! 

0 Kommentarer