Anmeldelser af »Historiefortælling i praktisk kommunikation« (redigeret af Susanne Kjærbeck), Niels Heies »Spisesedler – plakater, der sælger aviser«, Annette Sønderby Madsen og Rikke Madsens »Hele Danmarks bryllup«, Oluf Jørgensens »Det handler om ytringsfrihed« og Ulrik Haagerups »En god idé – fik du den?«

Hvis du vil frem i verden, min ven, så plot!

* Susanne Kjærbeck (red.): »Historiefortælling i praktisk kommunikation«. Roskilde Universitetsforlag. 277 sider, 250 kroner

Tekst: Jane Flarup, journalist, cand.mag. og forfatter

ANMELDELSE. Historier er supergode, når der skal kommunikeres effektivt. Det kan man læse i en antologi med titlen »Historiefortælling i praktisk kommunikation« udgivet på Roskilde Universitetsforlag.

Den er ikke den nemmeste bog at gå til, selv om man kan se, at forfatterne har bestræbt sig på at skrive korte sætninger og luge ud i fremmedordene. Nye læsere kan absolut ikke begynde her, men for dem, der ved noget om storytelling i forvejen, er der spændende ting at hente.

En af de bedste artikler er Peter Harms Larsens ultrakorte udgave af det store og meget roste tobindsværk »De levende billeders dramaturgi«. Det er Harms Larsen, der slutter med ordene: »Hvis du vil frem i verden, min ven, så plot!«

Journalister er professionelle plotskræddere, der dagligt slås med problemet: Hvordan skruer man en »pageturner« sammen, så læserne slet ikke kan lade være med at vende blade? Hvordan holder man seerne klistret til skærmen? I den sammenhæng er og bliver nyhedsartiklen med sin nedadgående spændingskurve dødkedelig.

Men historier er andet og mere end tekster i aviser og indslag i fjernsynet. En artikel beskriver værdiarbejdet hos TDC – denne store koncern, der bærer øgenavnet »monopolsvinet«. Med så dårligt et image er der nok at tage fat på. I TDC valgte man at indsamle medarbejdernes egne historier om det 'at gøre et godt stykke arbejde med stolthed'.

Andre artikler bringer klip fra det, der kaldes det fortællende interview – og eksemplerne spænder lige fra biotek-virksomheden Novozymes til telefonsamtaler i ungdomsradioprogrammet Tværs. Historierne afslører i den måde, de bliver fortalt på, hvordan fortælleren forholder sig til stoffet. Måden er plottet.

I en artikel om Jørgen Flindt Pedersens dokumentarudsendelse »De besatte« om palæstinenserne bliver der sat fokus på sandhed og journalistik. Det påvises, hvordan Flindt Pedersen formår at skabe identifikation mellem seerne og filmens personer, selv om personerne foretager handlinger, som seerne normalt ville tage afstand fra. Metoden er simple fortælleteknikker, som for tiden bruges i det, der kaldes »intimate journalism«.

Anmelderens råd: Købe? Læs hellere noget lettere først, og lån den senere på biblioteket.

For spinkel research

* Niels Heie: »Spisesedler – plakater, der sælger aviser«. Grafisk Litteratur. 56 sider, 200 kroner + forsendelse

Tekst: Lars Pryds, grafisk designer på Morgenavisen Jyllands-Posten.

ANMELDELSE. Bogen »Spisesedler – plakater, der sælger aviser« har som ærinde at beskrive et i designmæssig sammenhæng lidt overset område. Niels Heie fra Den Grafiske Højskole har samlet Ekstra Bladets og B.T.s spisesedler fra september måned 2003 og analyseret dem én for én.

Set med design-briller er det både relevant og væsentligt at beskæftige sig med denne helt specielle genre, og derfor er det ærgerligt, at forfatteren ikke beskæftiger sig med designet, men begrænser sig til at kommentere spisesedlernes indhold.

Bogen indleder med et afsnit om de basale former for talt og grafisk kommunikation, som ligger bag analyserne. Forfatteren opdeler sin analysen af tekst og illustration i tre trin: Kategorisering, 'fænomenisering' og absurditet. 'Fænomenisering' er forfatterens selvopfundne udtryk og bruges i betydningen »at fremstille noget, som om det var et fænomen«.

Størsteparten af bogens 56 sider udgøres dog af de to gange 30 spisesedler, opført og kommenteret kronologisk. Det er indimellem ganske fornøjelig læsning. Især når de to blades spisesedler omhandler den samme begivenhed.

