Hvad gør det ved et menneske at vinde knap en halv milliard kroner i en alder af bare 18 år? Det spørgsmål undersøger journalist Rasmus Faber Lundberg i sin anden roman, ’Vinderen’, hvis morale er, at det, man går rundt og drømmer om, meget vel kan tage livet af en. Eller i hvert fald næsten.

Romanen er bygget op omkring en række spørgsmål, som bogens hovedperson, journalist på TV 2 Jesper Sølver, stiller sig selv i jagten på sit næste scoop: Hvordan har den mystiske millionær Mads Bjørn Siverts liv egentlig været, siden han vandt den store gevinst? Hvorfor bor han isoleret på en bakketop nord for Ebeltoft? Og hvorfor render han rundt og antaster unge piger?

’Vinderen’ har altså mange af krimiens klassiske ingredienser: En gåde eller et mysterium, som en journalist med knas i privaten gerne vil løse, og et helt konkret (og her ret spinkelt) plot, som driver handlingen frem, og som samtidig forsøger at skildre et almenmenneskeligt dilemma. Men når plottet ikke alene kan holde fortællingen i gang, må sprog og stil holde for, og her kniber det desværre noget.

’Vinderen’ er nemlig hverken ked af adjektivet (som ikke altid er det bedste til at skabe billeder i læserens bevidsthed), stereotypen (som for eksempel den potente journalistmand), anglicismen (som når synet fra en bakketop ikke er godt) eller klichéen (som når journaliststanden skildres som evigt kaffedrikkende, lettere alkoholiseret og anløben). Og det kan måske virke pernittengryn at påpege det, men den manglende variation og præcision i sproget svækker tekstens troværdighed, og man bliver hevet ud af sin læsning, når pengene ikke passer som for eksempel her: ”Og de så den sammen, Jesper og Trine, i sofaen, med kold hvidvin i glassene og peanuts i en lille skål. Håndfuld efter håndfuld havde hun skovlet i gabet.” Men hvordan kan man skovle håndfuld efter håndfuld i gabet fra en lille skål? Og hvordan kan man holde vejret og grine samtidig, som en af personerne også gør?

Den slags er der alt for meget af i ’Vinderen’, og plottet er desværre ikke stærkt nok til, at man læser hen over det. Og det er ærgerligt, for romanen stiller en række relevante spørgsmål som for eksempel, om man kan stole på et billede i dagens medieverden – om det er muligt at skelne mellem virkelighed og manipulation – og om mediernes rolle, om etik og moral, når det gælder sensationelle historier som her om den store gevinst. Men som sagt lader udførelsen en del tilbage at ønske.

Anmelder: Lotte Kirkeby, forfatter og freelancejournalist