Stress – når kroppen siger fra
Redaktion: Katrine Damsgaard-Sørensen og Birgit Madsen
Faglige afsnit: Psykolog Bobby Zachariae og overlæge Bo Netterstrøm
Kroghs Forlag
208 sider, 229 kroner

Anmeldelse: Lene Sarup, redaktionssekretær på Fyens Stiftstidende og med i arbejdsgruppe om stress-folder

Overskriften er Barbara Grams ord – og en forsikring til andre, der som hende også bryder sammen af stress. Og det er godt at vide, for det er smertefulde beretninger, man sniger sig til at læse som det første i »Stress – når kroppen siger fra«. Inden man igen bladrer om til starten og bogens to faglige – men ikke kedelige – afsnit, hvor stress anskues fra et biopsykosocialt og et biologisk synspunkt.Begge med anvendelige forebyggende råd.

Med Barbara Gram som den mest eksponerede i medierne – den rolige studievært på DR2 – aner man, at sammenbruddet kan komme til os alle, hvis vi ikke er opmærksomme i tide. At også privatlivets krav spiller med i belastningerne, hvad enten det nu drejer sig om hummersalat til 30 glade studenter eller om, hvordan man kan miste sin elskede uden at give rum for sorgen, som i journalist Lis Norups tilfælde.

Ikke desto mindre er det ansvaret over for arbejdspladsen og kollegerne, der tynger og tvinger begge til at fortsætte langt ud over grænsen, mens det for kommunikationsmedarbejder Katrine Damsgaard-Sørensen var uklar kompetencefordeling i virksomheden, der for alvor bragte hende til tælling.

Bogen er lavet efter inspiration fra Peter Olesens bøger, der startede med »Min mor døde, min far døde« i 1999 og han er da også konsulent i denne sammenhæng. Men konceptet er måske knap så godt her. Det ville have beriget beretningerne, hvis de havde været suppleret med omgivelsernes oplevelse af tiden op til sammenbruddene. Hvordan var det lige, at kolleger, venner eller familie prøvede at trænge igennem for at få de implicerede til at sætte farten ned – og hvorfor virkede det ikke?

Det ville have løftet bogen til et lidt mere anvendeligt plan, så læserne efterfølgende havde en bedre fornemmelse for, hvordan de kan støtte en stressbebyrdet kollega eller ven.

Som beretningerne står nu, bør de have hastighedsbegrænsende effekt på mange – og tjene til trøst for andre. Der er et liv efter sammenbruddet – hvis du giver det tid.