Ingen kender DAGEN.
Af Mads Brügger og Nikolaj Thomassen
People's Press.
226 sider, 199 kroner

"Ingen kender DAGEN" er en nødvendig bog. Det retoriske spørgsmål, om det er en tilstrækkelig bog, må blafre lidt endnu.

Foreløbig rækker det med konstateringen: At Mads Brügger og Nikolaj Thomassen rammer skiven med en beskrivelse af et forløb, der starter med magasin-yuppien Peter Lincks pompøse lancering af dagbladet DAGEN, og slutter med et ynkeligt harakiri på grund af hans manglende omtanke og ikke mindst erfaring.

Forfatterne var matroser på det gode skib DAGEN, og har samlet alt tilgængeligt materiale op undervejs på den katastrofale 40 dages jomfrufærd. Thomassen var endda den første ansatte journalist, så hans overvejelser om især Peter Lincks person er spændende – frem mod konkursen 13. december 2002.

Og det er ikke flatterende, hvad de to muldvarpe bringer til torvs. Peter Linck fremstår som en charlatan og en løgner, der dels ville tjene penge på sin ide om et specielt dagblad for kosmopolitiske danskere, dels booste sit ego ved at indtage pladsen i bladverdenen side om side med Tøger Seidenfaden og Joachim Malling.

Det første motiv er legitimt, men det sidste er noget af det mest skræmmende, man kan forestille sig. Ikke mindst fordi Lincks tour de force jo involverede godt hundrede ansatte, der i tillid til chefen kastede sig herkulisk ind i realiseringen af en drøm, og hvor Lincks motiv udsprang af et minimalt selvværd.

Den påstand er ikke lomme-filosofi. Når man har behov for at vise sit Rolex Daytona frem, når man vil have den dyreste mobiltelefon til 70.000 kroner i lommen, når man er mærkevare-snob ud i det groteske, og når man "vil smadre konkurrenterne" for at få personlig anerkendelse, så har man løst billet til hotellet med den omvendte, hvide jakke, kun personalet har lov til at knappe op.

Det interessante i Brüggers og Thomassens beskrivelse er, at de kører fra start hårdt på med karakteristikken af den "gale (Euro) mand", og hen ad vejen finder de ind til mennesket. De gør det omvendte med chefredaktør Kresten Schultz Jørgensen. Og de gør det bevidst. Kresten Schultz introduceres som en studentikos Bugsy Malone og en kæphøj Peter Pan, der fører sig frem som voksen, men tonen er kærlig. Chefredaktøren er avisens seriøse alibi, garanten for sober, nytænkende kvalitet. Men i løbet af bogen får vi et portræt af Schultz Jørgensen som en hul skal, der løj om sin viden og trak flere hæderkronede journalister over i Titanic se-kunder før kollisionen med isbjerget.
Proportionerne er ikke på plads – det ligner karaktermord. At Kresten Schultz burde have håndteret sit ansvar bedre i den skrøbelige aviskonstruktion, er hævet over enhver tvivl. Men at hans fejltagelser nærmer sig Lincks grandiose selvpromovering, er skudt helt ved siden af.

Især fordi forfatterne undlader at hudflette DAGENs bestyrelsesformand Peter Thrane-Grubert. Hvis man søsætter et projekt, der fra starten er underfinansieret med mindst 30 procent, og hvis man ikke gennemtrumfer nye partnere, der er villige til at lægge 20 millioner kroner for 40 procent af aktierne, så er man inkompetent.

Indvendingen gør imidlertid ikke "Ingen kender DAGEN" til en dårlig bog. Det er en velskrevet sag, og de faktuelle oplysninger fejler intet. Brik for brik lægges om den umoralske gambling, der formentlig var blevet en succes, hvis Joachim Mallings tilbud fra foråret 2002 om at deltage i projektet var blevet accepteret.

Men Peter Linck var for grådig, og det kostede ham godt 17 millioner kroner. Et minimalt selvværd kamoufleres ikke af selv den dyreste Armani-habit.

* Christian W. Larsen er freelancejournalist, tidl. sportsredaktør og tillidsmand på DAGEN