search

Det levede liv

Bog: Forfatter: Forlag:

ANMELDELSE. Jeg fik noget af et chok, da jeg omsider fik set udstillingsdelen af det fotografiske roadtrip til de danske udkanter, ’Uden for myldretid’ (hvoraf det tilhørende bogværk blev rosende anmeldt i Journalisten). Der var nemlig en afgrund til forskel på bogens (ganske vist fine) gengivelser, til de billboard-store, eksplosivt vibrerende og rigt nuancerede prints, der mødte mig, særligt i Carsten Ingemanns værker. Så langt fra bog til egentligt billede, og så snublende farligt for en anmelder, der har ladet sig nøje med at møde værkerne i bogformat. 

Lidt på samme måde har jeg det med Joachim Ladefogeds ’Tiden efter min tid’ (også selv om bogen (i øvrigt smukt tilrettelagt), så vidt jeg kan se, er tænkt til at stå for sig selv): Fri for at være den trykker, der har skullet forløse Ladefogeds værker på papir: Vi snakker nuancer så fine, at enkelte motiver vipper på grænsen til forsvinding, toner der hæver sig så umærkeligt, at beskueren virkelig skal spidse øjne for at få det hele med – og samtidig frygter ikke at få det.

Ladefoged kunne faktisk godt have været med i ’Uden for myldretids’-gruppen i sin udforskning af både geografiske og menneskelige udkanter, og der er da også flere gengangere blandt motiverne fra de forslidte interiører og gardindraperierne til vildtvoksende hække, forladt legetøj og endeløse landeveje, der fortaber sig i horisonten. 

Men hvor myldretidsfotograferne var på en mission udsendt af Realdania, må Ladefoged næsten ty til en undskyldning for sit umiddelbart ufarlige motivvalg: Således lader han 9/11’s omtrentlige sammenfald med fødslen af hans første barn være anstødssten til et objektiv-skifte fra brændpunktsfotograf til familiefar. 

I ’Tiden efter min tid’ rejser Ladefoged således tilbage i tiden, til barndommen, til erindringens landskab og ser samtidig nærmere på, hvilken verden hans børn kommer til at vokse op i, og hvad han kan give videre til dem. De billeder, der kommer ud af denne rejse, er ikke umiddelbart opløftende: Der hviler en underligt urovækkende og kølig resignation eller ensomhed over motiverne, der aldrig som hos ”udkantsfotograferne” blandes op med noget sjovt eller finurligt. Resultatet er smerteligt, men også uafrysteligt smukt. 

Med fare for at tale bogen op til noget, den slet ikke ønsker at være, siger billederne (og deres diskret, allerbagerst i bogen placerede titler med stedsangivelse) på en eller anden umærkelig måde noget helt fundamentalt og vidtrækkende om, hvad det vil sige at være menneske, også når det indimellem gør lidt ondt. Og jeg har det på samme måde med Joachim Ladefogeds billeder som med ”udkantsfotografernes”: I en tid, hvor en uniform og design-ikon-diktatorisk, kagekonkurrencefikseret og instagramperfekthedskrampagtig fremstillingsform breder sig som en steppebrand mellem helt almindelige mennesker, har vi brug for jeres, fotojournalisternes billeder af livet. Det er ganske vist ikke lige kønt alt sammen, men til gengæld overraskende smukt indimellem. Og så er billederne taget med det levede liv som indsats. 

Tiden efter min tid
Joachim Ladefoged
Gyldendal
108 sider, 299 kroner

Anmelder: Julie Asmussen, grafisk designer, pr-medarbejder og underviser

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen