Overlevelse for kvindelige ledere

Mette Terkelsen og Nina Vedel-Petersen:
»Kampteknik på chefgangen – en guide for kvinder«
Aschehougs Forlag
168 sider, 199 kroner

Tekst: Allan Holmgren, direktør for DISPUK, klinisk psykolog, mag.art. og forfatter

ANMELDELSE. De to forfattere til bogen »Kampteknik på chefgangen – en guide for kvinder« har begge været i chefredaktionen på forskellige landsdækkende aviser, og det står grelt til, hvis man skal tage bogens vidnesbyrd for pålydende, hvad jeg gerne gør.

Her optræder runkedorer, gamle han-elefanter, der både kan være kærlige, omsorgsfulde, flirtende og nedtrampende, og bavianer, der »lider af den vrangforestilling, at de en skønne dag vil kunne udvikle stødtænder,« og som »puster sig gevaldigt op og trutter voldsomt i den imaginære snabel ved en hver lejlighed.« (s. 57).

Livet i chefredaktionerne og i medierne bliver beskrevet som en stadig magtkamp. Bevares, der findes da velfungerende chefgrupper, hvor man kan stortrives, men de er snarere undtagelsen end reglen.

Ser man ser bort fra bogens indimellem lidt for forhastede konklusioner og dens tendens til en individualisering, der let kan skabe nederlagsfølelse (»hvorfor kan jeg bare ikke være så sej som de to stærke damer? Hvad er der galt med mig?«), så har den nogle enkle og fornuftige budskaber.

Vær først og fremmest professionel (s. 77). Du har et job som leder og som chef. På godt og ondt. Ingen vil genere dig som menneske. Det er din magt og autoritetsposition, der er i skudlinjen. Tag ikke kritik personligt. Du er altid på scenen. Der er altid tilskuere. Du skal kunne formulere dig. Øv dig.

Hold dig frem for alt fra sex på jobbet. Bland ikke privatliv og arbejdsliv. Sørg for at skaffe dig nogle gode forbilleder og mentorer, du kan lære af. Gør det, der virker. Brug psykologer og veninder, men hav ikke fortrolige på jobbet – det skaber sårbarhed. Og frem for alt: Sørg for at have en god ægtefælle; én, der bakker dig op, én, der ikke kritiserer dig, men fortæller dig, hvor dejlig du er.

Jeg tror ikke, man skal læse bogen som sandheder, men som bekendelser, som fornuftige erfaringer fra en dagbog. Det råd, bogen ikke giver, men som nok er det vigtigste, er det, som de to forfattere selv har praktiseret: Skaf dig en hjerteven(inde) i samme arbejdssituation, som du kan grine og tale med om det meste med, som du ikke konkurrerer med, og som du måske endog kan skrive en bog sammen med om dine erfaringer. Så kan du kvitte leder- og chefjobbet og blive din egen herre i dit eget lille konsulentfirma, som de to forfattere har gjort.

Den er værd at læse for unge ledere.

Magt, medier og manipulation

* Kresten Schultz Jørgensen:
»Magt og mirakler – om massekommunikationens umuligheder«
Høst & Søn
172 sider, 249 kroner

Tekst: Erik Lund, afdelingsforstander, Danmarks Journalisthøjskole

ANMELDELSE. Man kan som aktør komme så tæt på eller så langt ind i mediernes verden, at man må genskabe et overblik ved at tvinge sig selv til for en stund udefra at blive betragter af den moderne medie-arena. Det gøres måske bedst ved at skrive om den. Dette er i hvert fald akkurat, hvad Kresten Schultz Jørgensen gør med »Magt og mirakler – om massekommunikationens umuligheder«. Og han gør det godt, måske blandt andet for at mildne abstinenssymptomer ved – i det mindste for en tid – ikke længere at befinde sig helt inde i arenaens midte.

Den tidligere ministersekretær, debatredaktør på Politiken, chefredaktør på Aktuelt og Dagen, kommunikationsdirektør på Coca-Cola, nu kommunikations- og marketingchef på Det Kongelige Teater har både praktisk erfaring og omfattende teoretisk bagage at øse af. I bogen får teorien sine steder en tyngde, der kan gøre tilegnelsen en kende vanskelig. Her er ingen lette løsninger af den type, moderne massekommunikation efterspørger. Tværtimod er store dele af bogen en identifikation af og et opgør med overforenklede pseudo-løsninger.

Deraf bogens på én gang advarende og opmærksomhedsskabende undertitel: »Om massekommunikationens umuligheder«. Den fylder mere og mere, men betyder mindre og mindre. Dens problem er ikke først og fremmest det voksende antal informationer. Problemet er snarere mangelen på indhold med mening.

Forfatteren hudfletter kommerciel branding og politisk spin som ganske vist nyttige værktøjer, men tillige som farlige fænomener, der kan lede til overfladiskhed.

Bogens fyldige gennemgang af litteratur må kvantitativt og kvalitativt opfattes som ansatser til en egentlig lærebog for studerende på landets stedse bredere vifte af kommunikationsuddannelser, der ikke kan være forfatteren ubekendt som potentiel målgruppe. Han overkommer nemlig også at være ekstern lektor i Corporate Communication ved Handelshøjskolen i København og censor ved blandt andet RUC og SDU.

Behageligt nok efterlader forfatterens komplekse gennemgang af samfundets fragmentariske karakter en indirekte afsløring af, at total kontrol er umulig. Fragmenteringen af medieverdenen og antallet af informationskanaler gør, at tanken om total kontrol bliver absurd.

Det gør dog ikke håndteringen af effektiv massekommunikation til et mindre relevant studiefelt. Men det er refleksioner herover, mere end afsløringer heraf, der bærer bogen.

Et fotojournalistisk To Be or Not To Be

Jacob Aue Sobol:
»Sabine«.
Politikens Forlag
120 sider, 299 kroner

Tekst: Martin Sne, kunstanmelder

ANMELDELSE. »Sabine« kan ses som et yderst vellykket eksempel på fotojournalistik – skabt af en mand, som både kan fotografere og skrive.

Vi er i Menneskenes-Land, Tiniteqilaaq, Østgrønland – den del af det enorme land, som danskerne kender mindst til, og hvortil 23-årige Jacob ankommer for anden gang.

Fascinationen af livsformen, de få-mælte mænd og deres sikkerhed i fangererhvervet rammer klokkerent et magisk punkt mellem ungdommelig eventyrlyst og gryende modenhed hos Jacob; et ubændigt behov for at lade sig opsluge af dette liv. Man er fangere her, og landet er gavmildt – sæler, rødfisk, havtasker, ja, selv isbjørn bliver nedlagt i fortællingens forløb.

Endnu en ting er afgørende: Han forelsker sig i Sabine, en pige, hvis udstråling rummer en rigdom af facetter mellem det barnligt uskyldige og det frådende kvindeligt erotiske.

Det er det ekspressive s/h-fotografis og tekstens to omdrejningspunkter: fangertilværelsen, som Jacob vil gøre til sin, og kærligheden.

Kun i antydninger forstår vi, at alt hér alligevel ikke helt er som i gamle fortællinger – hvad sproget og Jacobs hensigt med sin tilstedeværelse ellers er på nippet til at få os til at tro.

Men fravalg i fortællingen har også en usædvanligt vellykket egenskab, thi hvad der ikke direkte fortælles om en indre erkendelse, som vi forstår må finde sted, er man rigeligt animeret til selv gøre sige tanker om. Jacob vælger efter to år som fanger at vende alene hjem til Danmark.

Til trods for den herskende retorik om globalisering og verdensborgersind er her en historie om, at det at høre til et sted er noget fundamentalt for mennesket. Her er det, at man må søge livet, hvis det har gemt sig. Bogen er et fint stykke kunst – og en meget inspirerende oplevelse.

På fortællerens præmisser

Bjarke Myrthu:
»Den digitale fortæller«
Forlaget Ajour
160 sider, 328 kroner

Tekst: Børge Kristensen, journalist og web-konsulent.

ANMELDELSE. Det revolutionerende ved publicering på nettet er, at journalisten nu må dele fortællerrollen med sin læser. Ved hjælp af hyperlinks og databaser kan læseren sammensætte sin egen historie – sin egen fortælling – ud fra de indholdselementer, udgiveren har stillet til rådighed.

