ANMELDELSE. ”Død – just som de fleste af os havde glemt, at han nogensinde havde levet.”

Kan man skrive sådan i en nekrolog? Det kunne man, når man var Frejlif Olsen, chefredaktør for Ekstra Bladet fra dets første år i 1905 til hans egen død i 1936. Manden var et veritabelt festfyrværkeri af velsvungen kritik og giftigheder mod dette og hint, fjender og sågar venner. I dag taler man om ’løsgående missil’, når der to gange er røget en finke af fadet fra en politikers mund. Frejlif Olsen var et batteri i fortløbende eksplosion. Ingen kunne vide sig sikre. Og dog … nogle kunne vide sig sikre. Magtfulde Venstremænd som I.C. Christensen og P.A. Alberti kunne altid vide sig sikre på buksevand i tryksværte (”Det eneste mod, I.C. har, er modet til at bide hovedet af al skam”). Kirken var også et yndet offer. Det indledende citat var fra en nekrolog over biskoppen H.V. Sthyr. Og det var en anden biskop, Harald Ostenfeld, der fik buret Frejlif Olsen inde i fire måneder for at skrive, at Ostenfeld ”lyver når det passer ham”.

Åh ja, de gode gamle dage! 

Og det er gode gamle Gregers Dirckinck-Holmfeld, der i sin bog om Frejlif Olsen tager os med tilbage til journalistikkens guldalder. Dengang en søn af en teglbrænder i Kongens Lyngby kunne sende et par digte til Demokraten i Aarhus og blive ansat som 16-årig journalist uden anden uddannelse end landsbyskolen og et halvhjertet forsøg på Blågårds Seminarium. Dengang eftertidens store digtere og litterater befolkede avisredaktionerne, når de da ikke svirrede på Bernina, Kisten eller Rydbergs Kælder. Dengang trykte dagblade skød op som paddehatte på en fugtig efterårsdag.

Men hvad kan vi bruge dem til, de gode gamle dage – ud over at more os over Frejlif Olsens verbale amokløb?

Jo, når man i sit indre har klukket færdig, kan man for eksempel læne sig tilbage og filosofere en stund over journalistikkens væsen. Her er perioden og Frejlif Olsen især et interessant spejl at holde op. Fagligt set var det en kaotisk tid. Pressen blev måske nok forsøgt tugtet, men ikke af selvskabte regler og dogmer. Hvem siger for eksempel, at journalistik skal være objektiv? Det var der sgu ingen, der gjorde i 1905. Uddannelse var der ingen af, oplæringen var uformel. Journalistik var ikke et kald, det var et arbejde. Offentligheden var et tag selv-bord uden opdækning – alle kunne i princippet gøre indhug.

På denne åbne scene kom Frejlif Olsen til at udstikke en linje, som har været formende for Ekstra Bladet og kan fornemmes i avisens spalter selv i dag. Ikke mindst på side 2 – Slyngelstuen – hvor den satiriske pegen fingre af mere eller mindre uforvarende offentlige personer giver genklang af Frejlif Olsens pebrede pen.

Men stadig, et interview som dette lader sig vel næppe skrive i dag:

”Jeg gik op til kammersanger Herold i morges.
– Nej, siger han, det kan ikke nytte, De vil interviewe mig. Jeg siger ingenting.
Jeg svarede: – Hvem har bedt Dem om at sige noget? Det er mærkeligt med folk, der skal interviewes. De begynder straks at plapre løs om alt muligt. Prøv hellere, om De kan tie stille et minut eller to, så skal jeg nok få interviewet Dem.
Kammersangeren satte sig – med åben mund. Men der kom ikke en tone ud af ham, og det var ikke noget kønt syn. 
– Luk munden, sagde jeg, og lad os få begyndt.
– Altså vi begynder med, at De begiver Dem til Rådhuset …
Herefter følger en vidtløftig beretning om ankomsten til Rådhuset. Om koncerten kun: ”Selve koncerten springer jeg over. Der er ikke noget så idiotisk som koncertanmeldelser. Naturligvis gjorde De stormende lykke …” 
Herold afbryder et par gange og stønner: – Hvad er det dog for noget altsammen? Skal det i bladet?
– Ja, det skal selvfølgelig ikke i Kallebodstrand, svarede jeg. Efter omstændighederne er det blevet et meget pænt interview. Jeg er som journalist af den gammeldags skole, jeg sætter pris på en fylde af tørre kendsgerninger, solide oplysninger, nøjagtige data, og jeg må sige, at i alt væsentlig tilfredsstiller dette interview disse krav. Jeg takker dem.
Herold rejste sig og gik truende hen imod mig. Han hvæsede mellem sammenbidte tænder: – De kan være overbevist om, at det er sidste gang, jeg har talt med en journalist!
– Storartet, svarede jeg. Så skriver vi altså: ’Sidste interview med kammersanger Herold! Han lader sig aldrig mere interviewe! Læs!” 

Så vidt et interview med den fejrede tenor Vilhelm Herold, bragt 3. januar 1905.

Godt nok er det Frejlifs storebror Henrik Cavling – ja, den er god nok trods navneforskellen – som i dag huskes som fagets store landsfader. Men den uvorne lillebror fortjener mere opmærksomhed, end han hidtil har fået. Det gør Gregers Dirckinck-Holmfeld sit til at rette op på med en meget omfangsrig portrætbog. Om den skulle være længere eller kortere, er en smagssag – det er tilladt at holde pauser. Dirckinck-Holmfeld giver en fint balanceret fremstilling, der også i passende mængder forklarer om den skiftende politiske og kulturelle baggrund for Frejlif Olsens virke. Tak til Gregers. Tak til Frejlif. 

Frejlif – Ekstra Bladets utæmmelige redaktør
Gregers Dirckinck-Holmfeld
Ekstra Bladets Forlag
496 sider, 300 kroner

Lasse Højsgaard er freelancejournalist