Dog får man den fornemmelse, at forfatteren af og til undervurderer spisesedlernes publikum. Formelt set kan man jo godt læse spisesedlen fra den 2. september sådan, at »Ekstra Bladet (er) Gravid med Robinson-Hans«, fordi avisens logo er placeret lige over rubrikken. Men så dumme tror jeg altså ikke, at Ekstra Bladets læsere er.

Det er ikke mange af eksemplerne, der får pil opad i Heies kritiske analyser. Men det oplagte spørgsmål, der aldrig besvares i bogen, er: Solgte de »gode« spisesedler så også bedre end de knap så vellykkede?

Det havde også været interessant, hvis der var taget stilling til designet som sådan – altså hvorfor spisesedler ser ud, som de gør. Er det godt nok at konstatere, at »spisesedlens udseende ligger fast«?

Jeg synes det ikke. Bogen mangler forslag til, hvordan man kunne forny denne minimalistiske disciplin. Heie giver sidst i bogen alternativer til udformningen af udvalgte spisesedler, men ud over et vist mål af korrekthed føjer de ikke meget til kommentarerne.

Endvidere savner jeg, at de øvrige avisers spisesedler inddrages. Især havde det været et godt at se, hvordan man gør ude i verden. Er for eksempel de engelske eller tyske aviser bedre til at lave spisesedler end de danske, og i givet fald hvorfor?

Alt i alt kunne hæftet med en mere bredspektret research være blevet til en rigtig god bog om et emne, der på én gang er både overset og til stede i vores redaktionelle virkelighed hver eneste dag.

Mere småt end godt

* Annette Sønderby Madsen og Rikke Madsen: »Hele Danmarks bryllup«. Forlaget Ajour. 91 sider, 128 kroner

Tekst: Jens Dresling, fotograf, Politiken

ANMELDELSE. Mon ikke fredag den 14. maj 2004 var en af de dage, hvor der blev taget flest billeder og set mest fjernsyn i Danmark? Det var dagen, hvor Kronprins Frederik fik sin Mary, og hele landet gik amok i en royal rus.

To fotojournalister, Annette Sønderby Madsen og Rikke Madsen, vendte kameraet den anden vej og tog billeder af danskerne i dagene før og på selve bryllupsdagen. Fotograferne var overalt: Hos billedskæreren, der arbejder med en brudekiste til parret. Hos mekanikeren, der skal skifte 90 nummerplader ud med »krone«-nummerplader. Hos forsvarsministerens kone, der prøver kjoler. På plejehjemmet og hos bøsserne på Café Heaven i det indre København.

Der er fine billeder af en bro på Lyngby-motorvejen fuldstændigt overfyldt med royale tilskuere – og den fuldstændig mennesketomme gågade i Middelfart. Meget af det er rigtig godt tænkt, og der er arbejdet hårdt med billederne.

Men der er et problem. Der er alt, alt for mange billeder i bogen, og mange af dem er for små, alt, alt for små. Hvis der havde været en betydelig strammere redigering, hvis de udvalgte billeder været større, og hvis layoutet havde været mere »læsevenligt«, kunne det faktisk have været en rigtig god bog om en helt speciel dag i Danmark.

Men måske næste bryllup?

Det handler om ytringsfrihed

* Oluf Jørgensen: »Det handler om ytringsfrihed«. Forlaget Ajour. 365 sider, 438 kroner

Tekst: Tage Clausen, informationschef, medlem af Pressenævnet 1992-2003

ANMELDELSE. Man kunne næsten tro, at Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole havde lavet en aftale med den løsladte Guantánamo-fange, for just som denne fremsatte sine særprægede udtalelser om det legitime i at slå statsministeren ihjel, udkom Oluf Jørgensens bog: Det handler om ytringsfrihed.

Det kunne næsten ikke være timet bedre, hvis det havde været et led i en aftalt strategi.

Mediejuraen er et emne, man ikke skal ret dybt ned i, før det begynder at blive indviklet. I almindelighed er det vanskeligt at forklare folk, hvorfor ansvaret skal være placeret hos én person, og hvorfor journalister i kraft af deres arbejde skal have et større ytringsprivilegium end andre.

Oluf Jørgensen gør det stilfærdigt og kompetent. Nogle ville sige grænsende til det kedelige, men det er kun, til man har fattet interesse for det spændende og komplekse emne.

