Både Kenneth Plummer og Kurt Lassen er tabere i ugens største nyhed, portrætbogen "Summen af Kardemommen".
ANMELDELSE. Minus gange minus giver plus, lød en af de lidt ulogiske læresætninger i grundskolens matematik.
Samme regnestykke gælder ikke Kurt Lassens højaktuelle portrætbog "Plummer – Summen af Kardemommen", der er en bog med dårlige takter om en generaldirektør med endnu dårligere takter.
Og dårlig gange dårlig giver meget dårlig denne gang.
Bevares, det er et kæmpe journalistisk scoop at sætte sig på nyhedsfladen i flere dage i træk og til sidst tvinge en generaldirektør til at trække sig. Det er godt gået at udstille en magtfuld mediechefs tåbelige handlinger så soleklart – særligt med Kenneth Plummers forsøg på at købe sig til tavshed om sit privatliv ved at lække fortrolige oplysninger om de andre kandidater til DR-topposten.
Og bevares, Kurt Lassen har en god pen – lystig, skarp og god til at fortælle røverhistorier. Bogen er sjov læsning for alle, der som undertegnede har en stor passion for mediebranchen.
Men derudover er der ikke meget at komme efter i bogen "Plummer – Summen af Kardemommen". Tværtimod.
Hvis ikke Lassen havde brudt aftalen om kun at bruge Kenneth Plummers udtalelser til baggrund, havde bogen været halvt så lang. Plummers udtalelser fylder godt i de fleste kapitler – og er svært underholdende, da de er småsnak uden hensyn til, at ordene skal gengives i en bog. Plummer fremstår som en tåbe, uden vision og refleksion for sig selv, uden hensyn og respekt for andre. Og selv om dele af det kan være sandt, bliver det skævvredet af, at udtalelserne falder i snak til baggrund og uden formål til offentliggørelse. I den kontekst vil de fleste fremstå ret endimensionelle.
Dernæst bruger Lassen et væld af anonyme kilder – en masse forsmåede DR-chefer, der er blevet fyret eller forflyttet og har et klart ærinde i at sparke tilbage på generaldirektøren og den øverste ansvarlige for de seneste års mange omvæltninger i DR. Den type kilder bør altid tages med et gran salt – eller i det mindste have lidt modvægt. Det har bogen ikke.
Dernæst mangler bogen en reel nysgerrighed på de resultater og aftryk, Kenneth Plummer har sat i sine fem år på posten. Hvad er der sket med virksomheden, hvad er der sket med sendefladen på radio og tv – og hvad er generaldirektørens fortjeneste i, at DR har overlevet den kolossale økonomiskandale om DR Koncerthuset.
Det har åbenlyst ikke interesseret Kurt Lassen, der er gået efter person-historien – og gerne med snavs på. Tonen er gennemgående negativ, og forfatteren glemmer indimellem journalistikkens vigtigste bud – "don't tell it, show it" – og er så ensidig i sin latterliggørelse af Kenneth Plummer.
Summa summarum – eller summen af kardemomme, som den nu tidligere generaldirektør ville udtrykke det:
Kenneth Plummer har gravet sin egen grav ved at afsløre fortrolige oplysninger og anklage tidligere DR-chefer for regnskabsfusk – og i det hele taget at mangle format i sin fremtoning.
Kurt Lassen har gravet sin egen grav som portrætbogsforfatter ved at udgive bog, der vandt på nyhedsmøllen – men tabte på lødighed og research.
"Plummer – Summen af kardemommen"
Kurt Lassen
Bogkompagniet
249 kroner
Udkommer 28. oktober 2010
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.