Bog: Medier, politik og samfund 
Forfatter: Redigeret af Thomas Olesen med bidrag af 15 danske forskere
Forlag: Hans Reitzels Forlag (290 sider, 300 kroner)

Anmelder: Lene Rimestad, journalist

Gør vi det rigtige, eller gør vi det forkerte, når vi dækker politiske emner? Det spørgsmål sidder man stadig tilbage med efter at have læst 'Medier, politik og samfund'. Bogen skal give forskere, praktikere og nok mest studerende den mest relevante viden om samspillet mellem politikere, journalister og borgere. Igen og igen påpeger de 15 forfattere behovet for mere forskning og kritiserer praksis. Men de kommer med ganske få og meget forsigtige forslag til, hvordan man som journalist kan gøre det bedre. Der er ingen lette løsninger, det er så komplekst, og man skal lede længe efter konkrete, forsker-godkendte anbefalinger til den forandringsparate Christiansborg-reporter.

Ikke desto mindre giver bogen en grundig introduktion til mange vigtige begreber i Bermudatrekanten: Medier formidler politik til borgerne.

Skarpest og meget aktuelt står Rasmus Tue Pedersens kapitel om valgkampe. Han beskriver blandt andet problemerne med meningsmålinger. Den problematik blev illustreret relativt klart i forbindelse med det amerikanske valg i november. Trump vandt trods talrige meningsmålinger, der viste en sejr til Clinton. Tue Pedersens budskab om, at journalister ikke forstår meningsmålinger og derfor ikke formår at formidle dem ordentligt, bør være dogmelære på enhver redaktion. En nem historie? Ja. Men det gør den ikke mere bæredygtig, når det ikke gøres ordentligt.

Mest kritisk er Lene Aarøes anbefalinger om at lade være med at fremmedgøre borgerne ved at bringe ”konfrontatoriske og uciviliserede tv-debatter”. Ansvaret er både politikernes, fordi de opfører sig sådan, mediernes, fordi de bringer det, og borgernes, fordi aggressivitet ”tiltrækker opmærksomhed”, skriver hun. Hvad medierne konkret kan gøre i stedet for, når de gerne vil lokke publikum ind til dækningen af vitale samfundsmæssige problemer, står ubesvaret.

Gladest blev jeg, da jeg læste Jørn Loftagers beklagelse af offentlighedslovens konsekvenser for demokratiet. Han beskriver, hvordan nogle politiske processer smyger sig uden om offentlig debat, fordi mulighederne for aktindsigt er blevet indskrænket. Det har klart konsekvenser for den demokratiske proces.

Store dele af bogen handler om framing, der dog først bliver grundigt gennemgået halvvejs i bogen. Framing bruges som begreb til at diskutere, hvor noget bestemt fremhæves i en dækning. For eksempel vil de dominerende negative frames med konflikter og uenigheder mellem partier og internt i partier også betyde noget for modtagernes lyst til at engagere sig. Igen sidder jeg tilbage med en frustration over, at der tilsyneladende ikke er nogen løsninger. Kun problemer.

Bogen skal sikkert bruges på uddannelserne og give de studerende mulighed for at reflektere på det abstrakte plan over egen praksis.

Men det er ikke nok med refleksioner og selvkritik, hvis det ikke følges op af nye formater, genrer og platforme, nye interviewformer og generelt nye måder at dække politik på.

Lige nu er vi som journalister måske med til at splitte samfundet ad. Det virker lidt sådan. Det har aldrig været et mål. Men det ender det måske med at blive, fordi vi ved alt for lidt om konsekvenserne af dækningen og sammenhængen mellem medier, borgere og politik. Men især ved vi alt for lidt om, hvordan vi kunne gøre det bedre.