Kampen om Bornholm og resten af Danmark

Som appetitvækker til de mange blodige magtkampe, kommunalreformen trækker med sig, er frontberetningen fra sammenlægningen på Bornholm spændende læsning.

• Thomas Kofod Poulsen:
  "Kampen om Bornholm"
  DR Multimedie.
  250 sider, 199,95 kroner.

Tekst: Hanne Fall Nielsen, journalist, Politiken.

ANMELDELSE. Skulle en enkelt vildfaren sjæl stadig mene, at kommunalpolitik er kedeligt og hører til afdelingen for usexede sysler, så findes nu et middel.

Journalist Thomas Kofoed Poulsen har begået en medrivende frontberetning fra 'Kampen om Bornholm', og efter 253 siders velskreven gennemgang af processen frem mod 'én ø, én kommune' er der ingen tvivl: Også kommunalpolitik består af mennesker, meninger og magt, og der udkæmpes voldsomme slag i både kulisserne og i fuld offentlighed i medierne. Ikke mindst i en forandringstid, hvor magten koncentreres og posterne bliver færre, som det skete på Bornholm fra 2001.

Og som det sker i øjeblikket på resten af det kommunale landkort, hvor 271 kommuner bliver slanket til en struktur med 98 kommuner, og hvor 15 sygehusenheder bliver til fem regioner.

Bogen har undertitlen »Én kommune – fire borgmestre" og tager sit udgangspunkt i de fire hovedpersoner i det bornholmske drama – nemlig Rønnes borgmester, Thomas Thors (S), amtsborgmester Knud Andersen (V), Nexøs førstedame, Annelise Molin (S), og Hasles borgmester, Bjarne Kristiansen (Borgerlisten).

De fire sidder på fusionens lokomotiv, men især Andersen og Molin forsøger at sænke farten, og efter det første regionsvalg i maj 2002 starter de egentlige fejder. Her bliver Borgerlistens Bjarne Kristiansen den helt store vinder, men i stedet for at følge magtmanualets første bud og selv tage magten over øen, står han ved sine aftaler med socialdemokraterne og bringer i stedet Thomas Thors til magten. Og sender samtidig ø-kongen Knud Andersen og Venstre ud i Østersøen.

Derfra starter rivegilderne for alvor. Den nye, sammenlagte enhed skal op at stå, og samtidig viser økonomien sig selvfølgelig at være strammere end ventet. Der skal nedlægges skoler af både faglige og økonomiske grunde, og medarbejderne er ved at miste pusten i de mange forandringer.

Kofoed Poulsen, der som navnet antyder er opvokset på Bornholm og har været tilknyttet Bornholms Radio, giver en minutiøs gennemgang af konflikterne – indimellem næsten for detaljeret. Det er nemlig ikke de lidt langtrukne kapitler om fordele og ulemper at nedlægge skolerne i enten Olsker, Pedersker, Nyker eller Allinge-Sandvig, som giver læseren det principielle indblik.

Det gør til gengæld de bærende portrætter af de fire tidligere borgmestre. Det fungerer godt, selv om bogen lider af den svaghed, at magtkampens foreløbige tabere, Annelise Molin og Knud Andersen, ikke har villet medvirke i bogen.

Det var dumt af dem, for nu står de – trods forfatterens forsøg på at skrive sig uden om deres afslag – tilbage som det evigt irriterende grus i maskineriet. Hvad de måske også er og har været, men selv forsøg på argumentation, som rækker videre en almindeligt bagstræb og bitterhed over at være forsmået, mangler.

I de fleste magtkampe indgår også kærlighed, og man behøver ikke at have besøgt Bornholm mange gange og kastet mere end et enkelt blik på kommunesammenlægningen for at vide, at den lokale sladder udnævner forholdet mellem Molin og Andersen til at handle om andet og mere end en politisk alliance.

Om sladderen taler sandt, og deres årelange skulder-ved-skulder-politik også rummer et stykke kærlighed, ved jeg ikke – og det gør forfatteren formentlig heller ikke. Men det er en fejl, at det element ikke er med i bogen, når det faktisk spiller en afgørende rolle i den lokale bedømmelse af de to – rygter eller ej.

Samtidig er det en smule skuffende, at der for de særligt interesserede ikke præsenteres nye facetter eller elementer i kampen om Bornholm. Undervejs i frontberetningen er der ingen overraskelser eller ny viden for de læsere, der kan deres nyere fusionshistorie bare nogenlunde.

Til gengæld er det god læsning for alle, der i den kommende tid skal omsætte den kommunale valgkamp til spalter, lyd eller billede.

Ganske vist vil de lokale krige ikke som på Bornholm handle om natfærgen til København eller om at være for eller imod Olsker Skole. Men den vil stensikkert handle om mennesker, meninger og magt. Og måske et lille stænk kærlighed.