I de senere år er der sket en bemærkelsesværdig udvikling i mediernes ytringsfrihed, for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afsagt flere domme, der har rykket dansk retspraksis i den rigtige retning – retningen mod yderligere ytringsfrihed, yderligere frihed til i folkeoplysningens interesse at viderebringe ytringer, som den oprindelige ophavsmand bliver straffet for.

Juraen og presseetikken illustreres i bogen med massevis af relevante domme og afgørelser. Som en ekstra service henviser Oluf Jørgensen til noter på sin hjemmeside, hvor han også vil holde læserne orienteret om udviklingen på området, ikke mindst illustreret med nye domme fra København og Strasbourg.

Alt i alt er der tale om en bog, man vanskeligt kan komme udenom. For journalister er det pligtstof. Bogen må naturligvis være en grundbog på journalistuddannelserne. Men også uddannede journalister, der har virket i faget i mange år, kan have gavn af at studere bogen grundigt, for når man læser aviser og ugeblade og følger med i de elektroniske medier, kan man se, at rigtigt mange kolleger enten ikke har hørt efter i timerne, eller også bare har glemt, hvad de har lært.

Omsider en vindmølle til mediebranchen

* Ulrik Haagerup: »En god idé – fik du den? Innovationssamfundets udfordringer til dig, din chef og Danmark«. Aschehoug. 238 sider, 229 kroner

Tekst: Erik Wilberg, medieforsker og konsulent, Wilberg Management, Norge

ANMELDELSE. Ulrik Haagerup har skrevet en letlæst og til tider underholdende bog om sit syn på, hvad avisbranchen, erhvervslivet og for den sags skyld hele Danmark bør gøre for at videreudvikle sig.

Med frisk erfaring fra forandringsprocessen på NORDJYSKE og en gedigen forankring i egen praksis har han sammensat en palet af korte citater, refleksioner samt egne og andres erfaringer til noget, som er blevet et interessant indlæg i debatten.

Den klassiske avis befinder sig, for at sige det med markedsføringslitteraturens termer, i modnings- eller nedgangsfasen. Der er ingen tvivl om, at der må gøres noget, og den recept, som Ulrik Haagerup har anvendt på NORDJYSKE, kan bestemt være til inspiration for andre – noget, som også er påpeget af folk, der følger branchen på nært hold. Det har jeg selv gjort i mere end 25 år – de seneste 19 som konsulent for avisbranchen i de nordiske lande. Meget af det, som Ulrik Haagerup skriver om, genkender jeg fra egen praksis, og det er yderst relevant.

Der er ganske langt mellem dem, som bygger vindmøller, når det blæser. Der er flere, som søger ly, nogle løfter ikke engang fingeren for at finde ud af, hvor vinden kommer fra.

Mange af Ulrik Haagerups konklusioner gør fyldest for én, som arbejder med forandringer i praksis. Jeg synes, hans bog er god i beskrivelsen af idéprocesser – blandt andet den praksis, han beskriver hos Bang & Olufsen, og i en morsom fortælling om Horsens.

Udviklingen på NORDJYSKE er ganske godt beskrevet. Jeg kunne måske godt have ønsket mig, at han havde skrevet endnu mere om transformationen der, men det er muligvis mest en branchemands ønske.

Ulrik Haagerup foretager nemlig også et slags opgør med begreberne management og ledelse i den forstand, at management er noget, man bør have mindre af, og ledelse er noget, man bør have mere af. I og for sig er idéen okay, men begge dele kræves, hvis det skal ende godt. Med visionære og udviklende ledere skal der også være nogen, som tilrettelægger gode rutiner og følger op i praksis.

Bogen læner sig solidt op ad den populære amerikanske management-litteratur. Man skal have læst både »Who moved my cheese?« og »Good to Great« – det er vore vejledere i forandringen. Det er et tegn i tiden, at det er letlæste amerikanske management-bøger, som skal føre os mod lykken. Det er ikke helt så let at læse tung forskningslitteratur på området. Men Ulrik Haagerup skal have ros for, at han forankrer og bringer interessante synspunkter frem, som nok kan tjene som diskussionsgrundlag i mange bladhuse.

Der er ingen tvivl om, at hans konklusion om, at vi skal blive meget bedre til at skabe idéer og organisere os derefter, rummer megen sandhed. Derfor håber jeg, at bogen bliver læst i mange avis- og mediehuse, og at man også sætter de mere dramatiske forandringsprocesser på dagsordenen.

Ulrik Haagerup fandt selv inspirationen i en visionserklæring fra 1767. Han fortjener, at budskabet kommer ud, og at nogen får nye idéer.