To nye journalistiske initiativer rettet mod børn demonstrerer, at det kan være svært at tune ind på en anden bølgelængde – men minder os også om, hvor nyttigt det er at prøve.

ANMELDELSE. "Børn er et folk, og de bor i et helt andet land", hedder det i sangen "Det gådefulde folk". Og sådan er det jo. Enhver, der har siddet ved spisebordet med en ambition om at forklare sine poder, hvad demokrati eller drivhuseffekt går ud på, vil kende til målgruppens betagende kombination af grænseløs nysgerrighed og ultrakort opmærksomhedsspænd.
Det er med andre ord ingen let opgave, Weekendavisen stiller sig selv ved at lancere en sektion rettet mod 8-14-årige. Samtidig har Aller, som en slags prøveballon, udsendt et enkelt nummer af et såkaldt "edutainment"-blad rettet mod samme aldersgruppe. Tankevækkende i en tid, hvor medieeksperterne kappes om at forudsige ikke bare om, men præcis hvornår de trykte aviser vil uddø.
Ifølge Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, er det primært "læsehestene", man henvender sig til med avisens ny sektion, der hedder "Faktisk". Så jeg allierede mig med det klogeste barn, jeg kender – Lukas på 12 – for at se, om vi sammen kunne finde ud af, hvad vi skulle mene om de nye tiltag.
Vi blev hurtigt enige om, at det er nogle rigtig dårlige navne, udgiverne har fundet på. "Faktisk" ligger ikke rart i munden, og endnu værre er det med "Geolino", som Allers nye børneblad hedder. Bare det at stå i kiosken og spørge efter bladet får én til at føle sig som en nørd.
Ejheller Geolinos forside gør den gode sag nogen tjeneste. Alt for barnlig efter Lukas' smag, og med et uheldigt strejf af hesteblad. Designeren kan tilføje, at logoet er noget sjusk.
Vi skal således ind i bladet, før et par anerkendende nik fra den unge mands side lader ane, at der egentlig er en hel del her, han godt gider læse – selv om formen fortsat synes mere egnet til de 8- end de 14-årige. Et andet problem er Geolinos volumen på hele 76 sider. Så megen klogskab orker de færreste at få stoppet i hovedet på én gang.
Modsat forholder det sig med "Faktisk", der virker tyndt og slasket. Fire sider mere, eller kraftigere papir, ville gøre underværker. Til gengæld synes Lukas ubetinget godt om, at tryksagen ligner en rigtig avis. Også layoutets vekslen mellem langt og kort og mellem billeder og tekst tiltaler min gæsteanmelder.
Forståeligt nok satser både Geolino og Faktisk på interaktion med børnene i form af opgaver og brevkasser. Læserspørgsmål om prutter optræder i begge blade, og man kunne få den mistanke, at dette snarere er udtryk for voksnes forestillinger om, hvad der vil interessere børn.
Skribenterne anstrenger sig for at forklare selv tunge og tørre emner på en pædagogisk måde, og indimellem lykkes det så godt, at også 54-årige læsere kan fryde sig over endelig at have fattet, hvad en sag går ud på. Tænk, hvis journalister gjorde sig lige så stor umage, når de skrev til voksne.
Til gengæld halter fortælleteknikken på redigeringsniveau. Billedkvaliteten er – navnlig i Geolino – gennemgående for ringe, og rubrikkerne virker – især i Faktisk – trætte, uinspirerede og "gamle". Her skal simpelthen grundsanses noget mere: Hvilke elementer i en historie kan fange unge læseres opmærksomhed? Og her tænker jeg ikke kun på prutter.
Det vil jo være mere end almindelig kontraproduktivt, hvis fremtidens læsere skal opleve aviser som kedelige, allerede når de åbner børnetillægget.

Ole Munk er designkonsulent og grafisk formgiver.