Glæden, Gudinde besyng, må have grebet Gyldendal, da Peter Øvig Knudsen afleverede sit manuskript til 2. del af årets store bogudgivelse om »Blekingegadebanden«. Klarer han så pynten igen, ham superdokumentaristen Øvig? Ubetinget ja! Det er en imponerende og kulegravende bedrift. Stilen, sproget og opbygningen genkender vi fra første bind. Naturligvis. Bøgerne er jo forbundne kar. Djævlen findes stadig i detaljerne, og dem er der – måske indimellem efter min smag mere end – nok af. En bank, udset til et røveri, fotograferes f.eks. ikke blot. Nej, det sker med et 'medbragt spejlreflekskamera'.

Men på samme detaljerige, unægtelig mere øjenåbnende måde får vi igen et indblik i gruppens politiske engagement, de begåede forbrydelser og PETs og kriminalpolitiets tålmodighed og arbejdsmetoder – plus undladelser. I etatens interne og fatale obstruktion. I et gruppemedlems opsigtsvækkende bøn om hjælp, stilet til TV2-forsangeren Steffen Brandt; men også i en ulovlig transaktion (1975), begået af en af dansk erhvervslivs absolutte spidser, Dansk Industris formand Johan Schrøder, der godt nok dømmes ved en domstol, men sagen holdes skjult bag dobbelt lukkede døre, af 'hensyn til Danmarks forhold til fremmede magter'. I følge bogens gennemgang forekommer det 'hensyn' lidet overbevisende. Godt gået, Øvig!

Jeg må indrømme, at det alle dage vil støde min retfærdighedssans, at ingen af de involverede kunne dømmes for drabet (1988) på den unge politibetjent Jesper Egtved Hansen, men det rokker ikke ved, at jeg alligevel særligt vil fremhæve det kapitel (2007), hvor Peter Øvig fortsætter sin samtale (fra bind 1) med et af gruppens anonymiserede medlemmer, der blandt andet siger:

»Hvis man overhovedet vil sætte sig ind i vores tankegang, må man huske, at vi mente, at man også blev medansvarlig ved IKKE at handle, og at det var værre ikke at gøre noget end at handle med risikoen for at gøre noget forkert. Samtidig relativerede vi konstant de negative konsekvenser af vores kriminalitet ud fra den grundtanke, at små lidelser hos få mennesker var en lille omkostning i forhold til alt det gode, vi gjorde for mange mennesker i den tredje verden. Men den grundtanke er syg: Man kan ikke måle nogle få menneskers små lidelser i forhold til mange menneskers store lidelser, for faktum er, at for det enkelte menneske er enhver lidelse absolut.«

Måtte vi alle – individer som nationer – tilslutte os gruppemedlemmets konklusion, også selv om vi tager ubetinget afstand fra de fleste af hans tidligere gerninger.

Peter Øvig Knudsen, »Blekingegadebanden 2 – den hårde kerne«, Gyldendal, 528 sider, 299 kroner