Larsen, livet og journalistikken

Ilt til journalistikken og inspiration til læserne fra veteran-journalist på Information.

• "Samtaler med tidsånden og opråb imod den. Fra Ejvind Larsens 50 år på Information"
  Redigeret og med forord af af Rune Lykkeberg. Efterord af David Trads.
  Informations Forlag.
  232 sider, 248 kroner.

Tekst: Erik Lund, afdelingsforstander, Danmarks Journalisthøjskole.

ANMELDELSE. Information er kendt som avisen, hvor de redaktionelle svingdøre til tider snurrer med overlydsfart. Men avisen har også haft undtagelser – journalister, der er blevet hængende eller taget til nåde, sågar efter regulære fyringer!

Bladets i særklasse mest markante undtagelse fra svingdøre og det meste andet i pressens verden – ikke blot Informations egen – hedder Ejvind Larsen. Nu har han været på Information i 50 år – og det er der helt naturligt kommet en bog ud af med nogle (i forhold til totaliteten) ganske få af Ejvind »Mangeord" Larsens rigtig mange ord fra de fem årtier.

Bogen er god. Den giver mulighed for at blive klog på dele af det helt specielle Information-univers, som Larsen ikke blot har været med til at skabe og i varierende omfang opretholde, men i lige så høj grad har suget næring fra.

De mange ord er jo ikke opstået i et tomrum, men fordi Larsen har noget på hjerte – og så altså haft en avis at formidle det i, som i al sin omskiftelighed dog har det til fælles hen over de fem årtier, at her er »frie ord", som giver ilt til journalistikken og inspiration til læserne – undertiden også inspiration til voldsom modsigelse, hvilket blot er til yderligere berigelse for Informations nu ikke længere helt så vildtvoksende debatspalter.

Larsen mener meget både om bladlivet og livet i det hele taget. Lykkeligt nok har Information givet ham lov til – eller har han selv taget sig ret til? – at benytte samtlige journalistikkens genrer til at udtrykke det; fra artikler over interviews, nyhedsreportager, essays og kronikker til de sagnomspundne ledere.

Derfor er bogen på én gang et stykke samtidshistorie sat på journalistisk form og en vedholdende og insisterende kritik af samtiden og nogle af dens mest fremherskende tendenser – og det uanset om temaerne er oprør, miljø, økonomisk demokrati, kunstfond, atomkraft eller Informations eget indre liv.

Gennem årtier i rollen som venstrefløjens mest udogmatiske fyrtårn har Ejvind Larsen udsendt hyppigere blink end fyrtårne flest – og nået ikke blot Informations egne læsere, men nok så meget de næppe helt få læsere, der måske ret beset slet ikke længere er Information-læsere, men 'blot' Ejvind-læsere, der nødvendigvis må holde fast ved Information, så længe 'deres' fyrtårn udsender sine blink akkurat dér. Larsen er nemlig stærkt vanedannende – en næsten privat samtalepartner, der har kvalificeret begrebet 'avistid', længe før det nu er blevet et reklameslogan.

Nogen nem samtalepartner har han langtfra altid været, men læsningen af ham inspirerer til at irritere andre med de svære spørgsmål, som alt for mange søger at unddrage sig. Larsen fastholder sine temaer med en konsekvens, der kan være ganske substantiel. Tilsyneladende modsatrettede begreber som stædighed og usikkerhed forenes hos ham til et journalistisk brændstof, som driver ham frem uge efter uge, år efter år, årti efter årti …

Ikke mange i dansk presse har skrevet så meget om så forskelligt over så langt et tidsrum som Ejvind Larsen. Informations weekendredaktør, Rune Lykkeberg, der har redigeret og skrevet forord til bogen, må på én gang have haft det svært og let. Svært, fordi der er så meget at vælge imellem, og let, fordi det er Ejvind Larsens særkende at forbinde det døgnaktuelle med det tidsaktuelle eller universelle. Hos ham er det højest 'krogen', der forældes, medens de substantielle betragtninger står sig også over stor tidsmæssig afstand.

Bogen er begejstret blevet anbefalet som uundværligt obligatorisk pensum på landets tre journalistuddannelser – et synspunkt, der ikke skal møde modstand her, men den lille 'varedeklaration' skal dog tilføjes, at Larsen skam ikke er sådan at gøre obligatorisk, især fordi han blander de mange journalistiske genrer, han mestrer, så fint og effektfuldt, at næppe mange kan gøre ham kunsten efter. Larsen er ikke til efterligninger! Andre ville for længst have brækket pen og hals på dét, han præsterer …

Men fyrtårnet blinker stadig og sender regelmæssigt sine advarende glimt mod tidsåndens katastrofer ud i mediehavet.

