Bog: Udsat for pressen
Forfatter: Ulrik Holmstrup

Forlag: Ajour  (204 sider, 234 kroner)

Anmelder: Ulla Bechsgaard, journalist, ledelsesskribent og -konsulent

Den rutinerede journalist og dokumentarist Ulrik Holmstrup har skrevet en hjerteskærende bog om Danmarks udsatte børn. Området skriger på nytænkning, men mangel på begavede, undersøgende journalister kombineret med fatalt mikrofonholderi, dovne forskere og følelsesstyrede politikere betyder, at forholdene for børnene ikke bliver forbedret. 

15 milliarder kroner bliver hvert år brugt på at hjælpe de udsatte børn. Der er altså sat rigtig mange penge af til området; men det ulykkelige er, at forskerne forsker i dét, der allerede er forsket i, politikerne løber efter de indsatser, der giver stemmer, og journalisterne hopper på de nemme ’hyld mønsterbryderen-historier’.

Ulrik Holmstrup, der i over 25 år har produceret dokumentarprogrammer til DR, blandt andre ’Vejen væk fra volden’ og ’Børnenes kamp’, har brugt sit fellowship på TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet til at dykke ned i de udsatte børns verden. Han konkluderer, at ”der er for mange filtre mellem os journalister og den verden, vi vil skildre”.

Såvel journalistikken om de udsatte børn som politikken på området er voldsomt farvet af følelser, hævder han og giver et eksempel om ’social arv’:

Alle er vilde med mønsterbrydere og taler gerne om, at forældrenes ulykke automatisk går i arv til børnene. Men fakta er, at det i langt højere grad er manglende uddannelse og en stigmatisering af børn med kriminelle eller alkoholiske forældre, der er en barriere for børnenes udvikling.

En undersøgelse ’Når man anbringer et barn’ fra Rockwoolfondens Forskningsenhed viser, at nogle forhold blandt mødre til anbragte børn kan betegnes som risikofaktorer. Det kan være, hvis moderen er på førtidspension, har begået kriminalitet eller er uden uddannelse. Blandt de små børn, som er anbragt, har 10 procent en mor, som er på førtidspension, 3 procent en mor, som har siddet i fængsel – men over 40 procent har en mor uden uddannelse. Det betyder, at man ved en indsats, der for eksempel er rettet mod mødre med lavt uddannelsesniveau, vil kunne sætte forebyggende ind over for cirka 80 procent af de familier, hvor barnet potentielt ville blive anbragt i alderen 0-6 år. 

Ulrik Holmstrup bringer en række eksempler på, hvordan det går helt galt, når medierne får lov at bestemme spillereglerne for socialpolitisk udvikling på grundlag af følelser frem for viden. 

Det er en fornøjelse at læse en velskrevet og veldokumenteret bog af en journalist, som også er selvkritisk. Holmstrup indrømmer, at han har røde ører over at have dyrket mønsterbryderne blandt andet i en hel temaaften på DR2 med titlen ’Mælkebøttebørnene’ som noget enestående, når nu det viser sig, at de ikke er undtagelsen, men reglen!

Bogens hovedtese er, at det er journalistikken på området, som er med til at fastholde en politik, der får karakter af kortsigtet brandslukning. Det betyder, at udviklingen af politikken i forhold til udsatte børn i alt for høj grad sker som en reaktion på konkrete sager frem for at tage afsæt i forskningsbaseret viden.

Jeg anbefaler bogen til journalister, som dækker børne- og ungeområdet, til journaliststuderende og til alle andre, der arbejder med såvel undersøgende som konstruktiv journalistik.