ANMELDELSE. Nå. Indledningsvis vil jeg lige tone ren røv at trutte i, som min salig (?) mormor altid sagde. Det er ingen hemmelighed, at jeg er medlem af den gruppe, som har efterlyst et intelligent dameblad. Det er heller ingen hemmelighed, at jeg hører til den mere kommercielle del af fraktionen, som synes, at både mode, makeup og annoncer er helt fint, og at det er herreligegyldigt, så at sige, om det er kvinder eller mænd, der står bag og er i fokus i artiklerne. Magasinet skal bare ikke tale ned til mig.

Derfor er jeg mere end en anelse ærgerlig over at konstatere, at det er præcis det, som Damernes Magazine gør. Ikke ved at give mig mere af alt det, jeg i forvejen har fået nok af i de gængse dameblade: Kvinden som privatperson, hvor alt går op i smuk bolig, smukt ydre, smukt indre, smukke ferier, kvinden som familiens smukke centrum og så videre og så videre.

Men ved konstant at være gennemsyret af, at ”så svært kan det for helvede ikke være at skrue et magasin sammen”. Jo, det kan det tydeligvis. For opgaven er ikke løst.

”Vi gjorde det!” trompeterer chefredaktør Rasmus Bruun med høj cigarføring og udråbstegn på bladets første redaktionelle sider. Undskyld, men hvad er det lige, I gjorde? Satte en flok artikler og ideer og løse indslag sammen til … hvad?

Jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvad Damernes Magazine er. Men godt er det ikke. Ikke engang som gimmick. Dertil er det samlede resultat for sjusket og for uinspireret og bærer alt for meget præg af at være en éngangsforestilling. Der er ingen synlig redaktionel linje at følge for eventuelle vovehalse, der vil tage udfordringen om at føre bladet videre op.

Jeg forstår sådan set godt Bruun & Cos tankegang. Jeg bliver også træt af de evindelige diskussioner i for eksempel Facebook-gruppen Intelligent Dameblad, hvor jeg selv er med. Vi er ikke enige om så meget andet end, at det eksisterende udbud trænger til et modspil. Resten går ikke sjældent op i debatter om, hvorvidt makeup-reklamer er nedgørende over for kvinden, om udgangspunktet skal være feministisk og så videre.

Derfor er det forfriskende, at et par herrer skærer igennem og siger ”se nu her – bare gør det!” Hurra for den tankegang. Men desværre får de altså demonstreret, at det netop ER svært. Bladet stritter i alle retninger, og det er uklart, om det er tænkt som andet end satire og et forsøg på at skrive grim typografi på sider nok til at kalde det et magasin.

Hvorfor skal jeg læse Mads Holger? Eller Sørine Gotfredsen? Mads Holger bliver sat til at satirisere over alle de ting, han har fortrudt. Sørine Gotfredsen om kvindefodbold. De har masser af spalteplads andre steder til daglig, og deres skriverier i Damernes Magazine føles sært uvedkommende. De ender her med middelmådige betragtninger i stedet for at provokere, som begge er i stand til, når de er skarpest. Provokationer kunne der ellers godt være brug for i damebladenes velvære-verden af mindfullness, yoga og feng shui.

Og en kronologisk gennemgang af sommerens begivenheder i Istanbul tilsat en banal konklusion om, at ”Mismodets sommer kan udvikle sig i mange retninger”, bliver altså ikke en politisk analyse af, at den får det stempel i magasinet. Ærgerligt, for en godt vinklet og velskrevet analyse kunne ellers netop være den type historie, som vi er mange, der gerne ville læse.

Samme problem med uforløst potentiale dukker op i tilfældet Asger Aamund, hvor journalisten faktisk spørger manden om hans rolle i Bavarian Nordic trods en rubrik, der mere lyder som noget fra en poesibog: ”Mænd vi kan lide”. Det kunne være blevet rigtig godt, men ender bare med to ukritiske spørgsmål, som ikke perspektiverer noget som helst og ikke forsøger at forklare læserne, hvad pokker det egentlig handler om. Det er mig en kende uforståeligt, hvordan man kan fucke kombinationen Asger Aamund + penge + magt + kræft + kopper + bestyrelsesarbejde op, men det lykkes.

Få steder i magasinet kommer jeg under overfladen på noget som helst. Sproget er ofte slapt, redigeringen tilsyneladende ikke-eksisterende, der har tydeligvis ikke været penge til det gode fotografi, og nerven er fraværende. Bladet er mere smart-ass end smart.

Er der slet ikke noget godt? Jo. Kurt Thyboes rablende hyldest til kvinder er for eksempel bestemt værd at give sig i kast med trods magasinets grafiske udtryk, som med sine hyppigt manglende afsnit og mellemrubrikker og fotos gør sit bedste for at holde læserne væk.

Vulkanekspert Henning Andersen beskriver truslen fra den store vulkan Katla i magasinets tema om Island, og for en naturvidenskabssmølf som undertegnede er det spændende, selv om han er en bedre fortæller end skribent. Og mens vi er ved Island, så er interviewet ”Den folkevalgte cyberpoet” med piratpolitiker Birgitta Jónsdóttir fra det islandske Alting ægte interessant.

Jacob Hallgrens ”Pigen i poolen” har flere rigtig gode momenter, men trænger som meget andet til en omgang redigering og kærligt journalistisk modspil. Til gengæld er det forfriskende i både denne artikel og andre, at kønslivet behandles ganske ubornert og ligetil. En pik er en pik i Damernes Magazine.

Men alt i alt er hovedindtrykket altså en omgang tilfældige artikler, som redaktørerne har skaffet hjem i en slags sammenskudsgilde. Som samlet journalistisk produkt dumper Damernes Magazine.

Hvis det ikke havde været for billedet af en Rasmus Bruun med en forholdsvis fallisk udgave af et tobaksprodukt i munden på side 4, ville jeg have konkluderet med et close, but no cigar. Men ved nærmere eftertanke er den rette konklusion nok også et cigar, but not even close.

Susanne Sayers er nyhedsredaktør på Børsen