Bogen om serien

Bog: Forfatter: Forlag:

 "Samtaler", Reimer Bo, DR Multimedie, 249 kroner.

23 samtaler blev det til i tv-journalisten Reimer Bo Christensens serie på DR om kendte danskeres tanker om livet. I bogen fortæller Reimer Bo om sin vision med serien. Han giver eksempler på redaktionens tålmodige arbejdsform krydret med uddrag af interviews med nogle af gæsterne – skuespilleren Torben Jensen, statsminister Poul Nyrup Rasmussen og mediefænomenet Synnøve Søe.

Om baggrunden for overhovedet at lave samtaleserien skriver Reimer Bo, at han efter underholdningsprogrammet Absolut Fredag havde lyst til at vende tilbage til den rene journalistik.

Samtidig valgte redaktionen, at hver samtale skulle kredse om et bestemt personligt tema. Jens Okking talte om hævn, Claes Kastholm om magt og Bjarne Riis om sejrens pris.

Reimer Bo skriver, at bogen ikke er tænkt som en gør-det-selv-bog. Deri har han ret. For professionelle er "Samtaler" for overfladisk. Selv om Reimer Bo må have indhentet en række interessante erfaringer i et forløb, som de fleste nok opfatter som privilegeret, ødsler han desværre ikke med de gode tips. Han holder sig på et generelt plan, som appellerer mere til den interesserede tv-seer end den nysgerrige journalist.

Historien om den lille seddel i Poul Nyrups skjortelomme giver Reimer Bo heller ikke nogen nærmere forklaring på. Blev Reimer Bo misbrugt af ministerens spindoktor? Eller var det bare et eksempel på, hvad der kan ske, når man tager en personlig samtale?

 

0 Kommentarer