Fotografen Frank Sebastian Hansens fotobog om værtshuset McKluud i Istedgade på Vesterbro i København fik mig straks til at tænke på fotografen Anders Petersens stemningsfyldte sort-hvide fotobog om Cafe Lehmitz i Hamburg 1968. Og det må siges at være en cadeau til Frank Sebastians bog "McKluud".Bogen, der er en ren fotobog uden tekst, viser en række portrætter af det meget blandede klientel, der kom og kommer på Istedgades "ægte gule negl", McKluud, og drikker Øl med stort Ø.
Forfatter Synnøve Søe, drukmåse med helt sikkert gule tænder, lækre piger i pels og smarte fyre med rockabilly-hår er dem fotografen Frank Sebastian Hansen smukt har indfanget med sit kamera.
Frank Sebastian har valgt at lave alle fotos i sort-hvid. Og de er MEGET sort-hvide. Man er ikke i tvivl om, at blandt andet fotografen Morten Bo fra Fatamorgana, Danmarks Fotografiske Billedkunstskole, har været til inspiration her. Fedt!
Jeg savner måske lidt mere kontinuitet i portrætterne. Havde man fotograferet 'gæsterne' mere ens, revet 4 minutter ud af deres bytur, men stadig i deres berusede tilstand, stillet dem ens, var bogen måske blevet endnu stærkere. Omvendt er vi på et Western-værtshus, og det skal være vidde og råhed, som er lovmæssigheden.
Med sine 84 sider, kommer man nemt til at føle, at det er et katalog til en udstilling, man har i hånden, men det er der jo heller ikke noget galt i. Jeg ville bare rigtig gerne have set den udstilling, der sikkert har været i forbindelse med bogudgivelsen.
Alt i alt, en rigtig fin, lille, rå sort-hvid fotobog, som den produktive fotograf Frank Sebastian har skruet sammen.
"McKluud"
Forlaget Space Poetry
84 sider, 150 kroner
JON NORDSTRØM
Fotograf
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.