search

Der hvor hjernen møder mellemgulvet

Bog: Forfatter: Forlag:

The Huffington Post må gøre indtryk på enhver avisudgiver med ønske om succes på nettet. Ikke mindst er det lykkedes "The Internet Newspaper" at etablere brugerfællesskaber, der gør den interessant også som annoncemedie. 

Huffing Post fylder fem år til maj, men har allerede flere brugere end både BBC og The Washington Post. Med et anslået overskud på mindst 15 millioner dollars i 2009 bliver der også råd til at lønne de 89 fastansatte medarbejdere – hvoraf de 30 har til opgave at læse og godkende sitets over to millioner månedlige kommentarer.
Noget gør Arianna Huffington rigtigt, og kun en lille del af det handler om design. Hendes avis står på fire søjler, der med karakteristisk klarhed står anført under bladhovedet: News, blogs, video og community. Sidstnævnte ikke snævert defineret omkring det politiske ståsted til venstre for den amerikanske midte, men med fokus på alle livets facetter. Og jeg mener alle.

Den ene dag argumenterer en af Huffingtons bloggere for, hvorfor centralbankdirektøren bør gå af, den næste beretter udgiveren selv om, hvordan otte timers søvn hver nat har forbedret hendes livskvalitet. Indimellem får vi topløse fotomodeller, mandsopdækning af diverse celebrities – Sarah Palins nye krøller har indtil nu trukket 4683 kommentarer – og videoklip med de mest komiske TV-vejrudsigter.

Redigering og selektion er nøgleord. Som news aggregator håndplukker HuffPost historier fra alskens medier og spidser dem til, så de rammer målgruppen lige der, hvor hjernen møder mellemgulvet. Med over 200 daglige blogs leverer sitet rigelig ammunition til alle, der har behov for at mene noget. Og med HuffPost Social News har man taget kampen om fællesskabet op med Facebook og Twitter.

Det grafiske udtryk vægter identiteten højest. Reklamefladen er begrænset på forsiden, hvilket fremhæver den petroleumsgrønne signalfarve og den klassiske avistypografi. Først på undersiderne dukker bannerannoncer op. Farver anvendes til at give hver enkelt underside særpræg, men ikke til en konsekvent farvekodning af indholdet.

I lyset af den grundighed og omtanke, der præger hele sitet, kan man undre sig over forsidenyhedernes mangel på grafisk finesse. Men måske er tanken netop at signalere, at al energi bruges på indholdet? Som for eksempel redaktionens nærmest videnskabelige tilgang til rubriksætning. Nyheder lægges på sitet med to forskellige overskrifter, tilfældigt fordelt mellem brugerne; halvdelen ser den ene rubrik, resten den anden. Efter fem minutter vælges den formulering, flest har klikket på, og den anden skrottes.

HuffPost imponerer på mange måder, og en del skyldes naturligvis størrelsen, som intet dansk medie kan gøre sig håb om at kopiere. De fleste af de greb, avisen har anvendt for at komme dertil, kunne imidlertid omformes til hjemlige forhold – af enhver, der havde en lige så seriøs tilgang til
opgaven.

 

www.huffingtonpost.com er besøgt i perioden 11.12.2009.–24.1.2010 med Firefox/Mac OSX samt Internet Explorer/Windows Vista. 

Ole Munk er designkonsulent, grafisk formgiver og illustrator, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Han anmelder websites i Journalisten med fokus på arkitektur, design og funktionalitet.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen