Bog: Andre folks børn
Forfatter: Katja Vesselbo Døssing 
Forlag: People’sPress (276 sider, 249,95 kroner)

Anmelder: Lotte Kirkeby Hansen, freelancejournalist og forfatter

En effektiv skabelon for en spændingsroman er at lade et menneske forsvinde. Det må gerne være i første kapitel, og det må gerne være en, der står hovedpersonen nær. Men det skal helst ikke være en, der efterlader sig særlig mange spor. Men dog nok til at blive fundet. Levende eller død. Det kommer sig ikke så nøje. 

I Katja Vesselbo Døssings debut ’Andre folks børn’ er det en dreng, der forsvinder. Han hedder Mathias, er seksten år og af indisk oprindelse, adopteret af toppolitikeren Eva Quist og hendes flegmatiske baglandsmand Henrik. Og en ulykke kommer som bekendt sjældent alene: Evas private problemer garneres nemlig med professionelle, da hendes parti, Liberale Demokrater, bliver ramt af en række skandalesager. Og samtidig begynder Eva Quist at modtage trusselsbreve, hvilket gør hendes sekretær, Rebecca, nysgerrig, og sammen med sin journalistsøster, Molly, begynder hun at grave i sin chefs fortid.

Katja Vesselbo Døssing har arbejdet som journalist og står bag en række dokumentarer om blandt andet adoption. Hun har været ansat på Christiansborg hos Venstre, hvor hun formodes, hvis man skal tro hendes efternavn, også at have andet end professionelle forbindelser. Man mærker tydeligt, at hun er skarp på både adoption og politik, og det er og bliver underholdende at få indblik i de magtkampe og studehandler, der finder sted på Borgen. Men det er også et stort og komplekst stof at jonglere. Og det virker, som om forfatteren har haft brug for at opsummere for sig selv, og for læseren, der således bliver præsenteret for gentagelser og bogstaveringer af pointer, der i værste fald fungerer som plot-spoilere og rejser det gode spørgsmål: Hvordan (dælen) doserer man suspense? 

Hvordan ved man, om man har afsløret for meget? Eller om man har fortalt for lidt? 

Det kan sagtens være en smagssag, og vurderingen kan således variere fra læser til læser, men Katja Vesselbo Døssing kunne efter denne læsers mening godt have arbejdet mere med sin show-tell-balance. Der fortælles helt enormt meget, ikke mindst fordi hovedparten af handlingen ligger i replikkerne, hvilket skaber en lidt hektisk stemning, der samtidig er tung, fordi dialogerne bliver lange og dermed ikke altid lige mundrette. Og man kommer til at savne mere show, der måske også kunne have været med til at skabe flere nuancer hos karaktererne, der er meget flittige til at udlægge teksten og tale fremfor at agere. 

Men der er stof, viden og engagement for alle pengene i ’Andre folks børn’, der underholder og rejser en række interessante spørgsmål, om end man sagtens kunne have syslet lidt mere med stil såvel som struktur.