ANMELDELSE. En af Danmarks store dokumentarister, nu afdøde Sten Baadsgaard, sammenlignede indimellem journalister med får. Når førerfåret går over på en anden mark og græsser, følger alle de andre får efter.

Der er flere eksempler på følgagtighed i journalistikken. Et af de mere grelle er plejehjemssagen fra slutningen af 1990’erne, hvor en københavnsk plejehjemsassistent var mistænkt for at have slået en række plejehjemsbeboere ihjel. Ifølge stadslægen og politiet var der tale om ”særdeles aktiv dødshjælp”. 

Det var der ingen eller i hvert fald ret få journalister, der satte spørgsmålstegn ved. Tværtimod fik den hele armen med overskrifter som ”en galning har frit spil” og ”hun styrede dødsgangen med hård hånd”. 

De mange dødsfald på en enkelt afdeling viste sig at være en statistisk tilfældighed. Sagen mod plejehjemsassistenten blev frafaldet. Hun fik en stor erstatning af staten og af Ekstra Bladet, som havde givet vinklen dobbeltskrue.

I en ny bog ’Forelsket i vinklen’ fra forlaget Ajour, skrevet af journalisterne Malene Bjerre og Mikkel Hvid, bliver journalistik, hvor journalister ubevidst taber hovedet og blindt følger en vinkel – det være sig andres eller ens egen – kaldt for fikseringsfejl.

Fejlene opstår, når journalister forelsker sig i en vinkel eller har en bias, der gør dem blinde for andre vinkler. I bogen er der nævnt en række eksempler, hvor journalister fortæller om deres ”fikseringsfejl”. Blandt andet en journalist fra Information, der skrev en artikel med overskriften ”Somalisk skole priser omskæring”, fordi det ifølge journalisten var åbenlyst, at skolen godkendte omskæring. Det var det ikke. Skolen klagede til Pressenævnet. Journalisten tabte sagen, og Information måtte bringe en berigtigelse.Bogen opremser fire trin (på DMJX’s hjemmeside opremser de fem??) til at forebygge eventuelle fikseringsfejl. 1. Led efter tegn på, at du er fikseret, 2. Find din analytisk-kritiske journalist frem, 3. Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel, 4. Brug dit gode, journalistiske håndværk.

Bortset fra disse fire råd – hvor banale de end måtte lyde – er bogen efter min mening overflødig og selv udtryk for ”fikseringsfejl” for nu at bruge forfatternes eget begrebsapparat. Jeg er for eksempel ikke så sikker på, at den amerikansk-israelske psykolog Daniel Kahneman, som har inspireret forfatterne til at skrive bogen, helt kan genkende udlægningen af ”kognitiv bias” som en undskyldning for dårlig journalistik, som jeg lidt føler det er, eller at stave journalisten Trine Villemanns navn forkert.  

”Det er altså med fikseringsfejl som med vinden: … Vi tror på, at de er der, fordi de sætter sig spor i det journalistiske håndværk,” skriver forfatterne.

Og kunne jeg tilføje – i resten af samfundet. Politiet er styret af bias, når de anholder en tatoveret mand, fordi de troede, han var rocker, eller beskylder en plejehjemsassistent for massemord, fordi en række ældre beboere vælger at dø på hendes vagter.

Hvis man vil vide noget om kognitiv bias, vil jeg anbefale, at man køber den ægte vare og investerer i Daniel Kahnemans: ’At tænke – hurtigt og langsomt’. Og så vil jeg opfordre forlaget Ajour til at udgive en journalistisk lærebog med konkrete anvisninger i, hvordan man laver god journalistik. Indtil da er man bedre rustet til at undgå fikseringsfejl ved at investere i gode, gennemarbejdede bøger som Thomas Buch-Andersen og Mads Bøgh Johansens: ’Fup, fejl og fordrejninger’ og Peter Øvig Knudsens: ’Nakkeskuddet’. 

Forelsket i vinklen. Om fikseringsfejl hos journalister
Malene Bjerre og Mikkel Hvid
Ajour
107 sider, 188 kroner

Anne Lea Landsted er journalist og journalistisk lektor