Bog: Den blå digters kone
Forfatter: Lone Theils.  
Forlag: Lindhardt og Ringhof (298 sider, 249,95 kroner)

Anmelder: Lotte Kirkeby Hansen, freelancejournalist og forfatter

Journalister skriver krimier som aldrig før, og nogle gør det bedre end andre. Lone Theils hører til de første. Hun debuterede i 2015 med krimien ’Pigerne på Englandsbåden’, der hurtigt fandt læsere hjemme såvel som ude (solgt til 14 lande), og hun kommer da også ganske sikkert i land med andet bind om London-korrespondenten Nora Sand. 

Det er en yderst aktuel problematik, som Lone Theils tager under behandling i ’Den blå digters kone’, nemlig den aktuelle flygtningesituation. Den iranske digter og systemkritiker Manash Ishmail er under en flugt fra styret i Iran kommet væk fra sin kone Amina. Han sidder på et center på Sjælland, afskåret fra kontakt med omverdenen, og hans kone er pist væk. Og derfor beder han Nora Sand, journalist på magasinet Globalt, om hjælp: Han giver hende et solointerview, hvis hun finder hans kone. Og så går den vilde jagt, der fører Nora ind i miljøer i London, som hun ikke anede fandtes, og hvor illegale flygtninge bliver budt betingelser, som end ikke en journalist med en ellers livlig fantasi ville kunne forestille sig. Og ikke nok med det: Der er også knas i privaten, hvor Andreas, den genopstandne gymnasieflirt, viser sig at have unfinished business med Birgitte Betjent hjemme i København … 

Man er gedigent underholdt i selskab med Nora Sand, når man først har slugt de usandsynligheds-kameler, som genren serverer uden at blinke. Lone Theils forstår at dosere sin viden, så i hvert fald undertegnede hele tiden var flere skridt efter hovedpersonen og ikke havde luret den før til sidst. Og når den spændingsmaskine kører så effektivt som her, så æder man, at også denne krimi er skåret over en læst, som vi efterhånden kender til hudløshed, ikke mindst fra de svenske krimier: En kvindelig (journalist-) heltinde har problemer på hjemmefronten, ofte på grund af en work-life-balance med slagside, og hun er sygeligt optaget af sit arbejde, der (igen og igen) tager en uheldig og ikke helt ufarlig drejning. 

Men Lone Theils er strammere redigeret og sprogligt stærkere end mange af sine krimikolleger (selv om der af og til går trivi i den – ”Stilheden lagde sig mellem dem som et hav, mens de stod der som to små øer af ulykkelighed. Pludselig hver for sig.”), plottet holder, og miljøerne lever, ikke mindst i kraft af stærke birolle-indehavere, som for eksempel den excentriske tidligere mellemøstkorrespondent Esther og Noras bror, den lettere autistiske David. Så hvis man sidder og tjekker Facebook, mens man ringer sine historier hjem og drømmer om et journalist-liv med lidt mere ramasjang, kan man roligt futte ned og købe ’Den blå digters kone’.