ANMELDELSE. Journalist, studerende på DMJX, webredaktør, blogger og nu forfatter. Energiske Freja Wedenborg bærer mange titler og kendes sikkert af en god del journalister og journaliststuderende som ankerpersonen bag en række såkaldte cryptoparties, hvor oplysning om digitalt selvforsvar og whistleblowing har været på dagsordenen gennem det seneste år.
De praktiske erfaringer herfra præger i den grad hendes bog, ’Cryptoguide for journalister – Håndbog i digitalt selvforsvar’. Det er en letforståelig hands-on bog med en indføring i de helt basale beskyttelsesmetoder til bedre sikring af research og kommunikation med kilder via computer og mobiltelefon.
Freja Wedenborg vælger klogt at støtte sig til en række journalister og personer med it-indsigt, når hun gennemgår en række konkrete værktøjer til at sikre e-mail, opkald, chats og anonym netsurfing i bogens sidste kapitler. Det skaber tillid hos mig som læser. En tillid, der er nødvendig, når man bevæger sig ind i den digitale verdens usikkerheder, som whistlebloweren Edward Snowden har afsløret er en særdeles nærværende realitet for os alle.
Bogens første godt 100 sider rummer gode og nødvendige gennemgange af internettets måder at fungere på, hvad vi ved om den eksisterende overvågning og eksempelvis grundprincipperne bag stærk kryptering.
Forfatteren mestrer fornemt balancen mellem at formidle konkrete beskyttelsesanvisninger og tegne det generelle billede af farer og muligheder.
Kun i nogle få detaljer, som når det drejer sig om at forklare risikoen ved man-in-the-middle angreb med forfalskning af private og offentlige nøgler til kryptering af kommunikation, kan det blive lidt dunkelt. Bogens layout og den praktiske spiralryg gør den velegnet som opslagsbog. Der kunne dog med fordel være læst lidt bedre korrektur på produktet, og en enkelt side (26) mangler noget tekst.
Det rokker dog ikke ved hovedindtrykket af en klogt disponeret bog, som formår at hæve sig over den rene værktøjsorienterede tilgang. Ja, bogen rummer en række detaljerede beskrivelser af den anbefalede software til Windowspc’er/Mac og til Iphones og Android smartphones. Men den er også spækket med sikkerhedsråd som at overveje at kommunikere via gammeldags papirpost og eksempelvis sørge for at flytte kommunikation helt væk fra arbejdspladserne, når du er i dialog med en kilde.
Den primære målgruppe for bogen er journalister, det viser bogens afsnit om “operationel sikkerhed for journalister”, whistleblowing, kildebeskyttelse og kontakt med kolleger. Men den potentielle målgruppe er langt større – det drejer sig faktisk om alle borgere, der ønsker sig et privatliv på nettet. Her fungerer bogens ikke-tekniske tilgang som et stort plus.
Og er du en journalist, som egentlig er temmelig ligeglad med at kryptere sin kommunikation, så har Freja Wedenborg to argumenter for at sætte sig lidt ind i teknikken. Dels kan du aldrig vide, om du pludselig får brug for at sikre din kommunikation, derfor bør du være forberedt. Dels kan du overveje “solidaritetskryptering”:
“…hvis mange helt almindelige journalister jævnligt bruger kryptografiske værktøjer, er det med til at sikre den baggrundsstøj, der hjælper både dem selv og deres kolleger, når der er en vigtig historie eller kilde, som kræver særlig beskyttelse.”
Bog: Cryptoguide for journalister. Håndbog i digitalt selvforsvar
Forfatter: Freja Wedenborg
Forlag: Ajour
240 sider, 248 kroner
Kurt Westh Nielsen er redaktør på Prosabladet
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.