Larsens fyrtårn er ikke blevet automatiseret. Det er fremdeles drevet i en personlig stil – som for 50 år siden.

Det er den egentlige bedrift, som bogen afslører: Ejvinds evne til at kunne komme igen og igen med samme grad af engagement over et halvt århundrede!

Journalistik behøver ikke blot at være for døgnet, men kan være for generationer.

Patetisk

Krigsreporteren som selvopofrende idealist.

• Søren Flott, Thomas Laursen og Ole Sønnichsen:
  "I skudlinjen"
  Jyllands-Postens Forlag.
  224 sider, 199 kroner.

Tekst: Niels Westberg, journalist, Ekstra Bladet

ANMELDELSE. Det er en håbløs påstand, de tre forfattere bag bogen »I Skudlinjen" bruger som grundvinkel i skildringen af ti danske krigsreportere. Deres brændstof er idealisme, hedder det i forordet.

Påstanden er håbløs, fordi den kun indeholder varm luft og desuden er ærgerligt misvisende. For hvis missionen 'at gøre en forskel' er idealisme, så er socialreporteren i Rudkøbing og miljøreporteren i Fjerritslev også idealister. Og hvor er vi så henne? Så er vi alle medlemmer af en menighed, snarere end kritiske, professionelt engagerede fagfolk.

Dén går ikke. Og det er en skam for bogen, der ellers rent fortælleteknisk – og dermed underholdningsmæssigt – er helt ovenud vellykket. En kompetent nyskabelse inden for genren på dansk.

Den patetiske grundvinkel – krigsreporteren som selvopofrende idealist – afføder uvilkårligt en hel stribe 'synd for'-spørgsmål som bærende tematik. Hvad er idealismens pris? Er missionen prisen værd? Psykisk, eksistentielt, politisk, fagligt, på hjemmefronten og så videre.

Forudsigeligt nok er reporternes svar temmelig enslydende. Heraf de mange overlapninger i bogen. Trivielle gentagelser tilmed. For den alt for brede temavifte gør nødvendigvis de enkelte interviews skøjtende overfladiske.

Endelig virker det også slemt patetisk, at forfatterne blandt landets krigsreportere har set sig nødsaget til at vælge hele tre fra Jyllands-Posten, to fra DR TV, to fra TV 2, to mesterklasse-fotografer og en DR Radio-reporter (Vibeke Sperling, nu Politiken, bogens eneste fuldtonende missionær-idealist, nemlig i forhold til Ruslands svinske krig i Tjetjenien).

Behøver man nævne, at bogen har fået stor omtale i Jyllands-Posten?

Jeg var en kujon

Journalisten Bob Woodward er gået i skriftestolen med bogen om den hemmelige kilde 'Deep Throat'.

• Bob Woodward:
  "Watergates Deep Throat"
  Borgen Forlag
  285 sider, 270 kroner.

Anmeldt af Frederik Brun Madsen, journalist, TV 2.

ANMELDELSE. Et sted i bogen »The Secret Man", som netop nu foreligger på dansk, skriver den verdensberømte og altid så tjekkede journalist Bob Woodward, at han var en kujon og måske endda svigtede sin superkilde Deep Throat. At svigte en kilde er som bekendt en dødssynd. Og det er skrækkeligt spændende at blive ført ind i slipsedrengens synderegister.

Deep Throats navn er W. Mark Felt. Næstkommanderende i FBI. Tæt på alle fortrolige papirer og først og fremmest tæt på efterforskningen af indbruddene i Watergate-bygningen, der fik Richard M. Nixon til at trække sig som USAs præsident. At Deep Throat var så højt placeret og velinformeret, er under alle omstændigheder så imponerende, at man kunne skrive en hel bog om det – omend bogen måske ville blive lige så mastodontlang og tør, som andre Woodward-bøger er. Men at Woodward gennem hele sin karriere har ført en uhyggelig dødedans med Deep Throat, er ganske enkelt fængslende læsning.

Mark Felt var så central, at han fik ansvaret for at jagte den person, der stod bag lækagen til The Washington Post. I 1992 fik Woodward adgang til et notat i FBIs arkiver, han aldrig før havde set.

"Det svimlede for mig, da jeg havde læst notatet," skriver Woodward.

Notatet afslører nemlig, at Mark Felt satte en intern undersøgelse i gang i FBI for at finde den person, der kunne stå bag lækagen. Vel vidende, at det kunne ramme ham selv.

Det lykkedes som bekendt aldrig. Så undersøgelsen var, hvad den svimlende Woodward kalder 'et fremragende kontraspionagekneb'.

