search

“Curveball”

Bog: Forfatter: Forlag:

Det var en troværdig tale, Colin Powell holdt i FN forud for krigen i Irak. Han overbeviste verden om, at Saddam Hussein havde biologiske våben. Vi blev bedraget!

Bob Drogins bog "Curveball" er spændende, ja, en sindsoprivende beskrivelse af, hvorledes dette bedrageri var muligt. Den afslører, hvor galt det kan gå, når efterretningstjenester kommer under politisk pres. Min hustru så måbende på mig, når jeg under læsningen `hoppede i stolen´ og råbte højt; "Det er løgn". Men det er det desværre ikke. Det er en velresearchet og veldokumenteret historie om den irakiske kemiingeniør Ahmed, der i 1999 ankommer til Tyskland og søger politisk asyl. Han får opholdstilladelse mod at love den tyske efterretningstjeneste, at han vil levere oplysninger om Husseins biologiske våben.
Indtil dette øjeblik er der tale om en traditionel hvervningsproces. Men den fik katastrofale følger. Den leverede casus belli til præsident Bush. Snit efter snit blotlægger Drogin katastrofen. Det er et ubehageligt billede, der tegnes af de store efterretningstjenesters indbyrdes forhold. Forbindelser der er præget af ondsindede nedvurderinger og gensidig fjendtlighed. Lad mig diplomatisk konstatere. Der er rig dokumentation for, at der ikke findes venner i efterretningsverdenen, kun samarbejdspartnere.
Bogens bedste del er beskrivelsen af den desperate efterforskning af Curveballs påstande. Da det viser sig at være en jagt på spøgelser, starter CIA det berømte, men ubehagelig spil, kaldet "The Blame Game".
Bogens lære bør trækkes frem på alle efterretningstjenesters grundkurser i agentføring. Den bør også være en løftet pegefinger til politikere, der blander sig i tjenesternes arbejde, samtidig med at de mener, at man bør have fuld tillid til efterretningstjenester. Reflekteret tillid er bedst for alle.

Af Hans Jørgen Bonnichsen, fhv. PET-chef, kriminalinspektør, terrorekspert

"Curveball – Spioner, løgne og svindleren, der blev årsag til krigen i Irak"
Af Bob Drogin
Jyllands-postens Forlag
368 sider, 269 kroner
Udkom 7. november

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen