Du skal kunne tåle afvisninger, forglemmelser og afslag

Bog: Forfatter: Forlag:

Bog: Solo – Survival guide til kreative freelancere
Forfatter: Palle Schmidt
Forlag: Dansk Psykologisk Forlag (296 sider, 279 kroner)

Anmelder: Ulla Bechsgaard, selvstændig journalist, ledelsesskribent og -konsulent

Din succes som freelancer afhænger af, hvordan du tackler afslag. Det mener den selvlærte illustrator, tegneserietegner og forfatter Palle Schmidt, som har begået en inspirerende og stolthedsskabende overlevelsesguide målrettet kreative freelancere.

”Det er svært ikke at tage det personligt, når man får et afslag på et projekt eller en legatansøgning,” skriver Palle Schmidt, som dog mener, at begrundelserne for et afslag ofte stritter i øst og vest:

”Man føler sig da dum, når man venter tre måneder på, at forlaget skal vende tilbage med et afslag. Især når det virker, som om de hverken har læst pitch eller indhold. Men det er simpelthen ikke konstruktivt at bruge tid på at ærgre sig, bære nag eller for den sags skyld tage det personligt,” mener han.

Jeg blev i godt humør af at læse bogen, som er gennemillustreret og i øvrigt løbende videregiver rammende citater fra de 18 freelancere, som Palle Schmidt bringer interview med sidst i bogen.

Tegner og forfatter Maren Uthaug er en af dem. Hun udtaler sig blandt andet om at planlægge sin tid:

”Jeg sidder hver dag fra 9 til 16. Med tyve minutters frokost. Der er ikke meget ’kunstnerromantik’ over mine arbejdstider.”

Kunsten at sige nej. Husk at sige nej til dårlige kunder og til opgaver, som ikke interesserer dig, opfordrer Palle ­Schmidt. En dårlig kunde er karakteriseret ved at være umulig at få fat på, altid at sige, at opgaven haster, prutte om prisen og flytte målstregen undervejs, mens opgaven skal løses.

Palle Schmidt er god til at være loyal med sin freelance-læser, og han holder sig ikke tilbage for at fortælle, hvornår han selv har kvajet sig.

Han skriver veloplagt om alt, der er relevant for freelancere: Kontorfællesskaber, egne nyhedsbreve, pitching, fondsansøgninger, succeser, kriser og afslag.

Kun på et enkelt område er han slet ikke opdateret. Fagforeninger er unødvendige for freelancere, hævder han. Dansk Journalistforbunds praksis modbeviser den påstand. I DJ har freelancere et stærkt organisatorisk netværk. Freelancere kan få faglig opgradering og kurser hele tiden og næsten gratis, og vi kan få hjælp hos forbundets jurister til at vurdere kontrakter og til at få hevet penge hjem fra kunder, der ikke betaler.

På trods af denne misforståelse anbefaler jeg meget gerne guiden, som er underholdende og lærerig og giver mod til at blive eller fortsætte som freelancer! 

 

0 Kommentarer