ANMELDELSE. Interviewet er i krise. Det starter Lars Bjerg med at konstatere i sin bog ”Det kritiske interview”. Der er brug for mere systematik. Interviewteknik er nok det sværeste at mestre som journalist. Især det kritiske interview, kronjuvelen af værktøjer, håndteres mere eller mindre begavet, fordi det er så uforudsigeligt og så forbandet svært at spørge kritisk og konfronterende uden at fremstå tendentiøs, dum eller småaggressiv. Printjournalisten kan pakke sin utilstrækkelighed væk i skriftsproget. Det kan radio- og tv-journalisten ikke, når de optræder live. Så kan man fornøje sig med muterede versioner af Løkke eller kritiske journalister på pressemøder på YouTube eller dissektioner af skænderier forklædt som interviews, som er mere eller mindre flatterende for interviewer eller interviewperson. Der mangler i høj grad bedre og flere værktøjer i interviewteknik.

Derfor forekommer de knap 90 sider, Lars Bjerg bruger til at præsentere sin systematik, som latterligt lidt plads. Som læser sidder jeg tilbage med en alenlang liste af ting, som jeg gerne ville have uddybet, eller som slet ikke er med i bogen. Jeg ville for eksempel gerne have en grundig gennemgang af, hvordan man bedst håndterer de forskellige undvigemanøvrer, som professionelle kilder i dag trænes til at benytte sig af, når de skal en tur i studiet.

Lars Bjerg skriver, at hans plan var at bygge en normativ model for det kritiske interview. Og det gør han. Han udvikler en model, som kan bruges til at vurdere et interview. Det er et skridt i den rigtige retning mod mere reflekteret interviewteknik. Selve modellen, KRAT-testen, som Lars Bjerg præsenterer, bygger på argumentationsteorien og en vurdering af, om svarene er Klare, Relevante, Acceptable og Tilstrækkelige nok. Bidrager svarene til ”opklaringen af sagen”? Kildernes undvigemanøvrer bliver fint præsenteret, men uden at læseren får at vide, hvad journalisten helt konkret kan stille op med dem ved hjælp af modellen, som bliver introduceret. Jeg ville også gerne have en systematisk uddybning af, hvordan man kan bruge de analyser af interviews, som Lars Bjerg anbefaler og præsenterer. For hvordan kommer man fra analyse af og refleksion over historiske eksempler til rent faktisk at kunne bruge denne analyse til bedre spørgeteknik i øjeblikket? Jeg gætter på, at undervisere bruger modellen på en særlig måde i den konkrete undervisning, men jeg kan ikke gennemskue det, som det er beskrevet nu.

Lars Bjerg skriver også, at ud over en normativ model var planen ”at gøre det ortodoks’k pragmatisk-dialektisk”. Det droppede han, fordi det var for akademisk. Ja, eller bare fuldstændigt uforståeligt. Det er det for mig.

Samtidig savner jeg andre tilgange til interviews. Der findes et hav af måder ud over argumentations- og kommunikationsteori, for eksempel konversationsanalyse, retorik eller den nyeste forskning i forhørsteknikker eller afhøringer i retssale, som ikke er med i bogen. Tre eksempler: Mie Femø Nielsen har i bogen ”Replik til journalistikken” forsøgt at pege i retning af løsninger, når kilden undviger spørgsmål; John Heritage og Steven Clayman har i årtier forsket i nyhedsinterviewet og kan pege på ting, der virker og ikke virker; en gruppe danske retorikere har skrevet om topik som en mulig måde at analysere kildens strategier etcetera.

Lars Bjerg skriver på side 65: ”Når kilden bliver banal, skal intervieweren selvfølgelig bare spørge ind under banaliteten og bede om konkretiseringen.” Der findes ikke noget ”selvfølgeligt bare” i det kritiske interview, fordi uforudsigeligheden er stor, forberedelsen kort, og kilden er ofte klædt på til tænderne. Derfor er 90 sider kun det første forsigtige spadestik til det, der gerne skulle blive bedre interviewteknik for viderekomne.

Det kritiske interview
Lars Bjerg
Forlaget Ajour
88 sider, 178 kroner

Lene Rimestad er journalistisk lektor, Center for Journalistik, SDU