Nu vil journalist Bjarke Myrthu have fortællingen tilbage!

Han har skrevet bogen »Den digitale fortæller«. Efter eget udsagn tager den udgangspunkt i »klassiske fortællende genrer fra journalistikken«. Og her starter bogens problem. For er det sandsynligt, at fortælleteknikker, der fungerer godt på tryk, også virker i et interaktivt medie, hvor læseren ikke kan sidde i sofaen og læse, men er bundet til en kontorstol? Hvorfor er der ikke i en bog om digital fortælleteknik blevet plads til en gennemgang af de genrer, der er opstået på nettet, for eksempel weblog og FAQ?

De seneste ti års forskning i brugervenlighed afviser Bjarke Myrthu som »dogmer«. Han refererer blandt andre den danske usability-ekspert Jakob Nielsen:

»Der er meget fornuft i Jacob (sic!) Nielsens klassiske analyser og teorier, men også en række problemer, hvis man anskuer dem fra fortællerens synsvinkel,« skriver han.

Fortælleren, ikke brugeren, er i centrum i Bjarke Myrthus univers. Og »teoretikernes« forskning i web-kommunikation tilsidesættes for hjemme-strikkede holdninger og spontane idéer om »en god historie«.

»Jeg har selv udviklet mig som digital fortæller ved at begå en mængde fejl, rette dem og blive klogere til næste gang,« skriver forfatteren. Og her viser han en alt for overfladisk tilgang til mediet. Moderne web-kommunikation er ganske enkelt for kompleks til at lykkes, hvis man bare prøver sig frem.

Bogens bedste kapitel indeholder en case om, hvordan en digital fortælling blev til. Den er rigt illustreret, og nogle af de digitale fortællinger, der er nævnt i bogen, kan opleves online via web-adressen www.cfje.dk/dendigitale.

Hvis du vil have en bog om god web-formidling på læsernes præmisser, så brug hellere pengene på Jonathan og Lisa Prices bog »Hot Text«.

Netværksbog balancerer mellem to stole

Klaus Kjøller:
»Netværk på godt og ondt. Magtmisbrug for begyndere«.
Borgens Forlag
280 sider, 269 kroner

Tekst: Kristian Eiberg, RelationsPeople A/S

ANMELDELSE. Klaus Kjøller giver i en ny bog en grundig introduktion
til, hvordan man kan skabe sig et professionelt netværk. Gennem diskussioner, cases, anekdoter og oversigter kommer han hele vejen rundt. Som bogens titel, »Netværk på god og ondt«, antyder, tør forfatteren tage fat i nogle af de mere kontroversielle emner i forbindelse med det at »netværke«, og selv om noget af det får en lidt kynisk tone, er der nogle fundamentale sandheder.

En central pointe er, at ikke alle mennesker er lige vigtige at have i sit netværk. Svært at sige højt i Danmark, men derfor alligevel sandt. Hvis man vil arbejde systematisk med netværk for at nå bestemte mål, anviser forfatteren, hvordan man kritisk kan vurdere sit netværk. I bogens afslutning viser han desuden, hvordan man trækker sig fra ubrugelige netværk uden at brænde broerne bag sig.

Et andet råd handler om omgang med pressen. Der er mange fine anvisninger for begyndere, men anekdoterne tager vel meget overhånd. Det nærmer sig Emma Gad'ske anbefalinger, når forfatteren anviser det ideelle antal deltagere ved middagsselskaber, brugen af bordplan, måltidernes starttidspunkt og længde, ligesom »dating« måske ikke virker som et helt åbenlyst tema i denne bog.

Tilbage sidder jeg lidt usikker på, hvem bogen er skrevet for. Knap 300 sider er for mange for dem, der har brug for konkrete råd til jobsøgning, og for de erfarne virker de konkrete råd lidt for banale.

Måske er det en bog, der balancerer mellem to stole. Derfor virker den i øvrigt meget velskrevne og sprudlende bog alligevel noget lang at læse. Et sted giver forfatteren et råd om at reducere længden af sammenkomster med 33 procent. Det kunne bogen også tåle uden at miste værdi.