Og det er sådan set hele energien i historien, der dybest set handler om den mystiske Felt, der altid er to skridt foran Woodward. Drivkraften er Woodwards frustration over aldrig at finde svaret på Felts personlige bevæggrunde. Svaret på, hvorfor han sladrede om de systematiske forbrydelser i Nixon-administrationen.

Det er et svar, der endnu svæver i vinden, da det hen mod slutningen går op for Woodward, at hans kujonagtige svigt måske har gjort, at han aldrig finder sandheden.

Det er ganske enkelt medrivende og veldrejet dramaturgisk brændsel. Ikke mindst fordi Woodwards personlige dilemma og selvransagelse kapitel for kapitel blotlægges. Noget, der klæder den altid så pressefoldede Woodward. Pludselig er han ikke så optaget af sagen, men mere optaget af de menneskelige motiver bag historierne.

Og så er der lige det med svigtet. Nå ja, det er måske i grunden op til læseren selv at bedømme.

Mens vi venter på kommissionsdomstolen …

Stædigt journalistisk arbejde om Dan Lynge-sagen styrkes med vigtig baggrundsindsigt

• Jeppe Facius, Anders-Peter Mathiasen, Miki Mistrati og Thomas Stokholm:
  "Dan Lynge – mit dobbeltliv"
  Ekstra Bladets Forlag
  208 sider, 199 kroner.

Anmeldt af Gretelise Holm, journalist og forfatter

ANMELDELSE. »Mange vil mene, at min historie indtil nu afslører, at jeg er en person med noget nær grænsepsykotiske træk."

Jo, når eks-rockeren Dan Lynge nu selv nævner det, vil jeg godt slutte mig til de mange – efter at have læst hans erindringer »Dan Lynge – mit dobbeltliv", som han har fortalt dem til journalisterne Jeppe Facius, Anders-Peter Mathiasen, Miki Mistrati og Thomas Stokholm.

Journalisterne kan ikke få ros nok for at have trukket hele sagen om Lynges betændte samarbejde med myndighederne frem i lyset. Som et resultat af denne journalistiske bedrift sidder nu på tredje år den såkaldte Dan Lynge-kommission, som skal kortlægge, hvad der måtte være foregået af ulovligheder.

Med formidlingen af Dan Lynges selvbiografi føjer journalisterne ny vigtig baggrundsindsigt til de mange konkrete historier, som de har rullet op i Ekstra Bladet og på TV 2. Man får nemlig et grundigt kig ind i den grænsepsykotiske sjæl.

Det er ved gud kvalm læsning! Om grove forbrydelser og om et menneskesyn, som man helst vil fortrænge eksisterer.

Vor lille helt elsker store muskler, motorcykler, anabolske steroider, våben og rockerkrig. Han virker på en gang lidt underbegavet, ynkelig, paranoid og aggressiv – og får ikke for fem flade øre sympati herfra.

Faktisk ville man helst være fri for at beskæftige sig med ham, hvis det ikke lige var fordi, politiet på et tidspunkt valgte ham som samarbejdspartner. Det gør Dan Lynge interessant, og det gør hans selvbiografi om, hvad han har foretaget sig, særdeles væsentlig og vedkommende.

Man begriber ikke, hvordan politiet kunne bruge denne mand. Ifølge sin egen beretning mødes han i begyndelsen med betjentene over den fælles interesse for anabolske steroider, og man får en grim mistanke om, at samarbejdet måske bygger på, at rockerverdenen og politikorpset er svagt beslægtede mandskulturer.

I bogen beskylder Dan Lynge politiet for korruption og andre ulovligheder. Anklagerne står og falder med Lynges troværdighed, og forfatterne, som har kendt ham gennem år og efterprøvet hans beretninger, siger, at de ikke har grebet ham i væsentlige løgne. Hvis hans fortælling om samarbejdet med politiet er sand, er det meget, meget uhyggeligt.

Det er svært at sige, hvor meget forfatterne har styret fremstillingen i Dan Lynges selvbiografi. Det virker ikke umiddelbart, som om de har været særlig styrende. Sproget er løst, og hist og her kunne jeg godt have ønsket mig, at Lynge indholdsmæssigt var blevet holdt lidt mere fast af de kritiske journalister.

Hvad var for eksempel begrundelsen, da rocker-krigeren midt i det hele fik tilkendt offentlig invalidepension. Noget psykisk eller noget fysisk?

Det har betydning, fordi man som læser og borger i en formodet retsstat hele tiden må forsøge at vurdere eks-rockerens troværdighed.

Når det er sagt, er der dog kun grund til at kippe med flaget over den journalistiske grundighed og stædighed, hvormed journalisterne har rullet skandalen op og nu også formidler dens menneskelige baggrund.

Så venter vi bare på kommissionsdomstolen.