Det nye "Medie- og kommunikationsleksikon" giver godt overblik over blandt andet kommunikations- og medieteorier.

Det er en mærkelig fornemmelse at sidde med et leksikon i papirformat, når man efterhånden kan opstøve alle fakta og også videnskabelige definitioner på nettet. Men også dejligt, fordi det giver en ro i maven at vide, at lige her – i dette opslagsværk – kan man finde en række nyttige forklaringer på og oversigter over fundamentet i det fag, som man beskæftiger sig med. Det er en lettelse at have det samlet et sted på reolen inden for rækkevidde

Det mere end 600 sider lange "Medie- og kommunikationsleksikon" indeholder forklaringer på begreber som lytter og tilhører, digital kultur, mediepanik (stærke følelsesmæssige reaktioner på nye medier), kommentar, spin, specialblade og 459 andre artikler. Emnerne og definitionerne er skrevet og redigeret af 150 eksperter fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Holland, England, Frankrig og USA. Det er folk som Niels Ole Finnemann, Bruno Ingemann, Roger Buch og Peter Bro, der har været til tasterne.

Bladrer man i bogen som journalist, savner man klart den mere praksisorienterede forskningstradition, men den er også ung og derfor svær at håndtere i overbliksform. Til gengæld finder man de tunge, mere traditionelle medieteoretiske tilgange repræsenteret sammen med mediehistorie og -sociologi, kommunikationsteori, fortælleteori, receptionsanalyse samt meget, meget mere.

Det er rart med en fysisk bog, men også lidt farligt, og jeg ser det især på de dele af værket, som handler om internettet. Hvorfor har YouTube fået sin egen lille omtale, men der hvor der skulle stå Twitter, står der noget om tysk ekspressionisme, og Facebooks plads er fyldt op af en omtale af Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse? Det gælder også nutidigheden i begreber som internetnetjournalistik, hvor visse kilder kan virke gamle allerede, eller emnet nyhedskriterier, hvor Ida Willigs nye kriterium eksklusivitet nåede med, mens Gitte Gravengaards nyhedsfaktorer ikke er omtalt, selv om de bibringer stor forståelse for den måde, journalister i praksis udvælger deres historier. Nu ligger der yderligere tre artikler til leksikonet på nettet, og det bekræfter, at der er behov for en elektronisk version. Derfor håber jeg, at det hele hurtigt bliver tilgængeligt i netversion, så det kan opdateres, og så man kan linke til centrale netsider i stedet for at anskue det som et afsluttet, isoleret og ultimativt værk, der kan holde i årtier.

En virkelig irriterende detalje er, at leksikonet ikke hjælper læseren ved at vise øverst i hjørnerne, hvilket bogstav man er nået til på siderne. Det betyder, at man må skimme opslagsordene nede på siden for at finde frem til det begreb, man eftersøger.

Men helt overordnet er det en glædelig begivenhed for især studerende, at de væsentligste informationer om teorier og teoretikere nu er samlet i komprimeret, redigeret og overskuelig form.

Lene Rimestad er journalist og lektor.

"Medie- og kommunikationsleksikon"
Søren Kolstrup, Gunhild Agger, Per Jauert og Kim Schrøder (red.)
Forlaget Samfundslitteratur
644 sider, 398 kroner