Lasse Ellegaard indtager i sin bog om det "forrykte forår" den velkendte rolle som kritisk korrespondent, der har set det hele og leverer nådesløs kritik af alt og alle.

ANMELDELSE. Bogen lever i kraft af Ellegaards gode fornemmelse for, hvad der rører sig i mellemøstlig politik. I bogen tager Ellegaard læseren med til en række møder med de kilder, han gennem sin tid som korrespondent har opdyrket i regionen og navnlig i Libanon. Generelt mestrer Ellegaard redaktørens evne til at skære helt ind til benet. Ellegaard er især god i sine veloplagte analyser af de økonomiske drivkræfter bag de tre revolter i Tunesien, Egypten og Syrien. Jeg er bestemt ikke enig i alt, hvad Ellegaard skriver. Navnlig finder jeg det problematisk, at han insinuerer, at alle former for politisk islam, fra Det muslimske Broderskab til salafi'erne, in the end vil det samme – noget med sharia. Det er efter min mening lige så forsimplet, som at danske socialdemokrater vil det samme som Moskva-kommunister – noget med folket. Men bogen rummer ikke desto mindre en række interessante dialoger og møder. Og så er Ellegaard en fabelagtigt underholdende skribent. Som mangeårig fan af Dylans sarkastiske poesi sætter jeg pris på Ellegaards ironiske form, hvor (næsten) ingen skånes. Jeg synes, det er både frækt, hylende morsomt og også lidt usmageligt, når han med navns nævnelse udstiller sine interviewpersoners kiksede fremtoning, naive udsyn og løgnagtige tale.
Men Ellegaards sarkasme trætter mig også i takt med, at fortællingen skrider frem. Hvornår må vi grine af Ellegaard? Og hvad mener han selv, nu hvor vi har fattet, at de andre er naive, latterlige og forløjne? Det får vi alt for få svar på. Jovist, bogen rummer et gennemgående marxistisk-analytisk argument om, at det er korruption og økonomisk skævfordeling, der udgør "den virkelige" årsag til revolterne. Og jo, bogen har en gennemgående (for øvrigt berettiget) kritik af det neo-fascistoide jødehad, der præger arabisk populisme. Men postulatet om, at arabisk politik generelt er noget "forrykt" noget, og at revolterne for øvrigt ikke har forandret ret meget af den galskab, der ifølge Ellegaard i årtier har kendetegnet arabisk politik, er ganske enkelt for tyndt. Der mangler en tese eller en sammenhængende analyse, der på tværs af aktører og steder forsøger at udpege, hvad der er forandret, og hvad der forbliver det samme før og efter "foråret". Selv ikke det indledende "problem", som Ellegaard konciperer i samråd med en gruppe ældre danske journalister, "er der nu også tale om revolutioner?", behandles ordentligt: Ud over at det aldrig defineres, hvad Ellegaard mener med "revolution", efterlades problemstillingen slet og ret i første kapitel for aldrig sidenhen at blive taget op. Det giver et indtryk af redaktionelt sjusk, og bogen afsluttes uforløst med en passus, hvor en arabisk kilde forklarer, at det ikke kan forventes, at en udenlandsk korrespondent skal forstå, hvad de arabiske revolter er for noget, når nu araberne selv har så svært ved at forstå det. Lidt for letkøbt.

Det forrykte forår, revolterne i den arabiske verden
Lasse Ellegaard
Informations Forlag
217 sider, 249 kroner

Rasmus Alenius Boserup er ph.d., forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier