search

Den håndskrevne

Bog: Forfatter: Forlag:

Politiken 2.0 gør den tidligere chefredaktør på DAGEN, Kresten Schultz Jørgensen, glad. Men behøver journalisterne skrive længere end forbillederne på International Herald Tribune?

Anmeldelse. Journalistens redaktør har bedt mig anmelde Den nye Politiken, angiveligt fordi avisen i forbløffende grad ligner det Dagbladet DAGEN, der som bekendt skvattede over sine egne ben for godt fire år siden.

Også af den grund gør jeg det gerne; chancen kommer måske aldrig tilbage. Til gengæld insisterer jeg på – i overensstemmelse med kriterierne for godt anmelderi – at lægge mine præmisser frem på forhånd. Anmelderens motiver bør være kendte på forhånd.

Jeg har – ud over den gamle medarbejders ret betingelsesløse sympati for Politiken og dens medarbejdere – én væsentlig præmis: At jeg ord til andet er enig i den analyse, der ligger bag avisens omlægning. Kendt stof, kan man sige, men ikke desto mindre et væsentligt udgangspunkt: At kvalitetsaviserne skal have større værdi for læserne end i dag for at kunne udfylde den samfundsrolle, der jo hele tiden har været meningen med dem, men som i nogle årtier blev glemt i en bemærkelsesværdig énøjet jagt på "nyheder".

Eftertankens rolle. For læserne skal avisen være centrum for den fremragende skrivning, det vil sige historiefortællingen, poesien, litteraturen. Avisen skal være en æstetisk, typografisk nydelse. Og den skal være bærer af en identitet, der rummer både personlighed og stolthed.

Jeg kender naturligvis ikke i detaljer masterplanen på Politiken, men fornemmer visionen – det vil sige respekten for den dramaturgi, der nu engang muliggøres af avisen som skriftmedie.

Visionen tiltaler mig som læser, fordi jeg i årevis har været forbløffet over at se selv såkaldte kvalitetsaviser konkurrere på et nyhedsbegreb, man roligt kan lade de elektroniske medier om at eje. Den tiltaler mig også som frivilligt pensioneret bladmand, ikke fordi visionen er korrekt for alle aviser og alle læsere, men fordi den i høj grad er det for en avis med Politikens organisationskultur, verdenssyn og læserkreds.

Bemærkning nr. 1. er derfor spørgsmålet: What took you so long?

Bemærkning nr. 2. er konstateringen af, at øvelsen i vid udstrækning ser ud til at kunne lykkes. Ønskemåden er ikke valgt tilfældigt al den stund, at næppe nogen avis finder sin charme og sin identitet efter få ugers udgivelse – heller ikke Politiken 2.0.

Produktet indeholder i sin nuværende form løfterige ansatser, spændende initiativer og fremragende læsning. Men der er også en mangel på ynde, som man ikke kan planlægge sig ud af (som man sidst af alt kan planlægge sig ud af …), fordi det lille svirp med halen og flueklatten i hjørnet netop ikke opstår på et lederseminar, men snarere hen ad vejen, sent om aftenen i redaktionssekretariatet, ved et uheld og en kortslutning og tolv bajere og noget så gammeldags som hårdt arbejde dag efter dag efter dag.

På Dagbladet DAGEN fandt vi af gode grunde aldrig den ynde, tror jeg, selv om ansatserne var til stede. Politiken bør tage sig masser af tid til hele tiden at justere sagerne – herunder med den intuition, som passer langt bedre til aviser end selv nok så mange markedsanalyser.

Med et eksempel, der kan synes diminutivt, men som har symbolets betydning – og lidt til: Politikens hæderkronede Dag Til Dag, som chefredaktionen efter en herostratisk kortslutning aflivede i Politiken 1.0, men som efter en helt forudsigelig læserstorm nu er genopstået i en lidt forkølet studenterudgave, der vidner om, at man har sat nogen til at konceptudvikle det, der netop ikke kan konceptudvikles. Petitstoffet.

Petitstof skal skrives af folk, der forstår den slags – og underligt nok er netop denne genre omtrent forsvundet fra Politiken 2.0. Petitstof? Jeg nævner genren, fordi den aldrig rigtigt har haft redaktionsledelsernes ideologiske bevågenhed, men ikke desto mindre er den genre, der ofte giver enhver avis charme og identitet.

Petitstof er væsentligt, fordi man som læser netop her er i dialog med sin avis; man vandrer rundt på stier, som ingen kender; man har sine vignetter og sine bylines, og netop dét ordner typisk morgenen langt mere effektivt end lange ender fra Tjetjenien.

Men nok om petitstof; jeg skamrider eksemplet, fordi det faktisk er symptomatisk for den øvelse mod en håndskreven avis, som Politiken indlysende har begivet sig ud på. Noget lykkes temmelig godt, andet ikke endnu.

Bemærkning nr. 3. handler om det, der lykkes helt fremragende. Håndteringen af så avanceret en journalistisk genre som den moderne nyhedsfeature.

Jeg ved ikke, hvad redaktionen selv kalder sagen, men formen er ret klar: En sanseligt eller dynamisk fortalt nyhedshistorie, der giver blanke fanden i den omvendte nyhedstrekant, og som på alle stofområder tør fortælle historien i nyheden.

Set før, javist, herunder ikke mindst i angelsaksiske kvalitetsaviser – og vel også i for eksempel Weekendavisen, hvor genren dog ganske ofte er synonym med analytisk funderede énkildehistorier.

I en omnibusavis som Politiken er det godt gået at satse noget nær hele butikken på en genre, der står og falder med både journalisternes skrivetalent og redaktionssekretærernes redigeringsmod. Jo, du skriver sørme godt, kammerat – men læserne har sådan set krav på flere kilder, mere afstand og færre ord, tak.

På Politiken lykkes tingene, synes jeg, et meget langt stykke ad vejen. For at være konkret: Dusinvis af journalister skriver ganske enkelt fremragende og har tilsyneladende fået ny luft med det nye format. Har man haft grundige coachingforløb? Har man lavet manualer, der beskriver genrens karakteristika?

Jeg ved det ikke. Kan blot som læser registrere, at der her skrives usædvanligt godt, selv efter internationale alen. Jeg skal vige tilbage fra at anmelde enkeltnavne, men hæfter mig i en snæver sammenhæng ved, at også erfarne koryfæer som Ellegaard, Seidelin og Wivel sjældent har set bedre ud.

For langt? Arh ja, hvis vi skal fluekneppe selv marginalerne. For mange ender er på 1.000 ord eller flere, og dét hører ingen steder hjemme. Vær narrativ og dramaturgisk, please – men ærligt talt: Tre historier på en forside er én for lidt, ligesom varianten med 2 x 1.200 ord under et nyhedsbånd hurtigt bruges op, når der heller ikke hverken er petitstof eller markører i den samlede 1. sektion.

Så dér var den igen: Petitstof, flueklatter, charme. Og lidt kortere ender tak. Når International Herald Tribune kan med 800 ord, ja så kan Rådhuspladsen vel også?

Andre spredte bemærkninger – i fri flugt:

Korrekt at bevare formatet. I en verden af begrænsede produktfordele opgiver man ikke dem, man nu engang har.

Kanon med en leder på forsiden, og så er den signeret; ville personligt sætte den i halvfed (eller er den dét allerede? Så er der vist problemer med trykkeriet).

Øh, hvor er tegningerne og vignetterne? Det er indlysende, at Politiken er mere end almindeligt velfunderet på fotosiden, men alligevel: Hvem dælen har sagt, at frihåndstegninger tilhørte fortiden? Stor fejl.

Opinionssiderne findes rent visuelt vel ikke bedre på denne side af Den engelske Kanal. Som gammel debatredaktør er jeg håbløst sentimental, men alligevel: Højt niveau, flot udstyr, mange bidrag – og så den klassiske skønhedsplet, som man åbenbart bliver nødt til at elske: At Politiken efterhånden har opfundet sin helt egen version af Habermas' ubalancerede offentlighed. Falankser af bekymrede kulturfolk med et stænk af Lomborg på stadigt mere skinger autopilot. Så kan vi være både venstreorienterede og rummelige. Helt ærligt …

Kritik-stoffet? Højt niveau, flot udstyr. Undertegnede var i en kort periode, også i embeds medfør, bekymret for, om Politiken ville lave den samme bizarre fejl som Dagbladet DAGEN i dens konceptfase: At eliminere den vidende, autoritative kritik. I Politiken 2.0 står kritikken tilsyneladende stærkere end nogensinde – hvilket er gode nyheder både for læserne og for det kulturliv, der faktisk har brug for en modvægt til den pr-journalistik, der jo fylder mere i alle medier.

Hvilket opbruger min plads. Jeg er imponeret af det strategiske og redaktionelle arbejde, der indiskutabelt præger produktet. Jeg er glad, som læser. Og ret fortrøstningsfuld som marketingmand: Mon ikke kvalitet har en fremtid?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen