search

Det travle tredje arbejdsliv

Bog: Senior og selvstændig – tag hul på dit 3. arbejdsliv Forfatter: Abelone Glahn Forlag: Frydenlund (272 sider, 229 kroner)

Der er noget helt galt i den måde, vi har indrettet os på i forhold til de ældres arbejdsliv, mener Abelone Glahn, som netop har udgivet bogen ‘Senior og selvstændig – tag hul på dit 3. arbejdsliv’. Love og regler er indrettet efter, at seniorer først og fremmest er lønmodtagere, men statistikkerne viser, at stadig flere i pensionsalderen vælger at blive selvstændige i stedet for at bytte deres faste job ud med en pensionisttilværelse. Og det er en jungle at finde ud af, hvad reglerne egentlig er, hvis man får pension ved siden af, bliver syg osv.

Det er nu ikke det, der fylder hovedparten af bogen, som med knap 300 sider må siges at være fyldig – og efter min mening også for lang. Hele første del af bogen er historier om mennesker, som i en moden og nogle gange sen alder er blevet selvstændige; som bogens Anna Halager, der i dag er 80-årig oversætter med eget firma, som hun stiftede som 71-årig.

Anden del er en håndbog med de aspekter, man skal være opmærksom på – blandt andet markedsføring, økonomi, netværk, forretningsmodel, efteruddannelse og ikke mindst forholdet til ægtefælle og familie og forventningerne begge veje. Måske havde børnene ventet, at man ville stå til rådighed som bedsteforælder? Måske havde partneren håbet, at der nu skulle være tid til at rejse sammen?

Og endelig er der en epilog, som er en relevant kritik af rammebetingelserne for et selvstændigt seniorliv med junglen af regler og information, som det for et almindeligt menneske er næsten umuligt at få overblik over.

For mig er anden del klart mere interessant end første. Godt nok er det livsbekræftende med de mange ‘late bloomers’, som efter et langt arbejdsliv fortsætter på en ny måde og føler liv, lyst og mening med det, og de har gode råd undervejs. Men man skal altså også gennem mange ord for at komme til pointerne, og lige i den her sammenhæng er de mange stemningsbeskrivelser altså spildt på mig.

Jeg synes også, at forfatteren med fordel kunne have strammet op på håndbogssiden, og ikke alle opdelinger forekommer mig lige logiske. Men der er ingen tvivl om, at særligt afsnittet om selvstændige seniorers økonomi i forhold til regler om pension, efterløn, lønsikring, sygdom osv er værdifuldt og noget, der generelt har været underbelyst. Og også meget yngre mennesker med en drøm om at blive selvstændige vil undervejs kunne finde gode råd og påmindelser.

Susanne Sayers er selvstændig journalist

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen