Anmeldelse af Jette Drachmann Søllinge: Lokalpressen. Danmarks lokale ugeaviser og distriktsblade 1850-2003.

Vi kender alle den ugentlige gratisavis. Den er svær at undgå. Men vi ved stort set intet om den. Den kommer, læses og glemmes. Fysisk hober den sig dog op på Statens Avissamling på Statsbiblioteket i Århus – som en potentiel guldgrube for al lokaljournalistik, lokalhistorie og slægtsforskning.

Hvis sandheden er konkret, findes den ofte i gratisavisen. For dens radar fanger de ting, dagbladene i stigende grad overser, fordi danske bladfusioner og regulære bladdødsfald fører til, at det helt lokale stof kan få åndenød.

Derfor er det nyttigt fra tid til anden at forlade betalingsaviserne og ty til underskoven af gratisaviser. Få gør det dog. For gratisaviserne har hidtil udgjort en helt uoverskuelig kildegruppe. Men med den 700 sider store »Lokalpressen. Danmarks lokale ugeaviser og distriktsblade 1850-2003« bliver gratisaviserne pludselig en helt ny og anderledes brugervenlig kildegruppe.

Det gælder blot om at opdage Jette Drachmann Søllinges nye håndbog, før man kaster sig ud i et projekt, der kan involvere gratisaviser. For der har været næsten 2.500 af dem i Danmark siden den første start i 1850. I øjeblikket udkommer 285 af arten.

Håndbogen både registrerer og beskriver bladene. De er fordelt efter kommuner og opstillet kronologisk efter begyndelsesår. Desuden rummer håndbogen et historisk afsnit, der giver en nyttig oversigt over hele pressegruppens udvikling.

Her kan man blandt andet læse, hvordan kært barn har mange navne. Længst har pressegruppen båret betegnelsen 'distriktsblade'. Det er branchens egen betegnelse, og den har vundet hævd i både lovgivning, betænkninger og statistik. De mere mundrette udtryk 'ugeavis' eller 'lokalavis' vinder dog efterhånden frem.

Afstanden til dagbladene er markant. I frekvens derved, at dagblade i Danmark udkommer mindst fem gange om ugen, medens distriktsbladet oftest udkommer kun én gang om ugen. I indhold derved, at distriktspressen – med få undtagelser – kun bringer strengt lokalt stof, medens dagbladene fortsat rummer en blanding af internationalt, nationalt og lokalt stof. Og endelig økonomisk derved, at dagbladene (i hvert fald indtil gratisavisernes fremkomst) blev solgt i abonnement og løssalg, medens distriktsbladene altid har været gratisomdelte.

Den afgørende forskel bliver dog dækningsprocenterne. Dagbladene kan fremvise en dækningsprocent på omkring 60. Distriktspressen har derimod en dækning på langt over 100, da mange husstande modtager mindst to distriktsblade.

Distriktsbladene slog igennem i det politiske firebladssystems guldalder. Det er ganske logisk. For der skulle en annoncering i fire aviser til for at opnå en rimelig lokal dækning. Så var det billigere og mere effektfuldt at annoncere i det lokale distriktsblad, når der var tale om egentlig lokal annoncering. På den måde fandt det annoncefinansierede distriktsblad sin naturlige niche.

Generelt var distriktspressen de første 50 år i udtalt grad et storbyfænomen, der supplerede dagbladene med det strengt lokale nyheds- og annoncestof. Især 1920-40 kom nye distriktsblade til som konsekvens af dagblads-død.

Dagbladskoncentrationen blev fulgt af en distriktsblads-ekspansion. Der blev plads til mange nye vækster i underskoven.

Under besættelsen 1940-45 og de første år derefter var der stilstand på grund af papir-rationering, men den efterfulgtes af en ny ekspansionsperiode for distriktspressen. Ekspansionen var især forårsaget af bladdødens voldsomme hærgen blandt dagbladene, men også af, at mange distriktsblade begyndte at udvide det redaktionelle stof. Det medførte, at dagbladene begyndte at starte eller opkøbe distriktsblade for at sikre sig kontrollen med nyhedsstoffet og indtægterne fra annoncerne. Andelen af dagbladsejede distriktsblade er nu så høj som omkring to tredjedele.

Hele denne udvikling er udførligt skildret i håndbogen. Men til forskel fra tidligere fremstillinger fortælles der her fra distriktspressens perspektiv, hvilket giver mulighed for lokal forankring af alle generelle tendenser.

Håndbogen gør for første gang distriktsblade og dagblade lige tilgængelige på Statsbiblioteket, der hermed lever op til sin målsætning om at formidle, hvad biblioteket rummer af kulturarv i sine gemmer, til en større offentlighed i brugbar form.

Jette Drachmann Søllinge: »Lokalpressen. Danmarks lokale ugeaviser og distriktsblade 1850-2003«, Statsbiblioteket i Århus, 711 sider, 375 kroner.