search

Dine patter var det bedste

Bog: Forfatter: Forlag:

Til chefens afskedsreception går hun hen til ham og siger høfligt: "Har du haft det godt her? " Han svarer: "Ja, at se på dine patter var det bedste. "

Sådan lyder en af anekdoterne fra en ny australsk bog om kvindelige journalister på mediearbejdspladser. Forfatteren Louise North har selv arbejdet som journalist i 19 år. Nu er hun så blevet lektor på Monash University i Melbourne og forsker i journalistik.

Men det er jo i Australien. Og Australien er velkendt for at være down under i mere end en forstand? Lad os aflive den påstand med det samme: Jeg genfortalte fnysende anekdoten fra indledningen til en kvindelig journalist, der straks fnysende svarede igen med en oplevelse, hun selv havde haft som praktikant. Som jeg desværre fik forbud mod at referere her. Men hendes historie var værre. Meget værre.

Louise North giver talrige eksempler på sexchikane, mandehørm og ulidelige diskussioner om, hvad rigtig journalistik er: Er det den bløde, indlevende, kvindagtige søndagsartikel med f-ø-l-e-l-s-e-r drivende i hver spalte? Eller er det den hårde, stramt vinklede, mandhaffftige nyhedshistorie med fakta så skarpe som Draculas hjørnetænder? North bringer en række andre temaer op, temaer, som jeg også kender fra mit eks-arbejde: "Vi skal have flere kvinder i spalterne"-debatten, og hvordan gør vi så lige det, uden at det bliver en meget velment, men også temmelig tvangspræget og ynkelig øvelse? Eller: Hvordan skal vi dække denne her historie, hvor en flok kvinder smider tøjet for at gøre opmærksom på en eller anden problemstilling? Bryster eller saglighed? Og er de kvinder så selv ude om den mandehørmende dækning, som protesten fik?

Louise Norths pointe er, at vi har et fælles problem som branche, hvis vi ikke formår at rumme både mænd og kvinder på vores arbejdspladser. So far so good. Ganske tankevækkende dokumenterer hendes interviews også, at kvinderne betragter det som deres eget personlige problem, at de ikke formår at klare sig igennem på deres egne præmisser. Fuldstændig som i Danmark er traditionen: Når kvinden får børn, flytter fokus sig, og arbejdet bliver til anden prioritet. Så er det, vi bliver freelancere, deltidskommunikationsansatte og hopper af nyhedsræset. Og i hvert fald holder op med at drømme om at avancere i et system, der mest værdsætter folk, som ikke behøver spise sammen med deres familie, hente børn i daginstitutionen eller bringe dem til og fra lægen.

Norths observationer og interviews er tankevækkende, fordi de uden det store besvær kan overføres direkte til de danske nyhedsredaktioner. Jeg kender mange eksempler på kvinder, der var glimrende journalister, men opgav kampen, fordi de ikke orkede at jonglere livets store spørgsmål: Arbejde, familie, karriere, kærlighed.
Problemet med den slags bøger er bare den frustration, som man bliver efterladt i. For det første ved jeg ikke, om jeg kan leve med denne kvindelige offerrolle, som næsten enhver bog med feministisk anslag tilbyder mig: Kvinderne har ikke de samme muligheder som mændene, de drilles med seksuelle undertoner og overtoner i arbejdstiden, magten klones af mænd i jakkesæt etcetera.
For det andet: Hvad hjælper det gang på gang at påpege, at verden er sådan indrettet, hvis det ikke fører nogen vegne? Og for det tredje: Hvad kan jeg gøre selv for at ændre det? Det giver bogen ikke nogen svar på. Løsningen ligger ikke lige om hjørnet.

PS: Overskriften er selvfølgelig udelukkende valgt for at generere læsere. Ikke for at være chauvinistisk.

Lene Rimestad er journalist og lektor.

"The Gendered Newsroom. How Journalists Experience the Changing World of Media"
Af Louise North
Hampton Press
284 sider, 62,50 dollars

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen