search

Det modige monster

Bog: Forfatter: Forlag:

Den skrivende massemorder og politiske junkie Hunter S. Thompson tog sit sidste skud en søndag i februar. Hans bedrifter fortælles ofte i datid, men sandheden er, at ’Dr. Gonzo’ i allerhøjeste grad er mediernes fremtid

PLETSKUD. Det er ikke til at sige, hvad Hunter S. Thompson så, da han kastede et sidste blik i spejlet om aftenen søndag den 20. februar. En øgle? En skallesmækker? En mumie? Det afhænger af, hvad han havde indtaget.

Hvis han var clean – og faktisk ved vi ikke med sikkerhed, hvor mange af stofferne, der var bluff eller gement pral – så kiggede han måske på det, vi andre fik at se: En reporter med et sind så lysfølsomt som fotografisk papir. En skrivende rocker med bad standing overalt, hvor establishmentet hersker. En festabe, der fabulerede feber-agtigt og fantastisk om det, der får virkeligheden til at rykke.

Vi får aldrig at vide, hvad han så, inden han på sin legendariske Owl Farm i det fashionable ski-resort i Aspen, Colorado, satte geværløbet i munden og trykkede af. Vi ved kun, at doktoren blev 67 år, og at han i journalistikkens Hall of Fame får en buste ude på herrelokummet tæt på den spand, hvor mindre ånder skiller sig af med stomiposer og skridtbind.

Hunter S. Thompsons storhedstid var 60erne og 70erne. På den amerikanske vestkyst surfede han på en ungdoms-tsunami – en kæmpebølge af flower power, frisind, rock’n’roll og stoffer, som skyllede ind over den gamle verden med dens stivnede autoriteter, hule institutioner og korrupte politikere.

Epicentret opstod omkring både sociale, politiske, kulturelle og økonomiske kræfter, men blev eksponeret i undergrundspressen med Hunter S. Thompson som den skribent, der med størst seismografisk præcision beskrev virkningerne i det amerikanske samfund i de år.

Som en afart af new journalism skabte han sin egen skydebane, gonzo-journalistikken. Ofte placerede han sig selv i begivenhedernes centrum, mens facts og fiktion flettede fingre.

Hans stil var rablende og rabiat, rustikt røvsparkende og samtidig raffineret. Når Thompson toppede, var hans artikler gysende gennemlysninger af mentale tilstande såvel på gade- som samfundsplan. Og da det gik op for ham, at han faktisk ikke behøvede »at skrive som The New York Times«, beskrev han åbenbaringen sådan:

»Det var som at falde ned i en elevatorskakt og lande i en pool fuld af havfruer.«

Dr. Gonzo blev hædret og hyldet. På no time blev han magasinpressens darling. Kreerede langt hen ad af vejen selv sine opgaver og tog sig eksorbitant betalt. Hans ting kunne læses i et hav af blade: The Nation, Scanlan’s Monthly, The Distant Drummer, Pageant og Playboy. Men hans foretrukne legeplads blev Rolling Stone, der bragte to af hans hovedværker som føljetoner: »Fear and Loathing in Las Vegas« og den politiske reportage »Fear and Loathing on the Campaign Trail ’72«.

Senere gik det, som mange har fastslået, ned ad bakke. Thompson blev offer for sin egen myte, til tider en pinlig karrikatur, som det ses af figuren Uncle Duke i tegneserien »Doonesbury«. Det sørgelige ved historien om Hunter S. Thompson er imidlertid ikke Dr. Gonzo himself. Det er snarere mediernes deroute, forstået på den måde, at medievirksomhederne – aviser, blade, tv- og radiostationer – i iveren for ikke at skille sig ud, næppe i dag vil få øje på en original som Thompson. Hvem ville i fuldt alvor vove at satse på en skribent, der besætter alle positioner på en skala fra indlæggelsesklar til genial? Hvem har rum til sådan én mellem alle de mange rene negle og pressefolder?

Skal man tro de to svenske økonomer og innovations-guruer Jonas Ridderstråle og Kjell Nordström – forfattere til bøgerne »Funky Business« og »Karaoke Kapitalismen«, som burde være kanon i ethvert chefkontor, også i mediebranchen – nås vejen til
succes, overlevelse og rigdom kun ved at nurse og dyrke det uortodokse, det nye og det unikke.

Den britiske avis The Guardian, hvor doktorens selvmord var lederstof, hæftede sig især ved Thompsons kritiske attack som en dyd, der har det svært i medierne:

»I en tid, hvor medierne på begge sider af Atlanten dyrker selvransagelse, vil det største minde for »Duke« være, at journalister overalt stræber efter at nå den intellektuelle uafhængighed, som Thompson legemliggjorde.«

På den led er det ekkoet af fremtiden, man må prøve at høre i skuddet på Owl Farm. Ikke bare i dag, men også i morgen.

Handy Hunter

Artiklens forfatter strøer her stærkt subjektive stjerner over
de væsentligste bøger fra Hunter S. Thompsons hånd:

Hell’s Angels (1966) *****

Fear and Loathing in Las Vegas (1971) ******

Fear and Loathing on the Campaign Trail ’72 (1973) *****

The Great Shark Hunt (1979) *****

The Curse of Lono (1983) ****

Generation of Swine (1988) ******

Songs of the Doomed (1990) ***

Better than Sex (1993) ***

The Proud Highway (1997) ***

The Rum Diary (1998) *

Fear and Loathing in America (2000) ***

The Kingdom of Fear (2003) **

Hey Rube (2004) **

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen