search

Bondens svanesang

Bog: Forfatter: Forlag:

Bog: Alting har en ende   

Forfatter: Michael Bundesen, fortalt til Kaare Sørensen

Forlag: People’sPress (350 sider, 300 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

”Nu er jeg blevet 70 – og synger på sidste vers,” lyder åbningslinjen i den over fyrre år gamle Shubidua-sang ’En rocksangers farvel’, som nu omsider er blevet aktuel for bandets mangeårige forsanger. Hvis nogen skulle have glemt det – en mand ved navn Michael Bundesen, eller bare ”Bonden”, som han blev kaldt i bandet. 

Med lidt over seks millioner solgte album er Shubidua det mest sælgende musiknavn nogensinde i Danmark; ja, mere end Kim Larsen og Gasolin tilsammen. En kendsgerning, Bonden da heller ikke undlader at lune sig lidt ved på sine ældre dage efter en hård rivalisering gasserne og shubberne imellem – med Larsen som arrogancen og spydigheden selv, da Bonden og co. tilbage i 70’erne var på vej op. 

Modsat gasserne var shubberne mere end spillemænd; her passede man både sine studier og karrierer i erhvervslivet. I Bondens tilfælde inkluderede det for eksempel en tjans som P3-vært og siden topboss på Danmarks første private tv-station, Kanal 2, der brød DR's monopol tilbage i 1984 – med en hr. Riskær som lidet tilbagetrukket bagmand. 

Men den kulørte, til tider dekodede, kanal (med erklæret inspiration fra Berlusconis Rai Due) fik ikke nogen let fart gennem luften. Ifølge Bonden, fordi Radio og tv-nævnet ”gik hårdt” efter både de kommercielle tv- og radiokanaler. Få minutters overskredet sendetid – eller for lille andel lokalstof – og man blev indkaldt til ”krisemøde” med de monopoltilfredse medlemmer af nævnet. Fire år senere kom TV 2 til, og Kanal 2's monopolbrud gik i glemmebogen.    

En god portion af denne biografi er desværre også til glemmebogen – i hvert fald hvis ens tænder ikke løber i vand ved tanken om snik-snak angående huse, haver, biler, vovser og så videre. Til gengæld udmærker bogen sig ved, at Bonden åbner op for den lidt mere interessante del af det privatliv, som han af pressen er kendt for at hæge så nidkært om. Her har TV 2-journalisten Kaare Sørensen, der fører pennen ganske fint, tydeligvis oparbejdet et tillidsfuldt forhold til hovedpersonen, hvilket forlener bogen med gedigent indhold. 

En svært ubehagelig historie om en bindegal stalker, der i årevis forstyrrede familiefreden, forklarer for eksempel noget af Bondens kontante afvisning af enhver privatlivssnak i pressen.   

Men mest intens er Bondens beretning om den hjerneblødning, der jo ikke undgik pressens opmærksomhed tilbage i 2011. Her er han fængende detaljeret om forløbet. Ikke mindst om, hvordan han, gerne syngende, kæmper sig tilbage på begge ben for tiden – og forhåbentlig kan sige farvel til rullestolen og ikke kun rocken. 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen