Brugerstyret discountavis

Bog: Forfatter: Forlag:

Den borgerlige netavis 180Grader.dk foretog før jul en radikal ændring af sit format. Med redaktionens egen formulering har "brugerne magten på det nye 180Grader.dk". Alle, der registrerer sig som brugere, kan tilføje indhold – egne indlæg såvel som stof fra andre medier. "Redigeringen" sker ved, at brugerne kan stemme og herved op- eller nedgradere artiklerne, hvilket dels påvirker disses placering på siden, dels fremgår af en talværdi ud for hvert enkelt indlæg.
Flertallet af læsere ser ud til at have taget godt imod det ny koncept. Visuelt fremstår 180Grader.dk imidlertid sært primitivt og discountagtigt. Det anføres, at her er tale om en betaversion; men i skrivende stund har den været sitets officielle ansigt i fire måneder.
Selve arkitekturen er egentlig OK. Logoet står øverst, vinklet 90 grader (sic!) til venstre for en bannerannonce, der er sitets dominerende visuelle element. Herunder et todelt navigationsbånd, der stort set fungerer – dog bedst på pc – selvom det kan undre, at mouseover på ordet FORSIDE ændrer undermenuen, hvorimod der skal klikkes på topmenuens øvrige ord for at fremkalde nye underkategorier.
Artiklernes mangel på typografisk prioritering er hovedårsag til det amatøragtige præg. Bortset fra overskrift og stemmetal står al tekst med samme – store – størrelse, hvilket dels sætter kraftige begrænsninger for, hvor mange indlæg et skærmbillede kan rumme, dels sidestiller selve historiens indhold med perifer information, såsom hvornår indlægget blev tilføjet til kategorien "boblere". At dette er det eneste sted, hvor man KAN tilføje indhold, gør jo kun oplysningen endnu mere overflødig.
Den offensive måde, hvorpå redaktøren Ole Birk Olesen promoverer sig selv og sin netavis på i andre medier, harmonerer skidt med den aura af anonymitet og fordækt bagbutik, der præger selve sitet. Jeg erindrer aldrig før at have besøgt et nyhedsmedie, der ikke gav sin identitet til kende – om så blot i form af navnet på den ansvarlige udgiver. Man bliver nødt til at læse et antal af de publicerede indlæg, hvis man vil have indtryk af, hvad 180Grader.dk er for en størrelse. Denne oplevelse vil jeg ikke gå i detaljer med, blot konstatere, at sitet giver uhindret adgang til de samme bodegabranderter og småfascister, der i sin tid fik P1-Debat til at ændre format.
Også avisens ledere er unavngivne, men af Ole Birk Olesens profil fremgår det, at det er ham, der skriver dem.
Som på Twitter kan man "følge" udvalgte personer. Ole Birk Olsen "følger" man åbenbart helt automatisk, men forholdet kan bringes til ophør med et klik på hans profil. Derimod fremgår det intetsteds, hvad man kan gøre for at nedlægge sin egen 180Grader.dk-profil, hvis man skulle have fortrudt, at man oprettede den.
Funktionen "Bookmarklet" er en fin lille detalje, som fungerer upåklageligt; selv havde jeg ingen problemer med at tilføje artiklen "Bjergkøbing Grand Prix genopstår på DS" fra Ekstrabladet.dk. Den forblev dog bobler. Da jeg klikkede på afsenderen, fik jeg følgende info: "Ukendt: sidder i en stol (17 dage siden). Tidligere: hjemme (21 dage siden)". Det føltes ret spooky.

www.180Grader.dk er besøgt i perioden 25.1.-25.2.2010 med Firefox/Mac OSX samt Internet Explorer/Windows Vista.

Ole Munk er designkonsulent, grafisk formgiver og illustrator, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Han anmelder websites i Journalisten med fokus på arkitektur, design og funktionalitet.

0 Kommentarer