ANMELDELSE. Hvad får Hammad, Amir, Lukas, Kenneth og andre danske unge til at drage i hellig krig hos Islamisk Stat i Syrien? Det er en spændende historie, og den forsøger Politiken-journalist Jakob Sheikh at folde ud og finde svar på i sin nye bog, Danmarks Børn i Hellig Krig.
Jeg er selv stor fan af Jakob Sheikh – især hans historie i Politiken om barndomsvennen Amir, der blev hellig kriger, mens han selv kom på gymnasium og senere fik uddannelse og job, gjorde indtryk. Der var tale om journalistik i topklasse.
De gode journalistiske gener fornægter sig da heller ikke i ’Danmarks Børn i Hellig krig’. Forfatteren har gennemført hundredvis af interviews, læst adskillige dokumenter og haft en unik adgang til et lukket miljø.
I bogen får vi indblik i, hvordan rekrutteringen er organiseret og spundet sammen i et spind, der trækker tråde langt tilbage til tidligere terrorsager blandt andet boghandleren fra Brønshøj. Pludselig giver det hele lidt mere mening – skræmmende mening. Ikke mindst, fordi PET tilsyneladende hele tiden har vidst, hvad der foregik. På det punkt er bogen glimrende i al sin gru.
Problemet er, at den vil for meget, og hermed ender med at blive lidt for overfladisk nogle steder. Der er som sagt ingen tvivl om, at forfatteren kan sit kram og ved, hvad han taler om. Som han selv siger. Det kunne lige så godt være ham selv, der var endt som hovedperson i historien. Men bogen kunne med fordel været skåret ned og skåret til, så historierne om de danske unge, som er de mest interessante, kom til at stå stærkere. Nu drukner de lidt i for mange udenoms oplysninger.
Det enorme persongalleri får historierne til at flimre. På side 222 – altså næsten halvt inde i den over 500 sider lange bog – dukker tvillingesøstrene Salma og Zahra pludselig op for en kort bemærkning. De er fra Hasle ved Aarhus, men bor nu i Manchester. Og det er alt, hvad vi får at vide her midt i bogen. Først halvanden hundrede sider senere får vi forklaringen. De rejste til Syrien for at blive gift ind i Islamisk Stat. Moderen rejser efter for at få dem med hjem igen, men missionen mislykkes. Hvis de er vigtige for historien, hvorfor bliver de så ikke præsenteret langt senere?
Præmissen om, at det er helt almindelige danske børn, der bliver krigere, holder heller ikke helt. I hvert fald ikke, hvis man ser på hovedpersonerne i bogen. De har alle solide problemer i bagagen.
Hammad havde en hård opvækst i Pakistan og senere svært ved at falde til i Danmark. Amir kom på kant med familien, men fandt fællesskab i moskeen. Kenneth havde en diagnose og det meste af sit liv været kastebold i systemet.
PET’s rolle er interessant, så interessant, at det næsten kunne bære en bog alene. Personkredsen omkring Syriens krigerne er forholdsvis begrænset, mange af dem har været involveret i tidligere sager, de fleste er overvåget. Hvorfor bliver der så ikke grebet ind?
Efterretningstjenesten havde kendskab til mindst 45 personer, der var rejst til Syrien for at kæmpe. ”Og selv om et ophold i et konfliktområde som Syrien ikke nødvendigvis gjorde folk til terrorister efterfølgende, kunne det ifølge efterretningstjenesten ”have et væsentligt radikaliserende potentiale – hærdning – som kan øge sandsynligheden for, at man er rede til at udføre en terrorhandling”.
Hvorfor er der ingen tager hånd om de rodløse unge og får dem til at føle sig som en del af fællesskabet, så de selv kan sige fra? Alene af den grund burde bogen være pensum på Christiansborg.
Der er en del småfejl, som burde have været fanget i korrekturen. Fx ”udseeende” på side 53, ”bevægensen” på side 31 og ”initialerne for nationale luftfartsselskab” – det mangler et ”det” på side 107.
Man kan også diskutere, om det er vigtigt at få forklaret de mange morbide udlægninger af det pakistanske luftfartsselskabs initialer PIA – ”Please Inform Allah” eller ”Panic In Air”, eller at selskabet ofte er forsinket eller er involveret i ulykker, hvis det ikke har nogen som helst betydning for historien.
Det fjerner dog ikke indtrykket af et godt og solidt journalistisk benarbejde.
Bog: Danmarks børn i hellig krig
Forfatter: Jakob Sheikh
Forlag: Lindhardt og Ringhof
576 sider, 299 kroner
Anne Lea Landsted er journalist og journalistisk lektor
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.